bragt i Jyllands-Posten den 14. september 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/09/14/emballage/
Du kender det alt for godt: en flaske ketchup, en tube remoulade, en karton yoghurt eller en tube creme er ved at dø, og du kan ikke få de sidste rester ud. Tilsyneladende er der ikke mere indhold, og du kyler hele molevitten ud. Men måske er du alligevel nysgerrig, finder saksen frem og klipper emballagen op. Og til din store overraskelse sidder der op imod en femtedel af indholdet tilbage.
Ifølge Politikens analyse går op til 20% af indholdet til spilde på grund af emballagen. Faktisk lovede vores tidl. fødevareminister Henrik Høegh at gøre noget ved problemet. For det er vel urimeligt, at vi betaler for varerene, ofte i dyre domme, for blot at smide op mod en femtedel af dem direkte i skraldespanden. Det har vi ikke råd til og slet ikke nu under finanskrisen.
Imidlertid er langt fra alle i stand til at klippe deres remouladeflasker op – eksempelvis vil en ældre dame med gigtplagede fingre have problemer med det.
Måske er der hjælp at hente i fremtiden, da flere emballageproducenter er begyndt at forske i nye emballageløsninger, som vil gøre det lettere at få al indholdet ud. Og nu vi snakker emballage, er det værd at tage op til overvejelse at vi stedse også søger at minimere emballagen.
Tag f.eks. en pakke kiks, som er pakket i en farverig plastemballage. Åbner man pakken, finder man mere emballage: 3 kiks ad gangen er pakket ind i små plastikpakker. Køber man vatrondeller på tilbud, er disse ofte pakket ind i yderligere en plastikforpakning. Een af mine læsere, Ulrik Jensen fra Espergærde, har gentagne gange opfordret mig at sætte fokus på emballageproblematikken.
Emballageindustrien siger selv, at emballage fører til mindre spild, hvilket naturligvis er logisk, da emballagen forhindrer tab af fødevarer, og fordi maden holder sig længere og dermed bliver beskyttet. Både svenske universitetsforskere og Nordisk Ministerråd har fastslået, at hvis madvarerne ikke pakkes godt nok ind, fører det til mere spild, som ofte har en endnu større negativ indvirkning på miljøet, end emballagen har.
Meeen vi skal ej heller drukne i plastik, som er skadelig for vores natur.
Emballagedjævlen kan vi ikke leve uden, selvom vi ved, at vi bør undgå den. Men vi forbrugere kan gøre meget for at tage kampen op: både at klippe vores emballage op for at få de sidste rester ud, sørge for at genbruge emballage (rengjorte kartoffelsalatbøtter kan for eks. være udmærkede beholdere til søm og skruer), huske at bruge genanvendelige bæreposer når vi køber ind og meget mere.
Men industrien skal også ind i kampen og tænke emballageoptimering og minimering, for vi forbrugere kan ikke trække hele læsset alene.