bragt i Jyllands-Posten den 21. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/21/7-milliarder-munde-at-maette/
Lige om lidt slår Klimatopmødet COP17 dørene op i Durban i Sydafrika. Diskussionerne vil omhandle klodens tilstand og hvordan vi kan redde skibet Jorden, der er godt på vej til at synke blandt de smeltende isbjerge. Madspild - som bidrager til den globale opvarmning og spiller en af de afgørende roller i kampen om fremtidens fødevareforsyning - ser ikke ud til at være på COP17s menu.
Vi er lige blevet 7 mia. mennesker på Jorden. På FN’s konference SAVE FOOD, som jeg talte på i Düsseldorf i maj, blev der lagt nye fakta på bordet: ca. 1 mia. ud af de 7 mia. mennesker sulter – men alligevel bliver der kloden rundt produceret madspild, som kunne brødføde 3 mia. mennesker. Men hvad mere tankevækkende er: i det sultende Afrika sker der madspild, som alternativt kunne brødføde 48 mio. mennesker – vel og mærke bl.a. korn, som på grund af mangel på infrastruktur, rådner op på markene. Med andre ord: mens der i de vestlige lande forekommer madspild primært i detailhandlen og hos forbrugere – ja, så spilder udviklingslandene mad i produktionsledet og lige efter høsten.
Min søde bedstemor sagde altid, at jeg skulle spise op og tænke på de sultne børn i Afrika. En sympatisk tanke, jo – men vi kan reelt ikke sende vores madrester til Afrika. Hvad vi derimod kan gøre er at appellere til og bidrage til infrastrukturændringer i u-landene og tilskynde dem til at være selvforsynende - men det er en større kabale, som skal gå op. I 2050 bliver vi 9 mia. mennesker på Jorden. Hvis alle munde skal mættes til den tid, skal der produceres 70% mere mad, end der gør i dag. Så medmindre at verden vil skære drastisk ned på det globale madspild og vi lærer at udnytte den mad, som allerede er produceret - eller at der kommer højteknologiske løsninger på den stigende fødevaremangel, så er vi med andre ord fucked. FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon påpegede fornyligt at hvis vi ikke gør noget drastisk, kan det betyde en katastrofe for kloden.
Nogle eksperter påpeger, at djævlen ikke lurer i befolknings-problematikken, men derimod i overforbruget i de udviklede lande. En rapport fra PLoS ONE og forskeren Paul Murtaugh fra Oregon State University siger at hvert nyt barn, der fødes i dag i USA, gennem generationerne vil afsætte et CO2-aftryk, som er 7 gange større end et nyfødt barn i Kina, 55 gange større end et nyt indisk barn og 86 gange større end et nyfødt nigeriansk barn. I selvsamme land er madspild per indbygger steget med 50% siden 1974. Sagt med andre ord, kan vestlige landes (over)forbrug, hvis udviklingen vender, i teorien bidrage til bedre fordeling af jordens ressourcer overfor udviklingslandene. Men igen er det en kabale, der skal gå op. For hvad med alle de mange jobs i u-landene, som bliver berørt af den vestlige nedskæring på forbruget? Hvad gør en fattig fisker i Sydafrika, hvis de europæiske forbrugere pludeslig vågner op og begynder kun at købe de europæiske fisk? Og hvad nu hvis vi begynder at plukke vores egne danske æbler, i stedet for at købe æbler fra Chile? Eller begynder at reparere vores fjernsyn i stedet for at købe nye?
Og måske er det for sent at vende udvilkingen. Måske står vi overfor et ”Shit Hits The Fan”-fremtidsscenarie med global mangel på fødevarer, klimaforandringer i dommedagsproportioner, omtaffende økonomiske kriser og mangel på ressourcer.
Og måske er COP17, COP18, COP19, osv, blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.
