bragt i Jyllands-Posten den 28. juni 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/06/28/culottestegen
En pakke fadkoteletter, som egentlig burde ligge i køledisken, befinder sig i stedet ensomt og glemt blandt maxi-pakkerne med toiletpapir. Creme fraiche, som burde svale sig i mejeriafdelingen, står nu og sveder blandt opvaskebørster og skurepulver. De frosne rejer næsten græder i stuetemperaturen skulder ved skulder med konservers-bønnerne og rødbeder på glas. Og listen er lang. Alt for ofte bliver køle- og frostvarer i butikkerne efterladt på tilfældige steder udenfor køle- og frostrummene, når kunden ombestemmer sig i allersidste øjeblik – og så ikke lige bruger 10 sekunder på at sætte varen tilbage på plads.
Faktisk har lige netop dette emne om den slags forbrugeradfærd for nylig skabt stor diskussion blandt vores medlemmer af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad: folk er enige om, at det er noget svineri. Men hvad kan man gøre ved problemet? Tja, finder man sådan en efterladt pakke fersk kød, kan man jo ikke bare stille den tilbage i køledisken, idet man jo ikke ved, hvor længe den har opholdt sig på ”fri fod” i forkert temperatur.
Hvem er de mennesker, som i butikken tager køle-/frostvaren ud, ombestemmer sig og så bare efterlader fødevaren på hylden blandt tørvarer eller rengøringsartikler? Er det mon de samme mennesker, som prøver tøj i butikken og efterlader tøjet indsmurt i hvidt deodorant-stads eller make-up? Eller er det mon den samme typer mennesker, der ikke lige kan ramme kummen på de offentlige toiletter?
Naturligvis kan alle blive forstyrret, være fraværende eller i stress eller træthed begå en lille tanketorsk uden at dette sker i ond mening. Står man i Bilka med førnævnte culottesteg, og telefonen ringer om en ulykke i familien, kaster man selvsagt alt fra sig (inklusiv rejer og creme fraiche) for at komme af sted i en fart. Men jeg nægter at tro på, at den slags force majeure er tilfældet hver gang. Noget tyder altså på, at der hersker en det-må-de-andre-tage-sig-af attitude blandt mange mennesker.
Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at appellere til en adfærdsændring blandt de folk, for hvem det er den største selvfølge at efterlade fortrudte ferskvarer på vaskepulver-hylden.
