bragt i Jyllands-Posten den 7. december 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/12/07/cop18/
Det seneste klimatopmøde, COP18, synger i dag på sidste vers i Doha, Qatar - landet, som ifølge flere eksperter ironisk nok har så stort et ressourceforbrug, at det ville kræve 6,6 jordkloder af ressourcer, hvis alle i verden levede på samme måde. Kampen for at begrænse verdenstemperarutens stigning til ”kun” 2 grader bliver sværere og svære, især da flere klimaforskere allerede forudsiger at verdenstemperaturen i gennemsnit vil stige omkring 4 grader frem mod år 2100. Og det bliver stedse sværere generelt at kæmpe for et bedre klima, eftersom interessen og opmærksomheden for emnet er alvorligt dalende.
Climate Deniers er en ny betegnelse til den relativt hurtigtvoksende gruppe mennesker, som mener, at klimaforandringer er det pure opspind, og at det regnede ligeså kraftigt den gang Moster Åse var ung. Ak ja, og så et det dem, der giver Solen hele skylden eller mener, at klimaforandringer bare er en dyster konspiratorisk illusion skabt af en hemmelig skyggeregering, der i det skjulte forsøger at overtage verdensherredømmet og indføre en ny verdensorden.
Men disse protestbevægelser, der længe har produceret flere hundrede nekrologer over klimabølgen fjerner ikke klimaproblemerne. Og de forsvinder ej heller ved at vi lukker øjnene og vender vores interesse mod andre og mere artige temaer.
Jordens kassekredit er for længst overtrukket, og en nærmest science fiction-agtig virkelighed med klimaflygtninge, global mangel på fødevarer og ressourcer, nye konflikter og krige udgør en plausibel realitet i fremtiden, selvom at de fleste af os vælger ikke at forholde os til det. Nok fordi vi i hverdagens hamsterhjul ikke kan overskue problemets omfang - eller fordi problemerne stadig ligger så langt ude i fremtiden, at vores mentale kikkert ikke kan stille skarpt på dem.
Og bevares. Vi kan da glæde os en smule over, at Danmark ifølge rapporten Climate Change Performance Index, er det land i verden, der gør mest for at forbedre klimaet og mindske CO2-udslippet. En skam i den forbindelse at vi så er så lident et land. Det vil virkelig batte noget på den globale klimaskala, hvis vi var på størrelse med USA eller Kina – og så var verdens fremmeste klimaduks.
Da jeg i sidste uge talte på den italienske tænketanks Barilla Center for Food & Nutrition’s fødevarekongres i Milano, var fremtidens fødevareforsyning øverst på dagsorden. Hvordan vil vi eksempelvis i 2050 brødføde 9 mia. mennesker, når vi ikke engang i dag kan brødføde den nuværende 1 mia. sultende mennesker? Måske er ressourceknaphedsbølgen ved at erstatte klimabølgen og blive den nye grønne ”dille”. Og måske bliver teknologien menneskecivilisationens fremtidige redning. Kunstigt kød, vertikale haver, RFID teknologi, stabilisering af verdens befolkningstilvækst samt vind- og vandenergi bliver blot nogle af fremtidens muligheder.
Men desværre oplever jeg på alle disse konferencer altid et gennemgående og bagvedliggende tema, som gang på gang på gang dominerer billedet - nemlig:
Everybody is waiting for everybody else to take action.
