fredag den 29. december 2023

Avisen Danmark m.fl. kronik med Klimaministeren og Fødevareministeren - Mindre madspild i julen er godt for klimaet

af Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M), Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen (V) og Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad

bragt i Avisen Danmark, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, JydskeVestkysten, Horsens Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro-Struer, Vejle Amts Folkeblad, Viborg Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Fredericia Dagblad, Helsingør Dagblad den 8. december 2023 -


I Danmark ender ca. 800.000 tons mad hvert år som madspild. Særligt julen, der nærmer sig hastigt, er en ægte “madspildshøjtid”.

Ifølge Landbrug & Fødevarer smider vi mad ud for 1,1 mia. kr. i december måned i Danmark. Det svarer til 676 kroner per familie i gennemsnit. Det er både dårligt for klimaregnskabet og for husholdningsregnskabet. Zoomer vi ud på verdensplan, står verdens madspild og fødevaretab ifølge FN for 8-10 procent af verdens totale CO2-udledning.

Rigtig mange danskere bekymrer sig om klimaet, og mange ønsker at være en aktiv del af klimakampen og gøre en forskel. Kampen mod madspild er heldigvis et sted, hvor man nemt kan deltage og gøre en forskel i hverdagen. Når man mindsker madspild, gør man mindst tre gode ting. Man er med til at bekæmpe klimaforandringerne, man bidrager til mindre belastning af naturen, og man sparer penge.

Julen er lig med hygge og samvær, og sådan skal det være. Men måske kan vi også være sammen om at give hinanden gode råd til, hvordan vi alle kan blive bedre til at undgå madspild.

Den ene af os er dygtig og et forbillede, når det kommer til at reducere sit madspild. De to andre er blevet væsentlig bedre med årene, og smider mindre mad ud end tidligere. På trods af vores forskelligheder er vi dog enige om vigtigheden af at spilde mindre mad. Derfor ønsker vi at dele nogle gode råd op til jul, som er simple, men som kan gøre en forskel.

Et godt råd er, at du inden jul bruger nogle uger på at “spise op” af den mad, som du allerede har i dit køleskab og i din fryser. Så har du god plads til at gemme overskudsmaden fra juledagene. I januar er det for eksempel lækkert, når der er “bonusmad” til overs fra julen, som du kan varme, når hverdagen igen er i gang. Så kan du spare en ekstra tur i supermarkedet. 

Derudover er det altid godt – også udenfor julemåneden - at få spist alle UFO’er i fryseren - altså alle de “Uidentificerede Frosne Objekter” som har ophobet sig. Så ender maden ikke med at blive for gammel, for til sidst blot at blive kasseret og ende i skraldespanden.

Planlægning er et godt værktøj i december. Både for at få kalenderen til at gå op med alle juletraditionerne, men også for at undgå madspild. Når du går og glæder dig til jul, kan du med fordel lave en madplan, alt efter hvor mange gæster du forventer til en julefrokost eller middag, frem for blot et slag på tasken. Det er godt at huske på, når du køber ind, da vi ofte ender med at købe for meget mad, når vi skal have gæster – især til jul.

Det kunne også være, at det måske er i år, at de plantebaserede retter finder vej til julefrokostbordet, afhængig af hvad man kan lide. Det kan i hvert fald næppe komme bag på nogen, at kød – især det røde af slagsen – har et højere klimaaftryk, end plantebaseret mad. Så hvis det er klimaet, du ønsker at gøre en forskel for, så søg mod de plantebaserede opskrifter i juledagene. Der er masser af inspiration at finde på internettet, uanset om du vil eksperimentere med nøddepostej eller quinoa-frikadeller.

Under og efter julen er der rig mulighed for at gemme juleresterne, for en rest and kan senere bruges i en andesalat eller i en andesandwich. Både kartofler og en rest flæskesteg kan bruges til en biksemad. Risalamande kan for eksempel bruges som fyld i en kage. Rester af rødvin kan fryses i isterningbakker som ekstra skud smag, når man laver sauce. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser.

Når man skruer ned for madspildet og op for julehyggen giver det god mening – både for klimaet og for pengepungen. Velbekomme og rigtig glædelig jul!