mandag den 22. november 2010

Ecoprofile.dk - Global reduktion af madspild inden år 2025

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Ecoprofile.dk den 21. november 2010 -
http://www.ecoprofile.dk/thread-2119-GLOBAL-REDUKTION-AF-MADSPILD-INDEN-AR-2025.html



Madspild har omsider fået politikernes opmærksomhed. Miljøminister Karen Ellemann har sørget for, at forebyggelse af madspild er kommet på finansloven 2011 - for første gang nogensinde. Og nu ser det ud til at EU og FN skal forpligtes til en global reduktion af madspild på verdensplanen med mindst 50% inden år 2025.

Bekæmpelse af madspild en nødvendighed
Det er på tide at indse, at forebyggelse og bekæmpelse af madspild ikke længene bare er en mulighed - det er en nødvendighed. Vi har ikke længere tid til at overveje, hvorvidt vi kan smide den gode og spiselige mad i skraldespanden eller ej - vi er nødt til at handle.

Madspild koster det danske samfund 16 milliarder kroner om året. Ifølge Landbrug & Fødevarer smider en gennemsnitsfamilie mad ud for 10.000 kr om året - også på trods af finanskrisen og den anstrengte økonomi. Og når vi ser globalt, estimerer den engelske forfatter og ekspert på madspild, Tristram Stuart, at 10 % af jordens drivhusgasser udledes som følge af producerede fødevarer, som ikke bliver spist.

Derudover skriver The Guardian, at en ny rapport fra FN's fødevare- og landbrugsorganisation FOA afslører, at fødevarepriserne kan stige 10-20 % i 2011. Og når vi kigger frem i tiden, vurderer Fødevareminister Henrik Høegh, at alt tyder på, at vi i 2050 er 9 milliarder mennesker på Jorden - og til den tid bliver der brug for alle de fødevarer, vi kan producere. Madspild er altså ikke bare et klima- og et miljøproblem - det er også et ressourceproblem.

Global reduktion af madspild inden år 2025
Jeg har for nyligt talt om madspild i Europa-Parlamentet i Bruxelles på fødevarekonferencen "How to Transform Food Waste Into a Resource". Konferencen var arrangeret af den italienske organisation Last Minute Market med støtte fra EUs Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (AGRI), og formålet med konferencen var at diskutere og fremlægge løsninger vedrørende madspild. Konferencens deltagere var bl.a. organisationer som A.N.D.E.S. (Frankrig), FareShare (England), politikere som Paolo De Castro (Formand for Europa-Parlamentets Udvalg for Landbrugs- og Landdistrikterne), medlemmer af Europa-Parlamentet samt forskere og NGOer.

Ved konferencens afslutning var der fremlagt et fælles dokument, som skal videregives til EU og FN. Dokumentet indeholder forslag til bæredygtig anvendelse af fødevarer samt forpligtelse til global reduktion af madspild på verdensplan med mindst 50% inden år 2025.

Efter at havde talt om vores Stop Spild Af Mad-budskab i 45 stive minutter for diverse EU-politikere og andre beslutningstagere, var jeg efterladt med en følelse af usikkerhed: Vil der komme handling ud af konferencen? Vil EU og FN virkeligt forpligte sig til en verdensreduktion af madspild på mindst 50% inden året 2025? Eller vil alle de gode intentioner, taler og forslag, som blev fremlagt på konferencen, drukne i den bureaukratiske maskine og lobbyisme?

Måske ender COP16 i Mexico heller ikke med en global bindende klimaaftale. Efter at have været både taler og tilskuer på flere arrangementer i forbindelse med COP15 sidste december, har jeg observeret et gennemgående tema, som prægede de fleste arrangementer og prominente forskere: Global uenighed. Ikke overraskende endte COP15 med et resultat, som var langt fra det forventede. Vi har ikke tid til at vente – vi skal handle. Vi kan ikke vente på om politikere bliver enige på COP17, COP18, COP19, osv. Der skal handles, for polarisen smelter og den globale opvarmning accelererer.

Man kan vælge at lukke øjnene for det, man kan give solen hele skylden eller kan man vælge at tro at verden alligevel går under i december 2012, men man kan ikke benægte at der er en forandring i klimaet. Og uanset om menneskehedens anstrengelser på at rette op på klimaet i sidste ende vil vise sig at være forgæves eller ej, har vi ikke tid til at overveje, hvorvidt vi skal handle. For vi skal handle, og vi er nødt til at gøre et forsøg på at rette op på klimaet.

Vi handler
Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad tæller i dag over 6.000 medlemmer, deriblandt toppolitikere og opinionsdannere som Poul Nyrup Rasmussen, Villy Søvndal, Gitte Seeberg og madpersonligheder som Camilla Plum, Thomas Rode Andersen, Jan Hurtigkarl og mange flere. Vi har i over 60 medier sat madspild på dagsordenen og dermed konstruktivt påvirket den offentlige opinion i landsdækkende og regionale aviser samt i radio og tv. Derudover har Stop Spild Af Mad medvirket til at butikskæden Rema 1000 har droppet mængderabat i kædens alle 164 butikker og derved medvirket til mindre madspild.

Også regeringen er begyndt at interessere sig for forbrugerbevægelsen og sagen – og Stop Spild Af Mad indgår i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2010 samt sidder i følgegruppen for Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses kampagne 2010 "Brug mere - spild mindre" og rådgiver om mindre madspild. Miljøminister Karen Ellemann og jeg skrev en fælles kronik om madspild i Politiken i sommer, og til Kulturnatten havde vi et storartet arrangement i Miljøministeriet, hvor vi satte fokus på anvendelsen af gode madrester. Stop Spild Af Mad har derudover talt på de store konferencer i forbindelse med COP15 sidste år og har derfor også stiftet et internationalt netværk. Til februar udkommer Stop Spild Af Mad med en reste-kogebog i samarbejde med udvalgte danske top madpersonligheder og forlaget Gyldendal. Bogen vil indeholde opskrifter på lækre retter lavet af gode madrester.

Vær den forandring du ønsker at se i verden
Omsider skete det: Madspild er kommet på finansloven. Miljøminister Karen Ellemann har sørget for at forebyggelse af madspild er kommet på finansloven 2011 - for første gang nogensinde. Det er stort. Det er historisk. Men det berettiger ikke folk til at læne sig tilbage og tro at "nu er der omsider nogle, der tager sig af madspild". For hverken forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, Karen Ellemann eller en reste-kogebog kan stoppe folks madspild. Det er op til folk selv at holde op med at madspilde. Man kan heller ikke betale sig fra madspild med et månedligt girokort - det kræver en aktiv handling.

I 2010 fik astronomerne en del opmærksomhed, da en ny potentiel beboelig jordlignende planet, Gliese 581c, var opdaget på himlen. Gliese 581c blev relativt kort efter aflivet af de schweiziske forskere, som mente at den ikke fandtes alligevel. Og måske findes den så alligevel og er rent faktisk beboelig, men diverse eksperter har vurderet at det er bedst ikke at offentliggøre nyheden endnu. I så fald, hvis vi leger med tanken, vil den første menneskelige reaktion sandsynligvis være: “Hurra! Endnu en planet, som vi mennesker kan forpeste, forurene og tømme for ressourcer! Hvad venter vi på? Afsted til Gliese 581c!”

Det handler ikke kun om madspild. Det handler ikke kun om klima. Det handler om den menneskelige natur og den triste tendens, at vi mennesker ikke kan tage os sammen, se bort fra alle vores forskelligheder, se bort fra egoisme, se bort fra Mig-Mig-Mig-kulturen, se bort fra hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-holdningen og begynde at bidrage til den store helhed. "Vi kan bare se på os selv for at vide, hvorfor det intelligente liv kan udvikle sig til noget, som ingen har lyst til at møde," sagde den engelske fysiker Stephen Hawking til BBC.

Kan vi mennesker ikke tage os sammen, før det er alt for sent? Skal der virkeligt blive så slemt her på Jorden, før vi kan indse at vi er nødt til at handle? Vi kigger på politikere, på beslutningstagere og NGOer og venter på at de begynder at gøre noget - at “de andre” vil tage sig af det. Men vi glemmer helt, at lige i denne sag kan vi alle være med til at gøre en forskel. Og det kræver hverken penge eller store anstrengelser, da vi er alle sammen løsningen på dette problem. Vi kan alle sammen bidrage til mindre madspild.

For hvis man vil blive den forandring, man ønsker at se i verden, skal man handle. “De andre” vil ikke handle for een. Og vi er nødt til at handle, før det er alt for sent.