bragt i Dagbladet Information den 18. maj 2016 -
https://www.information.dk/udland/2016/05/groenne-sovepude
Hvor sympatisk det end er, når en producent donerer fem paller småkager til det lokale asylcenter, så gør det intet ved problemets rod – overproduktion. Systematisk symptombehandling er blevet en grøn sovepude.
Massiv forebyggelse er vejen frem, hvis verden skal indfri FN’s nye bæredygtighedsmål, Sustainable Development Goals – og herunder især delmål 12.3: At halvere al madspild og fødevaretab i hele værdikæden fra jord til bord inden år 2030.
Ikke desto mindre rækker vores opfindsomhed primært til symptombehandling i alverdens afskygninger. Selv med de efterhånden mange gratis madspildsforebyggende værktøjer, som man kan implementere i landets kantiner, hører man af og til fra kantinerne, at det er for besværligt og for tidskrævende at igangsætte selve omdannelsesprocessen til at forebygge spildet. Så er det nemmere og hurtigere at omdanne kantinens madrester til biogas.
Når en producent formidler fem paller småkager, som den ikke kan få afsat, til det lokale asylcenter, skaber det langt større overskrifter i lokalavisen, end hvis virksomheden havde optimeret sin produktion til helt at forhindre spildet.
Det skaber gode billeder på lokal-tv og sympati på de sociale medier, hvor glade folk roser initiativerne – for nu er madspildet, ifølge medieomtalen, stoppet.
Ja, måske er det stoppet på den korte bane. Men problemet er ikke løst ved roden. Der er stadig overproduktion og dermed spild.
Hellere symptombehandling
Den systematiske symptombehandling er nærmest blevet en industri og dermed en sovepude for den grønne omstilling. Folk vil hellere høre om glade bespiste asylcentre end læse om de nyeste madspildsforebyggende værktøjer, som på sigt kan spare fødevarevirksomheden for madspild for en halv million kr.
Puljer og fonde kaster med glæde penge efter grønne symptombehandlingsprojekter – men i mindre grad efter løsninger med langsigtet fokus.
Biogas-indsatsen og god overskudsmad til udsatte er fortsat vigtige initiativer, men der mangler et større fokus på forebyggelse i den grønne omstilling. I virkeligheden skal alle de grønne initiativer, mit eget inklusiv, arbejde på at gøre sig selv overflødigt ved at adressere – og udrydde – problemet ved roden.
Forebyggelse er vanskelig, fordi den er mindre håndgribelig og først skaber resultater på sigt. Måske er det derfor, at de ovennævnte kantiner tøver med at implementere brug af gratis madspildsforebyggende værktøj. Den indsats og tid, det kræver at omstille sig, føles måske for tung her og nu i forhold til de fremtidige gevinster ved at spare tonsvis af madspild. Det kræver langsigtet fokus. Men resultaterne af omstillingen vil opveje den arbejdsindsats.
Hvis en landmand ender med at generere ny indtjening på at sælge sin produktion af ’skæve’ rodfrugter frem for at pløje dem ned i markerne, vil tiden og ressourcerne, han brugte på omstillingsprocessen, give mening.
Hvis en stor kantine kan spare 1,2 mio. på at mindske madspild og derved f.eks. få råd til at indføre flere økologiske råvarer, er investeringen i omstilling givet godt ud.
Har alle ansvar
Den nyeste rapport, som AgroTech på Teknologisk Institut har udført for Miljøstyrelsen, viser, at storkøkkener kan spare penge ved at bruge andensorterings grøntsager – altså grøntsager, som normalt bliver kasseret hos industrien, fordi de ser mindre pæne ud på overfladen og derfor ikke kan sælges til forbrugerne. Men professionelle storkøkkener kan sagtens anvende grøntsagerne og hjælper derved landmændene til at få solgt de grøntsager, som de tidligere ikke kunne komme af med. Her taler vi ikke kun om klog og grøn forebyggelse – men også om økonomisk vækst.
Det kræver en kollektiv indsats og fælles forståelse, hvis klog forebyggelse skal erstatte kortsigtet symptombehandling. Vi har alle et ansvar i den proces – både medier, organisationer og borgere.
Massiv forebyggelse er vejen frem, hvis verden skal indfri FN’s nye bæredygtighedsmål, Sustainable Development Goals – og herunder især delmål 12.3: At halvere al madspild og fødevaretab i hele værdikæden fra jord til bord inden år 2030.
Ikke desto mindre rækker vores opfindsomhed primært til symptombehandling i alverdens afskygninger. Selv med de efterhånden mange gratis madspildsforebyggende værktøjer, som man kan implementere i landets kantiner, hører man af og til fra kantinerne, at det er for besværligt og for tidskrævende at igangsætte selve omdannelsesprocessen til at forebygge spildet. Så er det nemmere og hurtigere at omdanne kantinens madrester til biogas.
Når en producent formidler fem paller småkager, som den ikke kan få afsat, til det lokale asylcenter, skaber det langt større overskrifter i lokalavisen, end hvis virksomheden havde optimeret sin produktion til helt at forhindre spildet.
Det skaber gode billeder på lokal-tv og sympati på de sociale medier, hvor glade folk roser initiativerne – for nu er madspildet, ifølge medieomtalen, stoppet.
Ja, måske er det stoppet på den korte bane. Men problemet er ikke løst ved roden. Der er stadig overproduktion og dermed spild.
Hellere symptombehandling
Den systematiske symptombehandling er nærmest blevet en industri og dermed en sovepude for den grønne omstilling. Folk vil hellere høre om glade bespiste asylcentre end læse om de nyeste madspildsforebyggende værktøjer, som på sigt kan spare fødevarevirksomheden for madspild for en halv million kr.
Puljer og fonde kaster med glæde penge efter grønne symptombehandlingsprojekter – men i mindre grad efter løsninger med langsigtet fokus.
Biogas-indsatsen og god overskudsmad til udsatte er fortsat vigtige initiativer, men der mangler et større fokus på forebyggelse i den grønne omstilling. I virkeligheden skal alle de grønne initiativer, mit eget inklusiv, arbejde på at gøre sig selv overflødigt ved at adressere – og udrydde – problemet ved roden.
Forebyggelse er vanskelig, fordi den er mindre håndgribelig og først skaber resultater på sigt. Måske er det derfor, at de ovennævnte kantiner tøver med at implementere brug af gratis madspildsforebyggende værktøj. Den indsats og tid, det kræver at omstille sig, føles måske for tung her og nu i forhold til de fremtidige gevinster ved at spare tonsvis af madspild. Det kræver langsigtet fokus. Men resultaterne af omstillingen vil opveje den arbejdsindsats.
Hvis en landmand ender med at generere ny indtjening på at sælge sin produktion af ’skæve’ rodfrugter frem for at pløje dem ned i markerne, vil tiden og ressourcerne, han brugte på omstillingsprocessen, give mening.
Hvis en stor kantine kan spare 1,2 mio. på at mindske madspild og derved f.eks. få råd til at indføre flere økologiske råvarer, er investeringen i omstilling givet godt ud.
Har alle ansvar
Den nyeste rapport, som AgroTech på Teknologisk Institut har udført for Miljøstyrelsen, viser, at storkøkkener kan spare penge ved at bruge andensorterings grøntsager – altså grøntsager, som normalt bliver kasseret hos industrien, fordi de ser mindre pæne ud på overfladen og derfor ikke kan sælges til forbrugerne. Men professionelle storkøkkener kan sagtens anvende grøntsagerne og hjælper derved landmændene til at få solgt de grøntsager, som de tidligere ikke kunne komme af med. Her taler vi ikke kun om klog og grøn forebyggelse – men også om økonomisk vækst.
Det kræver en kollektiv indsats og fælles forståelse, hvis klog forebyggelse skal erstatte kortsigtet symptombehandling. Vi har alle et ansvar i den proces – både medier, organisationer og borgere.
