bragt i Politiken den 11. marts 2015 -
http://politiken.dk/debat/profiler/selinajuul/ECE2555519/flere-fattige-danskere-lever-af-skrald/
Vi kan ikke være passive vidner til, at børnefamilier, pensionister og enlige desperat mangler mad.
Et alarmerende og trist fænomen breder sig herhjemme. Det er grænseoverskridende på den kedelige måde, og det vidner om desperate forhold i dele af vort samfund. Jeg taler om madfattigdom, eller fattigdom så alvorlig, at vores medborgere ganske enkelt ikke har mad nok i deres hverdag.
Den findes ikke kun i u-landene. Nej, det stadig ret skjulte fænomen findes skam i dag i Danmark blandt vores landsmænd: både hos fattige familier, enlige og pensionister. Flere og flere hjælpegrupper opstår på de sociale medier, hvor vort lands medborgere frivilligt hjælper fattige danskere med at skaffe mad på bordet.
Winnie Gade er 39 år og bor i Dronninglund. Hun er uddannet pædagog og har i 16 år lavet forskelligt frivilligt socialt arbejde. I dag er Winnie en af de mange, som frivilligt hjælper en del danske, fattige familier med at få mad på bordet.
Winnie fortæller hjerteskærende historier om fattige danskere, som hun er i daglig kontakt med:
Winnie hjalp en så fattig familie med mad og drikke, at en cola var den største luksus for barnet, for cola’en var ikke noget, de havde råd til og derfor noget barnet aldrig fik. Barnet fik colaen til at række en hel uge og drak kun en smule ad gangen, så den kunne række så længe som muligt.
En anden familie, som Winnie hjalp, var en enlig mor med et barn, der kun havde 175 kr. tilbage til resten af måneden, når regningerne var betalt i starten af måneden. For moderen var det en daglig stressfaktor, hvor den næste måltid mad skulle komme fra. Da Winnie besøgte den lille familie, var der næsten altid mørkt i lejligheden, da der ikke var råd til at købe nye elpærer. Madhjælp fra Winnie betød, at den lille familie nu fik varieret kost. Med tiden blev moderen raskmeldt, og i dag er hun i gang med en uddannelse og yder selv frivillig hjælp til andre fattige familier.
Og dette er kun toppen af isbjerget, beretter Winnie. Den skjulte madfattigdom er ikke kortlagt men stortrives i Danmark. Hos familier, hos pensionister og hos enlige. Folk som ikke bare kan ’tage sig sammen’ til få et arbejde.
En del af dem kan man komme i kontakt med og hjælpe i de mange hjælpegrupper på Facebook, men der er også en stor ukendt del af fattige borgere derude i vores land, som ikke er på Facebook, og for hvem er det en daglig og desperat kamp at få mad bordet. Fattige danskere, som sidder og gemmer sig, i frygt for at blive stemplet og ydmyget. Der er også folk i arbejde, som er fattige. Folk så fattige, at de ikke engang har råd til at købe tøj i genbrugsbutikkerne.
Winnie fortæller, at mange af disse danskere ikke har overskud til at komme ud af deres situation. Til hverdag kæmper de for overlevelse og for at skaffe mad på bordet, hvilket gør, at de er kørt fast i fattigdommen.
Grunden til at det kan lade sig gøre for Winnie og mange andre at hjælpe så mange fattige medborgere med mad, er fordi dén mad, som Winnie yder hjælp med, er mad som Winnie finder i butikkernes affaldscontainere.
Forargelsen over det store madspild, som finder sted i Danmark, fik for halvandet år siden Winnie til at prøve at finde spiselig mad i butikkens affaldscontainer. Først var hun skeptisk og havde fordomme over de mange skraldere, men senere hen blev hun selv bidt af det, og i dag, som mange andre skraldere, skralder hun både mad til sig selv og til en række udsatte familier. Hun siger, at det er uretfærdigt, at der bliver smidt så meget spiselig mad ud i Danmark, mens folk sulter.
Winnie og de andre må hjælpe disse familier i skjul, da hun fortæller, at det faktisk er ulovligt systematisk at levere skraldet mad til andre end sig selv. Hun er ret trist over situationen: Tænk, at det er ulovligt at hjælpe andre!
Så længe affaldscontainere ikke er aflåst eller står bag et hegn, er det ikke ulovligt at skralde. Dog et det bestemt ikke nemt at yde denne slags madhjælp. Det er faktisk uværdigt og ydmygende. Winnie skralder midt på natten, bilen lugter ofte af skrald, benzin skal hun selv betale, og derudover skal hun bruge tid på at vaske og rengøre de skraldede madvarer.
Winnie finder al slags mad: fra friske grønsager og frugt til en hel palle juice, hvor kun den ene karton var i stykker, og de resterende juicekartoner var gode og havde et helt år til udløb og kun var smurt ind i juice udenpå. Der er mindre kød at skralde, beretter Winnie, nok pga. det store mediefokus på madspild (takket være bl.a. Stop Spild Af Mad), som har medført, at butikkerne er blevet bedre til at mindske spildet.
At hjælpe de udsatte familier og andre fattige danskere med mad bør gøres nemmere. Derfor er Winnie medlem af en landsdækkende forening, der lige nu arbejder målrettet på at få opbygget madsteder, hvor fattige danskere gratis og på en værdig måde kan hente god overskudsmad fra butikkerne uden at være nødt til at finde maden i butikkernes affaldscontainere. Indtil videre har et supermarked meldt sig på banen, og flere er positive overfor tanken. Andre steder i Danmark, er der flere butikker, der bidrager.
På den lange bane er det naturligvis også problematisk at skulle hjælpe de fattige danskere, som i forvejen er udsatte, med skraldede madvarer, hvor man ikke kan være sikker på fødevaresikkerheden. Det andet er, hvordan du forklarer dit barn, at aftensmaden er lavet af madvarer fundet i butikkens affaldscontainer? Hvad vil klassekammeraterne, hvis familier lever af normal mad, sige til det?
Winnies mål er at gøre sig selv arbejdsløs, så der ikke længere skal kunne findes fattige danskere i vores land, som så desperat mangler mad på bordet.
For her skal man tænke i forebyggelse: både forebyggelse af fattigdom, madfattigdom og madspildet. Skal vi virkelig i vores velfærdssamfund finde os i at vi har familier, der så desperat mangler mad, at de er nødt til at leve af affald? Skal vi virkelig være passive vidner til det?
At tage hånd om dette er bestemt også en opgave for vores folkevalgte politikere, ikke mindst i lyset af det kommende folketingsvalg.
Men mens vi venter på politikerne, kan vi alle selv gøre en forskel. Og her handler det ikke om at hoppe i sin nærmeste affaldscontainer, men hellere hjælpe sin nærmeste hjælpeorganisation eller en hjælpe-facebookgruppe med sit overskud, så hjælpen når frem til dem, som hårdt har brug for den. Her kan dele-forbrug i dén grad få en ny betydning og komme andre mennesker til gavn.
Et alarmerende og trist fænomen breder sig herhjemme. Det er grænseoverskridende på den kedelige måde, og det vidner om desperate forhold i dele af vort samfund. Jeg taler om madfattigdom, eller fattigdom så alvorlig, at vores medborgere ganske enkelt ikke har mad nok i deres hverdag.
Den findes ikke kun i u-landene. Nej, det stadig ret skjulte fænomen findes skam i dag i Danmark blandt vores landsmænd: både hos fattige familier, enlige og pensionister. Flere og flere hjælpegrupper opstår på de sociale medier, hvor vort lands medborgere frivilligt hjælper fattige danskere med at skaffe mad på bordet.
Winnie Gade er 39 år og bor i Dronninglund. Hun er uddannet pædagog og har i 16 år lavet forskelligt frivilligt socialt arbejde. I dag er Winnie en af de mange, som frivilligt hjælper en del danske, fattige familier med at få mad på bordet.
Winnie fortæller hjerteskærende historier om fattige danskere, som hun er i daglig kontakt med:
Winnie hjalp en så fattig familie med mad og drikke, at en cola var den største luksus for barnet, for cola’en var ikke noget, de havde råd til og derfor noget barnet aldrig fik. Barnet fik colaen til at række en hel uge og drak kun en smule ad gangen, så den kunne række så længe som muligt.
En anden familie, som Winnie hjalp, var en enlig mor med et barn, der kun havde 175 kr. tilbage til resten af måneden, når regningerne var betalt i starten af måneden. For moderen var det en daglig stressfaktor, hvor den næste måltid mad skulle komme fra. Da Winnie besøgte den lille familie, var der næsten altid mørkt i lejligheden, da der ikke var råd til at købe nye elpærer. Madhjælp fra Winnie betød, at den lille familie nu fik varieret kost. Med tiden blev moderen raskmeldt, og i dag er hun i gang med en uddannelse og yder selv frivillig hjælp til andre fattige familier.
Og dette er kun toppen af isbjerget, beretter Winnie. Den skjulte madfattigdom er ikke kortlagt men stortrives i Danmark. Hos familier, hos pensionister og hos enlige. Folk som ikke bare kan ’tage sig sammen’ til få et arbejde.
En del af dem kan man komme i kontakt med og hjælpe i de mange hjælpegrupper på Facebook, men der er også en stor ukendt del af fattige borgere derude i vores land, som ikke er på Facebook, og for hvem er det en daglig og desperat kamp at få mad bordet. Fattige danskere, som sidder og gemmer sig, i frygt for at blive stemplet og ydmyget. Der er også folk i arbejde, som er fattige. Folk så fattige, at de ikke engang har råd til at købe tøj i genbrugsbutikkerne.
Winnie fortæller, at mange af disse danskere ikke har overskud til at komme ud af deres situation. Til hverdag kæmper de for overlevelse og for at skaffe mad på bordet, hvilket gør, at de er kørt fast i fattigdommen.
Grunden til at det kan lade sig gøre for Winnie og mange andre at hjælpe så mange fattige medborgere med mad, er fordi dén mad, som Winnie yder hjælp med, er mad som Winnie finder i butikkernes affaldscontainere.
Forargelsen over det store madspild, som finder sted i Danmark, fik for halvandet år siden Winnie til at prøve at finde spiselig mad i butikkens affaldscontainer. Først var hun skeptisk og havde fordomme over de mange skraldere, men senere hen blev hun selv bidt af det, og i dag, som mange andre skraldere, skralder hun både mad til sig selv og til en række udsatte familier. Hun siger, at det er uretfærdigt, at der bliver smidt så meget spiselig mad ud i Danmark, mens folk sulter.
Winnie og de andre må hjælpe disse familier i skjul, da hun fortæller, at det faktisk er ulovligt systematisk at levere skraldet mad til andre end sig selv. Hun er ret trist over situationen: Tænk, at det er ulovligt at hjælpe andre!
Så længe affaldscontainere ikke er aflåst eller står bag et hegn, er det ikke ulovligt at skralde. Dog et det bestemt ikke nemt at yde denne slags madhjælp. Det er faktisk uværdigt og ydmygende. Winnie skralder midt på natten, bilen lugter ofte af skrald, benzin skal hun selv betale, og derudover skal hun bruge tid på at vaske og rengøre de skraldede madvarer.
Winnie finder al slags mad: fra friske grønsager og frugt til en hel palle juice, hvor kun den ene karton var i stykker, og de resterende juicekartoner var gode og havde et helt år til udløb og kun var smurt ind i juice udenpå. Der er mindre kød at skralde, beretter Winnie, nok pga. det store mediefokus på madspild (takket være bl.a. Stop Spild Af Mad), som har medført, at butikkerne er blevet bedre til at mindske spildet.
At hjælpe de udsatte familier og andre fattige danskere med mad bør gøres nemmere. Derfor er Winnie medlem af en landsdækkende forening, der lige nu arbejder målrettet på at få opbygget madsteder, hvor fattige danskere gratis og på en værdig måde kan hente god overskudsmad fra butikkerne uden at være nødt til at finde maden i butikkernes affaldscontainere. Indtil videre har et supermarked meldt sig på banen, og flere er positive overfor tanken. Andre steder i Danmark, er der flere butikker, der bidrager.
På den lange bane er det naturligvis også problematisk at skulle hjælpe de fattige danskere, som i forvejen er udsatte, med skraldede madvarer, hvor man ikke kan være sikker på fødevaresikkerheden. Det andet er, hvordan du forklarer dit barn, at aftensmaden er lavet af madvarer fundet i butikkens affaldscontainer? Hvad vil klassekammeraterne, hvis familier lever af normal mad, sige til det?
Winnies mål er at gøre sig selv arbejdsløs, så der ikke længere skal kunne findes fattige danskere i vores land, som så desperat mangler mad på bordet.
For her skal man tænke i forebyggelse: både forebyggelse af fattigdom, madfattigdom og madspildet. Skal vi virkelig i vores velfærdssamfund finde os i at vi har familier, der så desperat mangler mad, at de er nødt til at leve af affald? Skal vi virkelig være passive vidner til det?
At tage hånd om dette er bestemt også en opgave for vores folkevalgte politikere, ikke mindst i lyset af det kommende folketingsvalg.
Men mens vi venter på politikerne, kan vi alle selv gøre en forskel. Og her handler det ikke om at hoppe i sin nærmeste affaldscontainer, men hellere hjælpe sin nærmeste hjælpeorganisation eller en hjælpe-facebookgruppe med sit overskud, så hjælpen når frem til dem, som hårdt har brug for den. Her kan dele-forbrug i dén grad få en ny betydning og komme andre mennesker til gavn.
