bragt i Jyllands-Posten den 30. juli 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/07/30/kraemmere/
Hvad er den virkelige drivkraft bag industriens grønne omstilling? Ønsker virksomhederne virkelig af et ærligt hjerte at være grønne og bæredygtige? Ja, nogen gør - siger, hvad de mener, og gør hvad de siger. They walk the talk. Men sådan er det langtfra overalt. For når alt kommer til alt, så handler den grønne omstilling om eet forhold: industriens overlevelse og meget gerne et overskud på bunden. Hvert år. I iskolde kroner, euro eller dollars. Og ikke i hverken ”human kapital”, opsparet ”license to operate” eller øget ”strategisk råderum”. Den slags er i disse år henvist til handelshøjskolernes akademiske salon’er og er ude i virkeligheden kun billige marketing-point, der kun sigter efter førnævnte profit. Og fair nok.
For nylig satte jeg fokus på madspild i Deadline på DR2. En fremtidsforsker, som også deltog i programmet, gav nyt syn på hele bæredygtigheds perspektivet:
McDonald’s vil i fremtiden servere 100% økologisk og fedtfattig fastfood. Vil de gøre det for at pudse en grøn CSR-glorie? Næh. Det handler om at sørge for at fastholde sine kunder. For hvis flere og flere McDonald’s-kunder begynder at uddø pga. diabetes og overvægt, må McDonald’s tage nye ”ansvarligheds” strategier i brug, før kunderne på den lange bane er døde og borte.
Endnu et fremtidsscenarie: På grund af finanskrisen vil flere forbrugere begynde at danne madfællesskaber i eksempelvis bolig-opgange for både at spare på madbudgettet og undgå madspild. Er det godt for detailhandlen? Næppe, det betyder nedgang i omsætningen og mindre profit. Detailhandlen bør derfor tage nye kreative metoder i brug for at holde fast på kunderne.
I stedet for at anskaffe nyt tøj begynder flere og flere at handle genbrugstøj på nettet, da det er langt billigere. Det må tøjindustrien forholde sig til, hvis den ikke vil overhales indenom.
Og hvad nu hvis vi begynder at plukke og udnytte frugt fra vores egne haver, i stedet for at købe de samme typer frugt i supermarkederne, som bare kommer fra den anden side af kloden og i fragt har kostet dyrt på CO2-regnskabet?
I lyset af finanskrisen, som langtfra er overstået, vil den nye tids forbruger have mere ud af mindre.
Vi sparer, vi genbruger, og vi opbruger. Vi forbrugere bliver mere kreative til at udnytte dét vi har. Økonomisk nød har vækket vores kræmmer-sjæl til live.
Og det er i dén grad et tegn til, at industrien skal tage nye metoder og mekanismer i brug for at fastholde os som kunder til de mange ting, som vi måske godt kunne undvære. Og som vi p.t. ikke synes, vi har råd til.
For under alle de fine CSR-forhold, detailhandlen frister med, skjuler sig en hård realitet: Nemlig at disse tider måske handler om virksomheders – ja, hele industriers overlevelse.
For Fru Hansen har måske snart ikke længere råd til at købe mere, end hun har brug for.
Dén dag overlever kun den kloge købmand.
