bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/05/02/rio20/
Et fattigt land fik fra Vesten ulandshjælp til genoprettelse af landes hårdt ramte landbrug. Hvorefter alle pengene på grund af svag infrastruktur og korruption blev brugt på at købe fem nye limousiner til de lokale politikere. Tilfælde som dette forekommer desværre stadig i dag.
Landbruget i de fattige lande er ramt af klimaforandringer. Hårdt ramt. På mange landbrug ved de efterhånden ikke længere, hvornår de skal høste, og hvornår de skal så, da klimaforandringens luner efterhånden er aldeles uforudsigelige. En række internationale konferencer tegner billedet stedse mere og mere dystert: Hvordan redder vi verden, som ikke vil reddes? Dette er vel grundlæggende også skismaet på den kommende FN-konference Rio+20, der har fokus på verdens ressourcer.
For syvende gang indenfor kort tid er jeg netop vendt hjem efter at jeg i den gode sags tjeneste har taler om madspild på en international konferencer. Denne gang var det Welthungerhilfe’s konference i Bonn “Move! United for Sustainable Development”. Men desværre: hver gang, jeg kommer hjem efter disse konferencer, er jeg altid lettere deprimeret, fordi jeg er blevet opdateret på planetens seneste tilstand. Det står galt til. Alt peger på, at klimaforandringer bliver landbrugets største fremtidige udfordring – og jeg hører en del førstehåndsberetninger:
Når en landmand i Burkina Faso graver en brønd, bliver brønden pga. nye ekstreme vejrforhold tørlagt blot fem år efter. Flere flere steder i Afrika er plaget af desertification, dvs. transformation af dyrkbar landbrugsjord til ørken bl.a. pga. deforestation, som man kalder den voksende udryddelse af træer. Det medvirker til den truede biodiversitet, og det hjælper ej heller på situationen, at mange kvinder i Afrika kun har mulighed for at lave mad over åben ild. Afrika mangler virkelig folk on the ground - dvs. folk, som kvalitetssikrer, at ulandsjælpen bliver implementeret de rigtige steder, og som hjælper Afrika til at blive selvforsynende.
I Indien har landbruget det også sværere og sværere pga. klimaforandringer. Derfor sprøjter indiske landmænd deres marker med flere sprøjtemidler for at sikre en stabil vækst af afgrøder, hvilket på længere sigt resulterer i forringelse af den dyrkbare jord. I takt med at middelklassen og den indiske befolknings uddannelsesniveau vokser, vil flere indere ind til byerne mens færre investerer karrieren i landbruget.
I Nicaragua har landbruget også ekstremt udfordringer i lyset af uberegnelige klimaforandringer. Fremskrivningen viser, at i 2050 vil hele 118 regioner i Nicaragua opleve meget vanskelig adgang til rent vand. Landmænd i Nicaragua har brug for viden og systematisering, så de står bedre rustet mod truende klimaforandringer.
Men ét er de idealistiske og opmuntrende politiske taler på konferencens scene - noget andet er virkeligheden behind the scenes. Den møder man i pauserne, når man taler med folk, som har rejst i flere dage for at komme til en konferencen Bonn og nu fortæller, hvor galt det står til i deres hjemlande. Disse mennesker ønsker brændende en forandring. De kæmper – ligesom jeg selv gør det – for en god sag. Mange af dem har kæmpet gennem 40 lange år. Og har løbet panden mod en mur, fordi lokale regeringer, korruption og mangel på infrastruktur har stået i vejen for positive forandringer.
På Bonn konferencen sagde Tysklands fhv. Miljøminister Klaus Töpfer, at ”we can get rich now and clean up later”-tankegangen ikke længere virker. At vi skal i gang med en cirkulær tankegang og grøn vækst i stedet for den lineære tankegang. Vi i Vesten må sætte et godt eksempel overfor de fattige lande ved selv at tænke i cirkulære strukturer og grøn økomoni – og vigtigst af alt – hjælpe de fattige lande med at blive selvhjulpne. Innovation, ny teknologi og Lean processer er også blandt de vigtige aspekter i et paradigmeskift. Hvis nu de fattige lande vel og mærke kan administrere vores hjælp.
Behøver vi at producere 70% mere mad i år 2050, som FAO forudser pga. den Jordens voksende befolkning? Svaret er nej. For det første kan vi ikke (medmindre vi begynder at kolonisere Månen), eftersom der er simpelthen ikke er plads og kapacitet her på Jorden. For det andet er der faktisk mad nok. Der er faktisk mad til at brødføde alle verdens sultne gange 3.
Madspildet i Vesten (food waste, som primært finder sted i detailhandlen og hos forbrugere) er ikke det samme som madspild i de fattige lande (food losses, som finder sted på markene og i produktionen pga. manglende infrastruktur). De to typer madspild er ikke indbyrdes sammenhængende, omend de er to sider af samme sag. En sag, som rummer mange potentialer, og som vi må og skal arbejde med, eksempelvis via innovative løsninger og ny teknologi.
Den tidligere engelske MF’er Michael Meacher skriver i sin bog ”Destination of the Species: The Riddle of Human Existence”, at menneskeheden har omkring 200-300 år tilbage at leve i, før vores civilisation kollapser. Vi har forlængst overtrukket Jordens kassekredit, og medmindre vores civilisation finder frem til de rigtige og intelligente løsninger for både de udviklede lande og udviklingslande, medmindre vi alle begynder at tænke og handle i cirkulære, holistiske baner, og medmindre væksten bliver grøn, er det muligvis sådan ”Eventyret om Jorden og den destruktive menneske-race” ender.
Men mon ikke vi mennesker, som dog er en relativt intelligent livsform, finder en løsning? Mon ikke vi holder op med at save den gren over, vi sidder på? Mon ikke det alligevel lykkedes os at redde verden?
