onsdag den 13. december 2017

Dagbladet Køge m.fl. - Undgå madspild i julen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Dagbladet Køge, Dagbladet Ringsted, Frederiksborg Amts Avis, Sjællandske Slagelse, Sjællandske Næstved, Dagbladet Roskilde, Nordvestnyt Kalundborg, Nordvestnyt Holbæk/Odsherred og Sjællands Nyheder den 9. december 2017 -
https://sn.dk/Debat-/Undgaa-madspild-i-julen/artikel/709061


Årets store "madspilds-højtid", julen, nærmer sig. Den nye undersøgelse af KANTAR Gallup for foreningen Stop Spild Af Mad viser, at danskerne vil mindske madspildet i julen, men planlægningen er en udfordring: Kun en procent af danskerne er ligeglade med at undgå madspild i julen.

Alligevel svarer kun 14 procent, at de er gode til at have styr på planlægningen af julens mad og overskuddet/rester. Samtidig svarer kun 12 procent, at de er gode til at disponere maden til julefrokosten/julemiddagen, så der ikke er noget til overs. Vi lancerer i forlængelse af undersøgelsen nye råd og værktøjer, der kan hjælpe danskerne til at komme julens madspild til livs.

Planlægning vil både spare dig tid, julestress og penge. Er I seks gæster rundt om julebordet, er der ingen grund til at lave mad til ni. Og så pyt med, om der lige mangler én bestemt slags medisterpølse. Køber du bedre, men færre råvarer - og råvarer af bedre kvalitet - har du også større tendens til at bruge dem op.

Åbent i helligdagene
Husk, at på grund af lukkelovens ændring holder de mindre supermarkeder åbent i helligdagene, så der er ingen grund til at hamstre. Skriv dine erfaringer ned fra julen i år, så du ikke begår fejl til næste års jul. Levner din svigermor mad jul efter jul, kan du overveje at servere hende lidt mindre portioner.

Brug fade og tallerkener af lidt mindre størrelse, som vil betyde, at dine gæster ikke bliver overfodret - eller at du overfodrer din skraldespand. Jo større tallerkenen er, jo mere tilbøjelige er vi til at fylde den op - og omvendt. Mange er panisk bange for at servere for lidt julemad til deres gæster. Endte du alligevel med at lave for meget mad, er der hjælp at hente: Stil maden gradvist ind på bordet i takt med, at det bliver spist. Der er ingen grund til, at maden står og "sveder" på bordet i fem timer. Når du gemmer dine madres- ter, så husk at gemme separat - fisk for sig, grøntsager for sig osv. Og ender du med madoverskud efter julefrokost/julemiddag (som stadig er på køl), kan du overveje at give dine gæster hjemmelavede doggy-bags med hjem.

Indtænk rester, allerede inden du skal ud og handle julemad til juledagene: En rest risalamande eller risengrød kan bruges i søde boller og klatkager, en rest and eller flæskesteg kan kommes i wraps, i sandwich eller på en pizza. Det er en god plan at indtænke julens rester, inden de opstår.

Velbekomme og glædelig jul!