bragt i Jyllands-Posten den 25. juni 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/06/25/vatikanet/
En bekendt tæt på den katolske kirke fortalte mig for nylig, at Vatikanet ikke opererer med hverken år eller årtier, når pavestaten lægger planer for fremtiden. Nej, Vatikanet arbejder med – og tæller i – århundreder. At det lange lys i lygterne kan være skruet helt derop, er naturligvis ekstraordinært. Men det giver samtidig stof til eftertanke: Når man vil ændre verden, må man 1) altid have en plan og 2) tænke langsigtet.
Coca-Cola har fornyligt lanceret en reklamefilm – for det utrænede øje en sød og sympatisk film, hvor Coca-Cola tager kampen op mod overvægt og stillesiddende livsstil. Men, for det trænede øje blot et stykke smart markedsføring iklædt aktivistiske toner og Occupy-Wall-Street-kapper.
Reklamefilmen er simpel: En ung kontormedarbejder bliver indkaldt til direktørens kontor, hvorefter medarbejderen opdager, at både direktøren – og hele verden – består af stole, som ikke alene er levende og taler, men også i skjul kontrollerer hele verden. Den unge mand rejser sig op fra stolen, efterfulgt af billeder af menneskemasser over hele verden, som rejser sig op fra alverdens stole – til tonerne af episk, storladen musik. Den unge mand griber en Coke og forlader kontoret: de magtfulde stole ser ud til at have tabt deres verdensherredømme. Reklamefilmen slutter.
Men hvad er filmens morale? Stolene har tabt og mennesker har sejret – eller har de?
For selvom man rejser sig op fra stolen, og uanset i hvor lang tid man går, står eller danser, bliver man bliver man før eller siden træt igen.
Og sætter sig tilbage i stolen igen.
Moralen er følgende: Enhver forandring, enhver bevægelse, enhver revolution, enhver ny indsats kan kun forandre verden, hvis man har en langsitet plan. En kortvarig protest resulterer oftest kun i kortvarig uro, støj, støv, ubalance og ballade. Men skal den kortvarige – og måske spontant opståede – protest udvikle sig til en vedvarende bevægelse, må ”de fire H’er” - Hvad, Hvordan, Hvor, Hvorfor – være opfyldt.
Ligesom Vatikanet, skal man tænke langsigtet: Hvorfor skal der ske en forandring? Hvordan opnår vi en forandring? Hvad sker der efter forandringen? Og hvor leder det hen?
På flere af de internationale konferencer, som jeg ofte taler på, står Jordens fremtidsudsigter højt på dagsordenen. Og flere regeringsrepræsentanter, forskere og opinionsdannere taler altid om planer 5-10, højst 20 år ude i fremtiden. Men skal der ske en vedvarende forandring, skal man som professor Steen Hildebrandt sagde i een af sine taler, have en langsigtet plan for de næste 80 eller 100 år.
De langsigtede planer forandrer verden – de kortsigtede skaber blot ”rebels without a cause”.
