bragt i Jyllands-Posten den 5. november 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/11/05/tanteforsigtig/
Vi bor i et land, hvor man som hovedregel ikke må være ”for meget”, når det angår kampagner og tiltag, der skal få os til at komme ud af vores hamsterhjul: ændre vores vaner, opføre os ordentligt, begrænse vores affald, forbruge med omtanke, få os til at dyrke mere motion og generelt være bedre samfundsborgere. Uha, der må endelig ikke være nogen løftet pegefinger! Ingen skræmmebilleder, tak. Ingen dårlig samvittighed til borgerne. Men forsigtige - fesne - kampagner, nudging og gennemsnitlige tiltag er derimod den anerkendte vej frem. For man skulle jo nødig træde nogen over tæerne, vel?
Og bevares - det er nok en anelse frastødende at se billeder af cancerramte ryger-lunger på en cigaretpakke, eller billeder af vansirede høns, som trist kigger på een fra dyreværnsorganisationens facebookside. Ja, man har en tendens til at klikke hurtigt væk, når man konfronteres med disse rædselsfulde billeder. Men ikke desto mindre: De billeder sætter sig på nethinden. De gør indtryk. De giver stof til eftertanke. Og frem for alt: de fører til handling, fordi vi netop bliver berørt på vores samvittighed.
For lidt over fem år siden blev jeg semi-vegetar og droppede med at spise kød og fjerkræ. Beslutningen tog mig blot 3 minutter. De 3 minutter skyldtes en YouTube film fra en dyreværnsorganisation, som på stærkt billedlig vis fremstillede, hvordan dyrene blev behandlet – de dyr som jeg til daglig og med glæde puttede i munden. Jeg har ikke rørt hverken kød eller fjerkræ siden. Ikke for at spille hellig, ikke for at prædike over andre – men fordi min samvittighed vandt. Jeg vil ikke missionere overfor folk – ikke engang i Stop Spild Af Mad’s egen restekogebog. Mennesker skal have lov til at træffe deres egne beslutninger. Jeg har truffet min.
Pointen er, at den løftede pegefinger og de stærke billeder, som - uha uha, endelig ikke må tages i brug – faktisk virker og påvirker folk. Og måske er det værd at tænke over, når vi borgere bliver forsøgt dresseret af alverdens (ofte aldeles dyre!) offentlige og halvoffentlige Tante Forsigtig-fesne nu-skal-I-opføre-jer-ordentligt kampagner og tiltag.
Måske skal vi turde satse, køre linen ud og kalde en spade for en spade for at kunne skabe en reel og vedvarende forandring.
