Jyllands-Posten - Når den grønne bølge bliver for ensfarvet

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 26. september 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/09/26/ensfarvet/

På en konference på Københavns Universitet, hvor jeg for nylig talte sammen med bl.a Connie Hedegaard og Lykke Friis, blev den grønne omstilling diskuteret. Og herunder ikke mindst den grønne omstillings fremtid. Emnet er vigtigt – for hersker der en fare for, at Familien Danmark får nok af ordet ‘bæredygtighed’ ? Brister den grønne boble lige pludselig, når vi får nok af historier om byttemarkeder, økologiske fællesskaber, restemad, speltmødre og øko-klimahellige genbrugsriddere? Er den grønne bølge mon blevet for ensfarvet? Og bør hele den grønne omstilling måske nytænkes, kommunikeres om påny og sættes ind i et nyt perspektiv?

Der er en folkelig bevægelse og omstilling i gang, og det er naturligvis positivt. Danskerne er blevet mere opmærksomme på at være grønne, på at genbruge, på at undgå madspild mm. Ressourceeffektivisering er blevet en naturlig del af hverdagen for mange virksomheder, i den offentlige sektor og i de private husholdninger.

Men alt for ofte oplever jeg, når jeg holder oplæg ude i det danske land, at de danskere, der er mest interesserede i at være grønne, og som dominerer i klimadebatten, er folk for hvem den grønne livsstil allerede er en integreret del af hverdagen.

Det er selvsagt lidt forenklet udtrykt, men den typiske ’grønne dansker’ anser landbruget og industrien for at være forurenende og kapitalistiske skurke, de stemmer rødt, og de befinder sig i den hellige del af skalaen i klimadebatten.

For selvom ’moderen af klimadebatten og den grønne omstilling’ er den borgelige Connie Hedegaard, er det førnævnte segment dog det mest dominerende - og har nærmest klimadebatten for sig selv.

Og det kan desværre afskrække resten af danskerne, som ikke nødvendigvis nærer samme kærlighed til venstrefløjen eller samme mistro til industrien.

Det er derfor på tide at nytænke den grønne bølge og den måde, man kommunikerer den på – samt til hvilke segmenter og med hvilke virkemidler, man gør det.

Det er som sagt ikke alle danskerne, der er parate til at flytte i hippiekollektiv og have høns og geder i baghaven.

Overkommunikation af den grønne omstilling er ej heller positivt. For der kommer en grænse for, hvor meget folk gider at høre på de frelste og de klima-hellige. Denne se-hvor-er-vi-bare-gode-og-grønne-attitude kan ligefrem provokere dele af befolkningen til at vende sig mod grøn omstiling. Derfor skal aktører i den grønne bølge passe på, at bølgen ikke går i selvsving, og boblen pludselig brister.

Personligt synes jeg, at der bør lægges mere vægt på vækst, når man snakker grøn omstilling. For sproget, som alle – selv de ultraliberale og de ultrareaktionære – kan forstå, er ganske enkelt: penge.

Hvordan skaffer vi samfundet vækst og flere nye grønne jobs, hvordan sparer vi samfundet unødvendige omkostninger, hvordan kan vi blive bedre til at effektivisere vores ressourcer, og hvordan kan vi som forbrugere spare penge.

Penge er et sprog, alle kan relatere til.