Jyllands-Posten - Madspild og ulandsbistand

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 15. november 2009 -
http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article1885263.ece -
http://www.stopspildafmad.dk/artikler/jyllandsposten.jpg


Tænk engang. Vi bor i et af verdens førende lande inden for velfærd og social sikkerhed og smider årligt pr. person i gennemsnit 63 kilo spiselig mad ud. Imens dør årligt 6 mio. børn af sult i andre dele af verden.

Men disse såkaldte "sultne børn i Afrika" - ja, og såmænd også en række andre sager, der forstyrrer vores idyl, såsom den globale opvarmning og rovdriften på naturens ressourcer - kan man heldigvis betale sig fra via et girokort til en godgørende organisation. Så er det betalt og ude af verden.

Kan ikke klares med et girokort
Bedre balance i den globale fordeling af fødevarer kan dog ikke klares med et girokort. I den nære hverdag kræver det faktisk hverken penge eller hård fysisk indsats at komme madspild til livs. Alt, der behøves, er en smule omtanke. Men hvem har tid til omtanke for madspild, når man skal passe arbejde, familie, venner, status, shopping, Facebook, Twitter og alt det, som man ellers får tiden til at gå med? Og madspild opleves jo ikke som den store katastrofe - vi kan jo bare købe noget nyt.

Verdens sultende børn - og såmænd ofte også deres lige så sultende forældre - er svære at forholde sig til. Alene af den grund, at de er fysisk ganske langt væk fra vores køkkener. Så vi gør, som vi plejer - fortsætter med at smide god og spiselig mad i skraldespanden. Et par generationer tilbage herskede en mere ansvarsbevidst mentalitet - mange mindes sikkert en bedstemor, der bad os spise op med tanke på de førnævnte sultne børn i Afrika. Vi griner lidt af episoden i dag - for man kan jo ikke bare ekspedere de kolde madrester med fly sydpå. Men ikke desto mindre var princippet rigtigt - at det nærmer sig det uartige at smide mad ud, mens andre i verden sulter.

Etisk er det tankevækkende, at vi i velfærds-Danmark med den ene hånd madspilder tonsvis af god spiselig mad og med den anden betaler ulandshjælp. Det er udtryk for dobbeltmoral at donere millioner af kroner til fattige lande, mens vi samtidig smider millioner af tons mad i skraldespanden. Gør vi det, fordi vi er trætte af løftede pegefingre? Eller fordi vi føler afmagt over for verdens problemer? Måske. Vi er end ikke nået til klimatopmødet, men emnerne global opvarmning, drivhuseffekt og CO2-udledning hænger allerede ud af halsen.

Et bidrag
Vi tæppebombes med artikler om smeltende polargletsjere, forsvindende dyrearter eller dramatiske vejrforandringer. Med andre ord er vi blevet immune over for dommedagsprofetier. Og måske forholder det sig ligeså med madspild - vi indser ikke sammenhængen mellem vores hjemlige madvaner og klodens knaphed på ressourcer. Og indrømmet: At komme madspild til livs er ikke løsningen på alverdens klimaudfordringer. Men det er et bidrag til løsningen. Og det er konkret og håndgribeligt - noget, som vi alle kan gøre.

Ansvaret for at komme madspild til livs - og dermed skabe en positiv og vedvarende forandring - er vores eget.

Alt, der behøves, er en smule omtanke.”