bragt i Jyllands-Posten den 21. juni 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/06/21/folkemoedet/
Atter i år var kongerigets samlede magt og indflydelse, på trods af det altoverskyggende kinesiske regeringsbesøg, samlet til Folkemødet i Allinge, hvor politikernes svar på Roskilde Festival nåede nye højder. Et sandt shoppingcenter af politiske partier, interesseorganisationer, toppolitikere, journalister, lobbyister og andet godtfolk forvandlede Bornholm til en ægte folkefest.
Og selv jeg havde (uden at jeg skal påstå at tilhøre den danske magt-elite…) sneget mig ind i programmet. Jeg talte om madspild sammen med Anders Ladekarl og Per Clausen på Landbrug & Fødevarers scene, hvor både pisk og gulerod blevet taget i brug.
Madspild, som koster samfundet det samme som den samlede, årlige efterløn - 16 mia. kr. – var et omdiskuteret emne på Folkemødet. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, mente at både forbrugerne og virksomhederne ved hjælp af nye afgifter og større beskatning skal skubbes til en adfærdsændring. Måske kan højere afgifter på fødevarer få danskerne til at smide mindre mad ud, anførte Anders Ladekarl. Pisk med andre ord.
Min medblogger her på Jyllands-Posten, Per Clausen, MF’er og fødevarepolitisk ordfører for Enhedslisten, mente omvendt, at guleroden ville fungere bedre end pisken. For at skabe de nødvendige forandringer bør forbrugerne og virksomhederne lokkes med økonomiske incitamenter frem for større afgifter på fødevarer. For afgifter er der allerede nok af ifølge Per Clausen.
Men hvordan vil alt dette fungere i praksis?
Afstraffelse er nemt nok. Det har man allerede prøvet på eksempelvis restaurant Bøf og Vin i Hjørring. Her opkræver restauranten en ”bøde”, hvis restaurantens gæster levner på den tallerken, de selv har påfyldt ved buffetens tag-selv-bord.
Men ændrer form for afstraffelse så folks adfærd på langt sigt? Det er jeg personligt ikke sikker på, at den gør.
Hvorfor ikke hellere skabe initiativer, som økonomisk belønner folk, der mindsker deres spild af mad? Kan rabatterne i supermarkederne indtænkes i et nyt perspektiv? Bør det være billigere for virksomhederne af omsætte deres madaffald til biogas? Bør der være billigere for os forbrugere at købe fødevarer, som bevist signalerer og medvirker til, at de er med til at mindske madspild? Hvad skal der til, for at vi forbrugere – på en almindelig, hverdagsagtig og ikke-økofanatisk måde – bidrager til mindre spild af fødevarer?
Måske at man – hvor banalt det stadig lyder – tænker på de sultne børn i Afrika, som Anders Ladekarl var inde på. Dilemmaet hér ligger ifølge Anders Ladekarl i, at den vestlige verdens overforbrug af mad påvirker de globale fødevarepriser. Jo mere vi i Vesten forbruger (og jo mere vi smider ud), desto større er den globale efterspørgsel på mad og desto mere stiger fødevarepriserne globalt.
Eller skal vi håbe på at vores civilisation nu bliver frelst af FN’s store topmøde for bæredygtighed, Rio+20… Sidste år talte jeg selv i Bonn på Bonn2011 Nexus konferencen, som har bidraget med flere formelle anbefalinger til Rio+20, bl.a. fokus på mindre madspild. Nu bliver det spændende at se, hvad der kommer ud af snakken og alle de gode intentioner.
