bragt i Jyllands-Posten den 19. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/19/mig-mig-mig-generationen/
En ældre dame, måske 65, går på en overfyldt gade i Indre By, ulvetimen er på vej. Julegaveshopping sætter dagsordenen, folk med vilde blikke, tunge indkøbsposer, hyldest til overforbrug, materialismens ligegyldighed, stress, ingen overskud. En yngre mand tager hastige skridt og tackler den ældre dame. Hun protesterer. Og med rette. Men han er allerede på vej væk, dog vender han sig om og skælder hende ud. Højlydt. To gange. I hans optik var der hende, der gik i vejen. I hans optik har han ret til at gå ind i hende, da hun er bare en statist i hans tilværelse, en langsom brik, ligelyldig og ubetydelig.
Jeg observerer hele scenarie, da jeg er på vej hjem fra et møde. Pludselig skammer jeg mig. Over de væsener, som jeg er en del af. Over mennesker.
Det kan ikke være meningen, at vi mennesker, som er højintelligente og højt udviklede væsener, ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt. Det kan ikke være meningen, at vi fører krige med hinanden og forpester vores egen planet. Det kan ikke være meningen, at vi er så afstumpede og respektløse overfor vores ældre.
Det kan ikke være meningen, at vi mennesker, som er højintelligente og højt udviklede væsener, ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt. Det kan ikke være meningen, at vi fører krige med hinanden og forpester vores egen planet. Det kan ikke være meningen, at vi er så afstumpede og respektløse overfor vores ældre.
Men mangel på empati og hjertevarme dominerer samfundet. Hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-mentaliteten blomstrer. Og Mig Mig Mig Generationen afspejler sig i efterhånden alle samfundslag. De, som regnes for at være ”de seje” i dagens samfund, er ikke nødvendigvis dem, som prøver at forandre verden til det bedre. Og de, som uselvisk bidrager til at verden bliver et bedre sted, bliver latterliggjort og stemplet som ”de hellige” og ”de frelste”.
Da jeg var barn, var min første oplevelse med menneskets destruktive natur oplevet gennem en TV skærm. En nyhedsudsendelse om et olieudlip. Billeder viste strande, som var badet i olie. Fugle, indsmurt i olie, som langsomt døde. Fisk, som blev skyllet op på de sorte strande. Jeg blev ved med at betragte billederne, og med tårer i øjnene slog det mig: hvad ER det for en planet, jeg er havnet på? Hvorfor er her så megen ulykke? Hvorfor mishandler mennesker hinanden og naturen?
Så tror da pokker, at ingen tilnærmelsesvis intelligente, udenomjordiske livsformer (hvis de findes) har besøgt Jorden endnu. For hvis de i farten overså de store lysende ”DON’T GO THERE!”-neonskilte på vej mod Jorden og landede her, ville vi mennesker straks forvente, at de skulle være vores intergalaktiske skraldemænd og klare alle vores jordiske ulykker. Måske venter de med at besøge os, til vi selv har løst vores egne problemer.
…
Rumvæsen: ”Goddag, mennesker. Take me to your Leader.”
Mennesker: ”Velkommen til planeten Jorden. Vi mennesker er nogle destuktive væsener, som udtømmer planetens ressourcer, fører krige og er onde ved hinanden, går op i ligegyldige egocentrerede ting som status og materialisme, overbefolker planeten, smider god mad ud mens vores medmennesker sulter, står sig selv nærmest og forpester naturen. Har I øvrigt noget teknologi, som vi kan få? Kan I redde os? Har jeres planet mange ressourcer?”
Rumvæsen: ”Øhhh… ellers tak. Vi flyver igen. Farvel.”
