bragt i Politiken den 28. november 2011 -
http://politiken.dk/debat/ECE1463348/hvorfor-er-madspild-ikke-paa-cop17s-dagsorden/
Madspild bidrager til 14 procent af den globale opvarmning, fylder stedse mere og mere i den offentlige debat og er en af de centrale brikker i spillet om fremtidens fordeling af Jordens ressourser.
Dog eksisterer madspild ikke som emne på COP17’s menu.
Dengang i det tilsneede København i slutningen af 2009, blandt kampklædte politikorps, blankpolerede Sercet Service biler, håbefulde demonstranter, hjerteskærende klimasange og alverdens presseøjne rettet mod vores lille andedam – dengang var der håb.
Der var ingen Planet B. Der var vilje til at redde skibet Jorden, som var - og er - ved at synke mellem de smeltende isbjerge. Langsomt blev håbet taget fra os, og luften fra det varme klimaballon sev ud.
Enden på COP15 – Copenhagen Accord – var ét stort antiklimaks. God tur hjem.
Selv talte jeg på de to største konferencer i forbindelse med COP15, og det gennemgående tema, jeg observerede, var 'uenighed'. Det eneste, folk var enige om, var, at noget måtte gøres, inden det blev for sent, inden Shit Hits The Fan.
To år er gået. Selv Danmark er begyndt at mærke klimaforandringerne – alene sommerens monsterskybrud forårsagede 61.000 skadesanmeldelser. Australiens landbrug lider under klimaforandringerne, Thailand oplever massive oversvømmelser, og Østafrikas tørke endte i den værste sultkatastrofe i 60 år.
Det International Energiagentur's (IEA) nye rapport peger på, at vi skal handle hurtigt, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader.
Og det pynter ikke på billedet, når EU opgiver at få USA og Kina m.fl. til at udlede færre drivhusgasser før 2020 for at tage hensyn til globaliseringen og den økonomiske vækst i fx. BRIK-landene.
Forskere mener, at denne udsættelse vil medføre alvorlige konsekvenser for klimaforandringerne. Set i dén optik bliver COP17 blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.
Én ting står klart: hvis alverdens politikere ikke bliver enige om handling, må vi, borgerne, handle. Vi har ikke tid til at vente på COP17, COP18, COP19 osv. og på, at 'de andre' tager sig af det. Derfor opstår der flere og flere NGO’er, borgerinitiativer og bevægelser, som for alvor begynder at arbejde med klimaproblemerne.
At undgå madspild spiller ikke en afgørende rolle i mindskning af den globale opvarmning – men det spiller en rolle. Det fører til større ansvarsbevisthed. Det er med til at få folk til at indse, at vores handlinger påvirker verden, og at vi har magt til at forandre tingene.
En forandring er i gang, men ikke på grund af diverse Klimatopmøder eller regeringens løftede pegefingre. Der sker en mentalitetsforandring. En forandring, som bl.a. rodfæster sig i opgør mod brug-og-smid-væk kulturen, øget afstandtagen fra blind jagt på materialisme, større ønske om at bidrage til en bedre planet samt forargelsen over at være vidne til det store madspild i verden, hvor så mange mangler mad.
En forandring, som giver genklang i alle samfundets lag. En forbrugerrevolution, som er begyndt.
