af Dan Jørgensen, næstformand i EU-parlamentets Miljøudvalg (S) og Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
Kampen mod klimaforandringerne er ikke så hip, som den var. Men klimaet skal reddes uanset. Derfor skal det kunne betale sig at være grøn. Kampen mod madspild har vist, den tilgang virker.
At være grøn. Klimarigtig. Det var på toplister over buzzwords, det nye sort blandt trendssættere, den nye ”dille” blandt interesseorganisationer og CSR-ryttere. Men det er som om, bølgen har mistet højde og fart.
Problemet er der stadig – i stigende og meget bekymrende grad. For nylig var nyheden ude om, at der nu er 400 parts per million C02 i atmosfæren. Det lyder teknisk, men betyder helt simpelt, at det står meget værre til, end stort set alle forskerne havde forudset.
Desværre benægter alt for mange, at problemet overhovedet eksisterer. Climate Change Deniers er et nyt navn til den gruppe af mennesker, som mener, at menneskeskabte klimaforandringer er det pure opspind.
Al Gores nyeste klimaindsats The Climate Reality samt hans officielle facebook-side plages næsten dagligt af bitre kommentatorer, der bl.a. lufter meninger såsom, at klimaforandringer er en dyster konspiratorisk illusion skabt af den hemmelige skyggeregering Illuminati, der i al hemmelighed forsøger at overtage verdens herredømme og indføre en ny verdensorden. Andre giver solen al skylden. En tredje, lidt mere alternativ gruppe skyder på, at klimaforandringer er en del af Jordens undergang, varslet af Maya-kalenderen for allerede flere årtusinder siden. Goodbye and thanks for all the fish!
Man kan frygte, at en del af disse benægtere skyldes en modreaktion på, at det har været så moderne at være grøn. Det skal vi, der selvsagt - og sammen med det stort set alle forskere på området – ikke hører til nogle af de grupperne, tage seriøst.
For man kan ikke benægte eller forhandle med klimaet. I juli sidste år var 97% af indlandsisen i Grønland ramt af tøvejr, og der var ikke smeltet så meget is siden 1946. Isen i Antarktis er også begyndt at smelte og verdens førende klimaforskere mener, at verdenshavene kan stige 1,6 meter inden år 2100 – eller mere.
Forskningsleder og IPCC-bidragsyder Jens Hesselbjerg Christensen fra DMI har tidligere kommenteret udviklingen i medierne, hvor han sagde ligeud, at ”vi kan ikke længere udelukke det værst tænkelige”.
Hvis verdenshavene stiger med en meter eller mere, vil det føre til, at millioner af mennesker i Bangladesh, Egypten, Holland og USA bliver tvunget til at flytte. Byer som New York, Amsterdam, Shanghai og dele af København vil være under vand. Hedebølgerne i dele af Sydeuropa bliver endnu værre. Den globale fødevareproduktion vil blive påvirket af klimaet således, at de vil blive sværere at dyrke landbrugsafgrøder, hvilket vil betyde globale stigninger i fødevarepriser.
Og netop udfordringerne for fødevareproduktion leder os videre til et af de spørgsmål, som kommer til at være helt afgørende, hvis vi skal sikre os mod klimakatastrofen. Og som måske viser vejen til, hvordan vi kan redde klimaet, selv når det ikke er på mode.
Det handler om intelligent udnyttelse af ressourcer. Landbruget er en af de mest CO2-udledende sektorer. For slet ikke at tale om, at verdens madspild kunne brødføde alle klodens sultende børn, mænd og kvinder – tre gange.
Derfor skal vi minimere spildet i hele værdikæden. Det være sig på gården, slagteriet, skinkeproducenten, supermarkedet og derhjemme, hvor alt for mange smider rigtig meget mad ud.
Og netop her er der da også positive tegn, ikke mindst på forbrugersiden. På en konference om grøn omstilling afholdt af FDB sidste år blev der præsenteret tal, der viste, at 51% af danskerne er grønne, vurderet ud fra handlinger som for eks. at sortere affald, tage cyklen og undgå madspild.
Grunden til at hele madspildsbølgen er taget ved i Danmark de sidste 5 år er ikke alene Stop Spild Af Mad’s massive indsats. Det er også dén faktor, at man kan spare penge og med egen personlig indsats medvirke til en bedre udvikling. Økonomiske incitamenter virker simpelthen bedre end løftede pegefingre og dårlig samvittighed. Bliver det billigere at blive grøn, vil der automatisk forekomme flere grønne forbrugere. Og så kan man bedre relatere til noget håndgribeligt som madspild, end til CO2-udledning.
Derfor er læren fra netop madspild også en, man kan tage med videre til andre områder for klimaomstilling. Det skal kunne betale sig at være grøn – og folk skal kunne forholde sig til, hvilke konkrete handlinger der gør en forskel.
Vi vinder ikke klimakampen gennem buzz og modediller alene.
