bragt i Jyllands-Posten den 9. april 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/04/09/harrypotter/
Har ordentlighed egentligt en politisk særlig farve? Har et bestemt politisk parti patent på bæredygtighed, dyrevelfærd og god opførsel? Og har et andet bestemt politisk parti så til gengæld patent på hurra-for-retten-til-at-være-en-skiderik attitude? Nej vel. Generaliseringer og fordomme gennemsyrer måden hvorpå vi anskuer politik, bedømmer kultur og deltager i samfundslivet. Det er på tide, at vi gør op med disse arketyper, disse klicheer og disse forudindtagede holdninger. På høje tid at vi åbner øjnene for, at bogen ikke altid kan dømmes på blot dens forside.
I Harry Potters univers kan de politiske farver sættes på en yderst simpel fomel: Gryffindor er Socialdemokraterne og SF. Slytherin er Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Ravenclaw er Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, og Hufflepuff er Enhedslisten. Og dog. Til læsernes store overraskelse, udviser flere personer i bøgerne atypisk opførsel i forhold til deres respektive Huse (”partier”). Som læser bliver man overrasket gennem forløbet – og med tiden nedbrydes ens generaliseringer og fordomme, i takt med at de formodede skurke bliver til helte. Og omvendt.
Herhjemme bliver mange frivillige grønne organisationer, foreninger, bevægelser, initiativer m.fl. – også selvom de udtrykkeligt kommunikerer, at de ikke er partipolitiske – automatisk sat bås med radikale bz’ere, ræverøde lejesvende, kommunister, hippier, pladderhumanister samt alt det andet, som befinder sig yderst ude til venstre for midten. Frem med det store røde stempel – klask! Sådan, så er hele NGO-Danmark over én kam yderst belejligt sat i bås. Punktum, basta!
Sætter vi pr. rygradsrefleks en rød partifarve på alle mennesker, der gerne vil gøre en forskel for hinanden, vores samfund, dyrene og miljøet? Også på dem, hvis politiske tilhørsforhold i virkeligheden ligger til højre for midten?
Og betyder det så omvendt pr. automatik, at alle de blå partier kun fremavler egoistiske, socialt ligeglade skiderikker og pengegriske miljøsvin? Nej, vel.
Jeg har skrevet fælles kronikker om bæredygtighed med politikere i begge ender af den politiske skala: både med tidl. fødevareminister Henrik Høegh (V), tidl. miljøminister Karen Ellemann (V) og den nuværende fødevareminister Mette Gjerskov (S). Dette gør mig til hverken blå, rød, radikal eller liberal. For det er budskabet, som er det vigtigste – ikke den partipolitiske farve.
Mit budskab er følgende: Ordentlig opførsel har ingen politisk farve, ligesom intet parti har patent på sager med ægte hjerteblod. Aktivisme på NGO-niveau findes i såvel den blå som den røde ende af den politiske skala.
Og heldigvis for det.
