Jyllands-Posten - Menneskeheden har måske en udløbsdato

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 20. september 2010 -
http://jp.dk/opinion/breve/article2188612.ece
http://www.stopspildafmad.dk/artikler/jyllandspostendebat.jpg


Hvordan kan det være, at så mange af os mennesker er blevet til flokdyr, som forventer, at ”de andre” vil løse verdens problemer - alt fra at mindske madspild til at minimere CO2-udslip - for os?

Hvor er vores civilisation på vej hen? Vi fører krige, vi udsletter hinanden, og vi ødelægger naturen og klimaet, alt imens vi lever i en farverig selvbedøvelse og lykkelig illusion om, at “de andre” vil klare ærterne for os. Vi tænker ikke langsigtet.

Vi tænker ikke på, hvordan vores handlinger påvirker naturen og omgivelserne. Vi er blevet bedre - jo, lidt bedre. Er blevet mere bæredygtige ifølge Danmarks Statistik. Er begyndt at smide mindre mad ud. Er begyndt at tage cyklen i stedet for bilen. Men er det på grund af finanskrisen og den økonomiske nedtur, at vi er blevet mere påpasselige og sparsommelige med vores ting og mad? Og vil vi igen smide store mængder god mad ud, så snart det økonomiske opsving atter melder sin ankomst?

Forskere på Niels Bohr Instituttet slog alarm, da deres nyeste beregninger viste, at havene i løbet af de næste 100 år vil stige med op til 1,2 meter på grund af den menneskeskabte globale opvarmning som følge af udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Bjørn Lomborg har for nylig udtalt, at klimaforandringer bliver en af menneskehedens største udfordringer.

Og klimaforandringer kommer tættere og tættere på os - alene i sommer var store motorvejsstrækninger i København oversvømmet, og 370 danske huse fik store vandskader på grund af det kraftige regnfald.

Vil endnu et klimatopmøde løse problemerne? Kan vores race virkelig tage sig sammen, se bort fra alle vores forskelligheder, se bort fra egoisme, se bort fra mig-mig-mig-kulturen, se bort fra hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-holdningen og begynde at bidrage til den store helhed? Kan vi virkelig blive den forandring, vi ønsker at se i verden? Kan kampagner for større bæredygtighed og mindre madspild virkelig flytte bjerge? Eller er de bare en del af symptombehandlingen, alt imens vi afventer et økonomisk opsving, så vi kan fortsætte, som vi plejer?

Måske har den engelske fysiker Stephen Hawking ret: Måske kan vi mennesker ikke tage os sammen, før det er alt for sent. Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal.

Måske har menneskeheden en udløbsdato.