bragt i Genbrug & Affald den 19. september 2013 -
http://doc.mediaplanet.com/all_projects/12825.pdf
Det er ulvetimen, du står i supermarkedet, og du har glemt, hvad du i forvejen har derhjemme i køleskabet. For en sikkerheds skyld køber du lige lidt mere mad, end du egentligt skal bruge, for du vil ikke gå glip af de gode tilbud.
Du slæber dine indkøb op på 5. sal og lægger maden i køleskabet. I det samme bliver madspildsfælden sat i gang. Tiden går, du når ikke at få brugt al maden, hvorefter du ender med at smide den ud med god samvittighed – for nu er maden jo i mellemtiden blevet til madaffald.
Spild koster penge
Alt for mange af vi danskere bruger vores køleskabe som hospice til vores fødevarer. Madspild koster os hvert år 16 mia. kroner og 10.000 kroner per gennemsnitsfamilie. Hele Danmarks madspild fra jord til bord svarer ifølge Fødevareministeriet til 540.000 tons. Og hele verdens madspild kan ifølge FN brødføde alle verdens sultende børn, kvinder og mænd – tre gange.
Bliver vi ved med at producere og købe ind til skraldespanden, vil denne ressource-ineffektivitet bidrage til fremtiden store udfordring om, hvordan vi i 2050 skaffer mad nok til 9 mia. mennesker. På min paneldebat med Connie Hedegaard på Folkemødet, hvor der i år var fokus på madspild på hele 16 arrangementer, understregede EU-kommissæren, at kampen mod madspild bliver blandt fremtidens vigtigste fokusområder.
Lys Fremtid
Heldigvis sker der mange gode fremskridt i Danmark. Den nyeste analyse foretaget af TNS Gallup for Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad viser, at hver 2. dansker på det seneste år har mindsket sit madspild. Stop Spild Af Mad kan i år fejre 5 års fødselsdag og glædes over store resultater, som har bidraget til, at madspild i dag er massivt på danskernes, mediernes, Christiansborgs, detailhandlens, fødevareproducenternes og endda EU’s og FN’s dagsorden.
Flere førende fødevareproducenter og detailkæder er gået aktivt ind i kampen mod madspild. Der er også udviklet gratis madspilds-værktøj til kantiner og storkøkkener samt gratis doggybags. Flere hoteller er i gang med store madspildsprojekter. En af detailkæderne har sidste år sparet 3,5 mio. kroner ved at reducere madspild i kædens butikker, en stor jysk kantine har på halvandet år sparet 1 mio. kroner ved at reducere madspild. Flere forskningsprojekter er i fuld proces, og madspild er sat på folkeskolernes skema gennem vores undervisningskampagne, Stop Madspild.
Mindre madspild er ikke ensbetydendemed mindre vækst. Tværtimod giver det plads til nye vækstmuligheder, når fx de ”skæve” grøntsager, som ikke kan bruges til salg, bliver brugt til fx fremstilling af chutney, tomatsuppe og tomatpesto. Eller når butikker sælger datovarer til nedsatte priser, og sælger skæve gulerødder, som ellers var blevet kasseret hos industrien.
Fokus på madspild er kommet for at blive. Velbekomme.