bragt i Jyllands-Posten den 31. maj 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/05/31/terraforming/
Space: the final frontier. Ordene stammer fra Star Trek, en kult-serie som i fremtiden måske ikke vil blive opfattet som blot pjat og ren science fiction. Rummet er nemlig den sidste barriere for menneskeheden, og den er ved at blive nedbrudt. Flere og flere rumprogrammer og projekter ser dagens lys, offentlige såvel som private. Den nyeste indsats er det 6 mia. dollar dyre rumprojekt Mars One, hvor fire mennesker i år 2023 skal etablere en permanent koloni på Mars. Og de fire personer udstyres vel og mærke ikke en returbillet. Det hele bliver dokumenteret på TV og bliver til verdens første Paradise Hotel i rummet. Projektet har allerede fået omkring 78.000 ansøgninger.
Ovennævnte er ikke en fortælling af H.G. Wells eller endnu en sci-fi film af Ridley Scott. Mennesket lægger for alvor an til at kolonisere rummet – og noget tyder på, at initiativet bliver en lodret nødvendighed.
I takt med stigende verdensbefolkning vil vores planets ressourcer blive mere og mere knappe. Selv med intelligente, teknologiske og bæredygtige løsninger, ressourceoptimering, vedvarende energi, greentech og andre indsatser, er det usikkert, om vi kan opnå en optimal fremtid, hvor hele verdens befolkning hver dag er mæt og har tag over hovedet.
Tværimod. Det hele peger lige nu i den modsatte retning, hvor ressourcerne for os mennesker bliver mere og mere knappe, klimaforandringer bliver stedse mere dramatiske (hvorved landbruget får sværere og sværere betingelser), og mennesker, i stedet for at samarbejde, modarbejder hinanden.
Ergo, ligger en del af menneskets uundgåelige fremtid ude i rummet.
Det er naturligvis lettere sagt, end gjort. Det vil tage tid at finde egnede planeter, det vil tage tid kolonisere dem. Og det vil tage tid at opnå det føromtalte Star Trek univers. Mange år. Århundreder. Men det er ikke umuligt.
Det bliver interessant at se, om mennesket i fremtiden bliver ved med at gentage de samme mønstre nu blot på nye planeter: kolonisér, overbefolk, tøm planeten for ressourcer, kolonisér en ny planet.
Men nu har vi altså indtil videre kun denne planet: Jorden. Og sammenlignet med Jordens alder fylder den menneskelige civilisations alder reelt kun et millisekund. Vi er ikke verdens navle, beklager. Skulle naturen en dag forårsage udslettelse at hele den menneskelige civilisation, vil denne planet blive ved med at rotere. Og naturen skal nok klare sig uden os.
Naturen vil tage over, træerne vil vokse igennem, hvad der engang var gader og stræder, og langsomt vil sporene efter vores civilisation blive blæst væk, tilgroet, sandet til og brudt ned. Med tiden vil der opstå nye organismer og til sidst, måske en hel ny civilisation. Og hvem ved, måske er denne proces allerede sket en del gange før os.
Og måske når vi aldrig ud og kolonisere rummet. Måske bør vi under alle omstændigheder tænke over, hvordan vi i fremtiden overlever på denne planet, hvordan vi tilpasser os det nye klima og nye udfordringer, og hvordan vi skaffer mad og ressourcer nok til alle.
Mennesket er faktisk den eneste race blandt Jordens levende væsener, der ikke lever i harmoni med naturen. Der findes for eks. intet spild ude i naturen – alt bliver brugt og udnyttet.
Vi har stadig en del at lære indenfor disciplinen ”Sådan administrerer du i harmoni en planet” – og gerne inden vi begynder at se os om efter andre beboelige himmellegemer.
