bragt i Jyllands-Posten den 20. marts 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/03/20/superhelte/
Vi lever i en tid med stigende tendens til, at mennesker, der forsøger at gøre verden til et bedre sted, bliver stemplet som frelste og hellige eller mistænkeliggjort for at være ude på at opnå noget. Eksempelvis berettede en af mine facebook-venner for nylig, at hun i sin lille hjemby havde arrangeret en indsamling af tøj, sko og god overskudsmad til fordel for de lokale hjemløse. Hun fik dog blandede reaktioner på aktionen og oplevede sågar, at folk i byen mobbede hende og latterliggjorde hende, fordi hun forsøgte at hjælpe socialt udsatte borgere. Folk i det lokale bysamfund mente ikke, at de hjemløse behøvede hjælp fra private - det kunne staten klare.
En anden facebook-ven har gentagne gange oplevet at blive mistænkeliggjort, fordi han mange gange har hjulpet flere herberger med god overskudsmad og tøj. En trejde bekendt blev kaldt for “speltmor”, fordi hun har anlagt en økologisk have på sin grund. Den fjerde blev stemplet som ”frelst”, fordi hun blev veganer. Den femte blev grinet af og kaldt ”hellig”, fordi hun går imod overforbrugs-kulturen og fisker genbrugssager op på en genbrugsstation.
Og listen er lang. Fællesnævneren for alle disse eksempler er, at selvom samfundet officielt støtter foreninger, der frivilligt gør en forskel, er virkeligheden en anden for mange enkeltpersoner, der forsøger at bidrage.
Og hvordan kan det være, at mange helst betaler sig fra den dårlige samvittighed via et girokort til en godgørende organisation – mens folk er noget mere tøvende, når det kræver egen indsats? Jeg hørte endda een sige engang, at han mente, at det var pinligt at hjælpe andre.
Heldigvis oplever jeg mange, der uanset kritikken, vedvarende og uselvisk kæmper for at gøre denne verden til et bedre sted. Disse mennesker er de ægte superhelte, der i stilhed gør en kolossal forskel - ofte uden at deres arbejde overhovedet bliver bemærket i samfundet. Disse mennesker har min dybeste respekt.
