torsdag den 12. april 2012

Jyllands-Posten - Sexet affald og pervers genbrugsglæde

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 12. april 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/04/12/genbrug/


Ordsproget siger, at jo flere ting, man ejer desto flere ting ejer een. Jeg hører nok til den slags mennesker, for hvem et besøg på genbrugsstationen bringer en - nærmest pervers - glæde. Det er en næsten euforisk følelse at vide, at ens gamle mobiltelefon eller elkedel bliver skildt ad og herefter vil leve videre i nye produkter.

Derfor er processen at skille sig af med sit gamle materielle shit ikke alene er godt for den almindelige orden i hjemmet, men også godt for psyken. Massevis af mennesker opmagasinerer og hober tingene op derhjemme i årevis – og vel at mærke ting, de hverken ser eller bruger længere, og som derfor med fordel kunne gå videre til glæde for andre.

Undersøgelser viser, at hver dansker er årsag til et ressourceforbrug på hele 70 tons om året, men dette enorme omfang kan mindskes, hvis vi får større fokus på genbrug. Og hertil kommer, at dét at skille sig af med sine gamle ting som en ekstra gevinst også skaber både fysisk og mental fornyelse på det personlige plan. Og det er altså en herlig bonus oveni ressourcebesparelsen at vide, at ens gamle ting lever videre til nytte for andre mennesker.

Genbrugsstationer i Danmark er meget velfungerende, og de venlige ansatte står klar til at hjælpe, hvis man ikke lige kan finde den rigtige container til sin gamle toaster. Genbrugsstationernes faste besøgende er i dag ikke kun gør-det-selv-folket med Brenderup-trailer men i stigende grad mennesker fra alle samfundslag, da undersøgelserne viser at flere danskere er blevet opmærksomme på affaldsforebyggelse og genbrug.

Flere tiltag har gjort det nærmest sexet at genanvende affaldet, som for eks. TerraCycle, der laver affaldsindsamlinger. Flere producenter er sågar begyndt at genanvende affald til at fremstille nye varer, som for eks. modetasker.

Ordet ”genbrug” er vel i virkeligheden ét af tidens plusord - og der er ligefrem (sagt med et glimt i øjet) ”penge i lortet”, når først man ser det hele i større sammenhænge og i lyset af regeringens grønne, økonomiske dagsorden.

Men nobody is perfect og selvfølgelig ej heller undertegnede – der er altid plads til forbedringer.