af Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea, Berlingskes Talent 100 i 2023 og medlem af Advisory Board i Stop Spild Af Mad og Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad
bragt i Avisen Danmark, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Århus Stiftstidende, Nordjyske Stiftstidende, Randers Amtsavis, JydskeVestkysten, Horsens Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro-Struer, Vejle Amts Folkeblad, Viborg Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Fredericia Dagblad, Helsingør Dagblad den 13. december 2025 -
Én ud af fire i lavindkomstgruppen vil spare på julemaden på grund af høje fødevarepriser: det er især dem i den laveste indkomstgruppe (årlig husstandsindkomst på under 300.000 kroner brutto), som svarer, at de høje priser får dem til at spare på udgifter til mad i julen - nemlig hele 26 procent.
Blandt de unge på 18-29 år svarer knap hver tredje (30 procent), at de høje priser får dem til at spare på udgifter til mad i julen.
Fødevarepriserne er steget med over 30 procent de seneste fire år, viser tal fra Danmarks Statistik, og det er virkelig meget og langt mere end den generelle inflation.
Nordeas nyeste undersøgelse viser, at også i julen er danskernes madbudget ramt på pengepungen. Derfor er det vigtigere end nogensinde at tænke på at undgå madspild - ikke mindst for at spare penge.
Madkulturens undersøgelse fra efteråret i år viser, at hver syvende dansker i Region Sjælland springer måltider over på grund af stigende fødevarepriser.
Flere velgørende madspildsorganisationer, herunder Forenede MadBanker, fortæller om en stor stigning i antallet af ansøgere til gratis overskudsmad. Flere beretter også om henvendelser fra enlige mødre, mindrebemidlede pensionister og ukrainske flygtninge, som mangler mad på bordet - og flere udsatte fortæller endda, at de ikke har spist i mange dage, da flere springer selv måltider over for at få råd til at give mad til deres børn eller til deres kæledyr.
Naturligvis skal man ikke generalisere, men det er hjerteskærende at se, at der findes folk i Danmark, som går sultne i seng.
Ved hjælp af Stop Spild Af Mad er det blevet nemmere at modtage god overskudsmad i sit lokalområde. Stop Spild Af Mad’s store, gratis landsdækkende portal GratisMad.dk består af en lettilgængelig, nem og gratis digital portal på mobil og web, som gør det nemt for danskere i madfattigdom – dvs. økonomisk trængte familier, flygtninge, hjemløse og andre socialt udsatte – at få nem og hurtig adgang til lokal overskudsmad.
GratisMad.dk har siden sin lancering i 2021 tiltrukket 800.000 besøg og bruges flittigt af både maddonorer og modtagere. Portalen rummer i dag hele 727 lokale madspildsorganisationer, grupper og initiativer over hele landet.
Flere maddonorer og aktører i detailbranchen, herunder flere butikker hos REMA 1000 Danmark, benytter allerede portalen GratisMad.dk, og flere velgørende organisationer bruger portalen til at hjælpe afviste julehjælpsansøgere. Portalen GratisMad.dk er tilgængelig året rundt og tilbydes som en nem og værdig måde for socialt udsatte at få adgang til lokal overskudsmad og samtidig bekæmpe madspild.
I 2026 vil mange stadig være påpasselige med madbudgettet. Derfor er der også en sund økonomisk logik i at minimere madspild i husholdningen.
Restemad er guld. Tænk på din fryser, dit køleskab og dine skabe som din gratis “mini-købmand”. Hver rest er et måltid og sparede penge.
Lav en “Tøm Køleskabet Søndag” - eller en hvilken som helst ugedag. Her handler det om at trylle med dét, du allerede har. En halv pose ris, en ensom gulerod og et stykke frossent kød? Det kan trylles om til en lækker asiatisk inspireret reste-wok. Det er som en kulinarisk skattejagt.
Mindre madspild er godt både for pengepungen, tiden og klimaet - og kampen mod madspild er en kamp, hvor alle er vindere.
Velbekomme og rigtig glædelig jul!
