bragt i Jyllands-Posten den 18. juni 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/06/18/folkemoedet2013/
Årets svar på politikernes Roskilde Festival, Folkemødet, lagde kajplads til både interesseorganisationer, foreninger og politikere. Men også flere kommercielle aktører – udstyret med telt eller scene - gjorde i fire dage tilskuerne opmærksomme på deres eksistens og bidrog til slagets gang. Skulder ved skulder med dyreværnsorganisationer og foreninger for sund livsstil fandt man pelsavlere og junkfood producenter, som havde iklædt sig NGO-fåreklæder og drysset lidt aktivist-støv over deres image.
I demokratiets Danmark er der plads til alle – og bevares, nogle af de store kommercielle aktører har faktisk gjort sig fortjent til en plads blandt aktivisterne på årets Folkemøde, fordi de rent faktisk gør noget for den gode sag.
I år er fokus på madspild ottedoblet med hele 16 paneldebatter og arrangementer om madspild, hvor der sidste år var blot to. På sidste Folkemøde talte jeg på een paneldebat om madspild – i år på hele seks med bl.a. EU’s klimakommissær Connie Hedegaard, Adam Price og klimaminister Martin Lidegaard. Programmet var stramt, og der skulle navigeres koncentreret gennem folkemasserne i Allinge Havn.
Når fattige NGO’er som os i Stop Spild Af Mad kommer i nærheden af de tunge aktører – magthavere, direktører og beslutningstagere man normalt ikke træffer til daglig – er det en unik chance for at skabe forandring og forankring. Som når man eksempelvis på Folkemødet offentligt forpligter aktører som Coop og Arla til at arbejde for mindre madspild og bedre maddannelse.
Hvis man som NGO vil skabe forandring og store landsdækkende resultater, nytter det ikke at sidde fornærmet i et hjørne og ikke ville lege med ”de store onde kapitalister”. Når det handler om at skabe vedvarende resultater, man man være realistisk og ikke berøringsangst eller hellig.
Som NGO må man med åbne øjne samarbejde med flere virksomheder for at opnå den største effekt – og virksomhederne må på deres side samarbejde med NGO’erne, fordi alternativet i værste fald er kamp mod forbrugerne. Så længe begge parter holder stien ren, og man bevarer sin uafhængighed og integritet, når man som NGO længst med en aktiv dialog med industrien.
Men man skal ej heller være blåøjet, når for eks. en fastfoodkæde på Folkemødet iklæder sig NGO-gevandter og i madkulturens hellige tegn afvikler et stykke kommerciel lobbyisme forklædt som et gratis måltid mad. Det svarer til at en bank bruger footage fra Occupy Wall Street protester i sin markedsføring, at en mobilproducentens reklamefilm indeholder klip fra demontrationer på Tahrir-pladsen, eller at et teleselskab starter en folkebevægelse.
Lad ikke Folkemødets rum til hjerteblod, frivillighed og de gode budskaber blive udvandet af virksomheder i NGO-fåreklæder. Bevares, stiller nogle af de kommercielle aktører sig frem på Folkemødet med gode resultater, hvor de reelt hjælper en god sag, har disse en større berettigelse i NGO’ernes rampelys. Så længe de ikke overtager lyset, og så længe de ikke lader som om, de selv er NGO’er. For det bliver banken, teleselskabet, pelsproducenten og fastfood-kæden aldrig. Lige netop dét image kan man ikke betale sig til.
Tak for et godt Folkemøde i år vi ses i Allinge til næste år.
