bragt i Dansk Handelsblad den 22. januar 2016 -
http://www.dhblad.dk
Fra sand begejstring til sur pligt: i udlandet er kampen mod madspild ved at tage en ny politisk drejning, fuldt med bøder, forbud og symptombehandling.
Ikke alene at fransk regering er endeligt ved at vedtage lov om forbud mod madspild i franske supermarkeder, som vil resultere i bøde over 500.000 kr. og endda fængselsstraf. Men allerede nu har Frankrig vedtaget lov om doggybags, som tvinger franske restauranter over en vis størrelse at tilbyde gæsterne at få rester med hjem for at undgå madspild.
“De onde madsvin”
Frankrigs tiltag har givet genklang i hele verden, hundredtusindvis af begejstrede borgere, som har skrevet under adskillige online-underskriftsindsamlinger mod madspild og glæder sig over at “omsider skal de onde industri-madsvin straffes, hurra!” og adskillige politikere, senest USA’s Kongresmedlem Chellie Pingree (Democratic Party) også pønser på en lovgivning mod madspild i USA.
En uge inden FN's Generalforsamling har Obama-regering sammen med USDA og EPA, annonceret mål for reduktion i madspild på 50% inden året i 2030. Og på FN's Generalforsamling blev der vedtaget FN’s nye bæredygtige udviklingsmål, hvor mål 12.3 har direkte fokus på madspild:
“12.3: By 2030, halve per capita global food waste at the retail and consumer levels and reduce food losses along production and supply chains, including post-harvest losses.”
Alt det fokus på madspild er smukt - men vi skal også være realistiske. Vi har også doggybags herhjemme i Danmark - med de skal da ikke tvinges ned i halsen på folk.
I interview med BBC i efteråret - med reel fare for potentiel international shitstorm - sagde jeg at fransk forbud mod madspild i supermarkeder skal lige tænkes grundigt igennem, hvis det overhovedet skal implementeres herhjemme i Danmark, da vi ikke har infrastruktur til at gribe al dette madspild og videreformilde det til for eks. hjemløse. Hjælpeorganisationer vil risikere at blive gjort til “skraldespande” for madspild. Flere franske hjælpeorganisationer gav mig ret på BBC - for hvem skal betale for at gribe al det omfattende madspild?
Derfor tøvede jeg gevaldigt med at bakke op om den ellers meget energiske og sympatiske franske politikers Arash Derambarshs lovforslag om forbud mod madspild i franske supermarkeder, da jeg var i paneldebat med ham og FN på Scanpack-messen i Sverige i oktober. Gennem Stop Spild Af Mad’s sociale medier alene har vi mulighed for at påvirke op til 250.000 mennesker om ugen - men jeg har ingen planer om at starte en kommunistisk samfundsomstyrtning - og ingen skal have lov til at tage os som gidsel.
Stop spild af EU-midler
Europa-Kommissionens Cirkulær Økonomi-pakke har også fokus på madspild. Men kigger man nærmere på det, bliver der kogt ny suppe på gammel mad. For eks. foreslår Europa-Kommissionen etablering af en ny vidensplatform til at reducere madspild og fødevaretab.
Men disse platforme eksisterer allerede: i form af FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO’s initiativ SAVE FOOD, World Resources Institute USA’s The Food Loss & Waste Protocol, Barilla CFN’s initiativ Milan Protocol, FAO/UNEP-kampagnen Think.Eat.Save, EU-projektet FUSIONS og EU-projektet REFRESH. De to sidstnævnte er sponsoret af selve Europa-Kommissionen med over 30 mio. Euro per projekt.
Derudover vil EU, med daværende Sundheds- og forbrugerkommissær i EU Tonio Borg i spidsen, arbejde på at afskaffe “bedst før” datomærkningen på visse fødevarer i EU. Herhjemme har daværende Fødevareminister Dan Jørgensen (S) allerede ændret reglerne, så supermarkederne må godt sælge varer, der har passeret “mindst holdbar til”/“bedst før” datoen. Kun de færreste supermarkeder praktiserer det i dag. Hvordan skal en flaskedreng kunne vurdere om müsli som er 7 år for gammel, stadig har den samme smag og kvalitet? I værste tilfælde bliver madspild flyttet ud til forbrugeren, da forbrugeren bliver i tvivl om maden, som har passeret holdbarhendsdatoen, stadig kan spises - og i sidste ende alligevel kyler maden ud i skraldespanden.
Mad med respekt
Jeg er helt med på at politisk fokus på madspild giver mange stemmer, da det er en tværpolitisk sag, som vælgerne ikke kan være uenige med. Og politisk fokus er godt. Men forbud og symptombehandling er ikke vejen frem. Der er brug for en fælles - og realistisk - retning. En fælles retning, som tager hånd om hele værdkæden og som ikke udpeger “skurke”. En fælles retning, som kigger på både ressourceeffektivisering og vækst.
Hvis hospitaler har mindsket madspild, hvilken betydning har det så for producenter og leverandører? Hvis forbrugere mindsker madspild, betyder det at supermarkeder får mindre indtjening? Hvordan skaber vi en fornuftig bevægelse i balance, så man også tager hensyn til væksten?
Når nu vi forbrugere mindsker madspild (og det har danske forbrugere gjort, med 25% over de seneste fem år), har vi også en pligt til at støtte vores landbrug (som i øvrigt har det hårdt) og bruge de penge, som vi sparer ved at mindske vores madspild, på at købe fødevarer i bedre kvalitet. Ikke rejser, ikke iPads, ikke alt muligt ligegyldigt shit. Men mad. Mere mad. Meget mere mad.
Landbruget er indiskutabelt ét af Danmarks vigtigste hovederhverv. Hvis vores landbrug går ned, går Danmark ned. Og med alle de kriser og de kommende milliardudgifter, som Danmark har i sigte - ikke mindst flygtningekrisen - har Danmark simpelthen ikke råd til at vores hovederhverv er nødlidende. Vi skal værne om vores landbrug.
I virkeligheden handler essensen om at stoppe madspild om een ting: Mad med respekt. Det sagde jeg i interview til Landbrug & Fødevarer under Landbrug & Fødevarers nytårskur forleden: Respekt for mad. Respekt for landmænd. Respekt for råvarerne. Respekt for dyrene. Respekt for resourcer. Respekt for alle de mennesker, som er med til at give os mad på tallerkenen.
Alle de mode-begreber såsom “bæredygtighed”, “disruption”, “hipster” og “cirkulær økonomi” - tjah, de er hyggelige - men danskerne bliver alligevel trætte af dem efter et stykke tid. I virkeligheden handler det hele om god gammeldags snusfornuft. Snusfornuft som for eks. kommer fra Landbokvinder fra udkantsdanmark. Og det er netop dén type snusfornuft, som vi skal genfinde. Derhjemme - og i hele fødevareværdikæden. Mad med respekt.
Ikke alene at fransk regering er endeligt ved at vedtage lov om forbud mod madspild i franske supermarkeder, som vil resultere i bøde over 500.000 kr. og endda fængselsstraf. Men allerede nu har Frankrig vedtaget lov om doggybags, som tvinger franske restauranter over en vis størrelse at tilbyde gæsterne at få rester med hjem for at undgå madspild.
“De onde madsvin”
Frankrigs tiltag har givet genklang i hele verden, hundredtusindvis af begejstrede borgere, som har skrevet under adskillige online-underskriftsindsamlinger mod madspild og glæder sig over at “omsider skal de onde industri-madsvin straffes, hurra!” og adskillige politikere, senest USA’s Kongresmedlem Chellie Pingree (Democratic Party) også pønser på en lovgivning mod madspild i USA.
En uge inden FN's Generalforsamling har Obama-regering sammen med USDA og EPA, annonceret mål for reduktion i madspild på 50% inden året i 2030. Og på FN's Generalforsamling blev der vedtaget FN’s nye bæredygtige udviklingsmål, hvor mål 12.3 har direkte fokus på madspild:
“12.3: By 2030, halve per capita global food waste at the retail and consumer levels and reduce food losses along production and supply chains, including post-harvest losses.”
Alt det fokus på madspild er smukt - men vi skal også være realistiske. Vi har også doggybags herhjemme i Danmark - med de skal da ikke tvinges ned i halsen på folk.
I interview med BBC i efteråret - med reel fare for potentiel international shitstorm - sagde jeg at fransk forbud mod madspild i supermarkeder skal lige tænkes grundigt igennem, hvis det overhovedet skal implementeres herhjemme i Danmark, da vi ikke har infrastruktur til at gribe al dette madspild og videreformilde det til for eks. hjemløse. Hjælpeorganisationer vil risikere at blive gjort til “skraldespande” for madspild. Flere franske hjælpeorganisationer gav mig ret på BBC - for hvem skal betale for at gribe al det omfattende madspild?
Derfor tøvede jeg gevaldigt med at bakke op om den ellers meget energiske og sympatiske franske politikers Arash Derambarshs lovforslag om forbud mod madspild i franske supermarkeder, da jeg var i paneldebat med ham og FN på Scanpack-messen i Sverige i oktober. Gennem Stop Spild Af Mad’s sociale medier alene har vi mulighed for at påvirke op til 250.000 mennesker om ugen - men jeg har ingen planer om at starte en kommunistisk samfundsomstyrtning - og ingen skal have lov til at tage os som gidsel.
Stop spild af EU-midler
Europa-Kommissionens Cirkulær Økonomi-pakke har også fokus på madspild. Men kigger man nærmere på det, bliver der kogt ny suppe på gammel mad. For eks. foreslår Europa-Kommissionen etablering af en ny vidensplatform til at reducere madspild og fødevaretab.
Men disse platforme eksisterer allerede: i form af FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO’s initiativ SAVE FOOD, World Resources Institute USA’s The Food Loss & Waste Protocol, Barilla CFN’s initiativ Milan Protocol, FAO/UNEP-kampagnen Think.Eat.Save, EU-projektet FUSIONS og EU-projektet REFRESH. De to sidstnævnte er sponsoret af selve Europa-Kommissionen med over 30 mio. Euro per projekt.
Derudover vil EU, med daværende Sundheds- og forbrugerkommissær i EU Tonio Borg i spidsen, arbejde på at afskaffe “bedst før” datomærkningen på visse fødevarer i EU. Herhjemme har daværende Fødevareminister Dan Jørgensen (S) allerede ændret reglerne, så supermarkederne må godt sælge varer, der har passeret “mindst holdbar til”/“bedst før” datoen. Kun de færreste supermarkeder praktiserer det i dag. Hvordan skal en flaskedreng kunne vurdere om müsli som er 7 år for gammel, stadig har den samme smag og kvalitet? I værste tilfælde bliver madspild flyttet ud til forbrugeren, da forbrugeren bliver i tvivl om maden, som har passeret holdbarhendsdatoen, stadig kan spises - og i sidste ende alligevel kyler maden ud i skraldespanden.
Mad med respekt
Jeg er helt med på at politisk fokus på madspild giver mange stemmer, da det er en tværpolitisk sag, som vælgerne ikke kan være uenige med. Og politisk fokus er godt. Men forbud og symptombehandling er ikke vejen frem. Der er brug for en fælles - og realistisk - retning. En fælles retning, som tager hånd om hele værdkæden og som ikke udpeger “skurke”. En fælles retning, som kigger på både ressourceeffektivisering og vækst.
Hvis hospitaler har mindsket madspild, hvilken betydning har det så for producenter og leverandører? Hvis forbrugere mindsker madspild, betyder det at supermarkeder får mindre indtjening? Hvordan skaber vi en fornuftig bevægelse i balance, så man også tager hensyn til væksten?
Når nu vi forbrugere mindsker madspild (og det har danske forbrugere gjort, med 25% over de seneste fem år), har vi også en pligt til at støtte vores landbrug (som i øvrigt har det hårdt) og bruge de penge, som vi sparer ved at mindske vores madspild, på at købe fødevarer i bedre kvalitet. Ikke rejser, ikke iPads, ikke alt muligt ligegyldigt shit. Men mad. Mere mad. Meget mere mad.
Landbruget er indiskutabelt ét af Danmarks vigtigste hovederhverv. Hvis vores landbrug går ned, går Danmark ned. Og med alle de kriser og de kommende milliardudgifter, som Danmark har i sigte - ikke mindst flygtningekrisen - har Danmark simpelthen ikke råd til at vores hovederhverv er nødlidende. Vi skal værne om vores landbrug.
I virkeligheden handler essensen om at stoppe madspild om een ting: Mad med respekt. Det sagde jeg i interview til Landbrug & Fødevarer under Landbrug & Fødevarers nytårskur forleden: Respekt for mad. Respekt for landmænd. Respekt for råvarerne. Respekt for dyrene. Respekt for resourcer. Respekt for alle de mennesker, som er med til at give os mad på tallerkenen.
Alle de mode-begreber såsom “bæredygtighed”, “disruption”, “hipster” og “cirkulær økonomi” - tjah, de er hyggelige - men danskerne bliver alligevel trætte af dem efter et stykke tid. I virkeligheden handler det hele om god gammeldags snusfornuft. Snusfornuft som for eks. kommer fra Landbokvinder fra udkantsdanmark. Og det er netop dén type snusfornuft, som vi skal genfinde. Derhjemme - og i hele fødevareværdikæden. Mad med respekt.
