bragt i Jyllands-Posten den 29. juli 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/07/29/jyderftw/
Jeg kan godt lide folk fra Jylland. De er fornuftige. De smider mindre mad ud end os københavnere. Jyder er dygtige til opbrug og genbrug. Og 105 familier – i alt 282 personer – fra Hjørring og Brønderslev kommuner har i fem uger bevist, at man kan nå langt ved at bestræbe sig på at producere så lidt skrald som muligt.
Projektet Nulskrald er et projekt igangsat af bl.a. affaldsselskabet AVV og Aalborg Universitet med henblik på at give borgere værktøj til at minimere deres skrald, sortere, kompostere og købe ind med omtanke. Og projektet skabte gode resulater: Affaldet i de nordjyske skraldespande blev hele 51% mindre og 2.550 kg lettere over de fem uger – pga. bedre sortering og mindre madspild.
Denne positive adfærdsændring hos de nordjyske familier tyder på, at vi danskere gerne vil sortere mere og kompostere mere – hvis vi altså har mulighed for det. Og hvis affaldet på den sidste station ikke bare bliver blandet sammen i een stor pærevælling, så vores indsats var spildt alligevel.
Det er et spændende scenarie, om alle danske husstande kunne sortere deres affald – det ville givet vis have stor betydning for ressourcegenanvendelse og sætte alvorlig skub i den grønne omstilling. Men langtfra alle renovationsanlæg har i dag mulighed for at tage imod og behandle det sorterede affald fra husholdningerne – hvorfor vi ikke sorterer. Godtnok sker der noget på området i disse år, men det går for langsomt.
Den anden udfordring er borgernes adfærd. Det observerede jeg bl.a. i Sydspanien, hvor een af de små kystbyer åbenbart ønskede at opføre sig bæredygtigt, hvorfor kommunen opstillede flere forskellige typer skraldespande, både til det ene og det andet. Til ingen verdens nytte dog – de spanske borgere kylede alligevel det hele ud i een og samme skraldespand. Så meget for den sortering – i bagende sol og 45 graders varme.
Det er nok ikke helt realistisk at komme madspildet eller affaldet 100% til livs. Men det er til gengæld realistisk at tænke genanvendelse meget mere ind i vores produktion, detailhandel, husholdninger og affaldshåndtering. Men det kræver både mental vilje og fysisk indsats fra os alle.