fredag den 31. januar 2014

Politiken - Det er ikke ulovligt at 'stjæle' mad fra supermarkedernes affaldscontainere

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


”Skraldere? Er det ikke dem, som stjæler affald?” lyder det en anelse nedladende i røret fra en ung receptionist i Justitsministeriet, mens jeg forsøger at researche til denne artikel. Tjoh - javel ja, jeg var ikke klar over, at det kan opfattes som værende ulovligt at stjæle noget, som er blevet smidt ud.

Lige efter Julen kom skralderne igen i massivt mediefokus pga. fotografiet af en seddel ophængt på en affaldscontainer i Netto. På sedlen stod skrevet, at der var blevet ”tisset på maden i skralde-containeren - velbekomme, kære Skraldere”.

Den offentlige debat rejste sig lynhurtigt til en veritabel shitstorm på sociale medier, i radio og TV, hvorefter Netto undskyldte hændelsen og forklarede, at virksomhedens medarbejder havde handlet på egen hånd. Og at teksten på sedlen i øvrigt var en joke, eftersom ingen i virkeligheden havde tisset på maden i containeren.

Joke eller ej var det trist at opleve folk bliver forsøgt behandlet som ”undermennesker”. Den slags klæder ingen – ej heller Netto.

Mange af mine bekendte er Skraldere. Og de er bestemt ikke en laverestående race, deres IQ er ikke under gennemsnittet, og man skal ikke se ned på dem. Skraldere er derimod et udtryk for en voksende anti-forbrugs-kultur, et modsvar på brug-og-smid-væk mentaliteten, og en bevægelse som har eksisteret i mange årtier, siden Klunserne dukkede op engang i 1960’erne. I USA og England kaldes skraldere i øvrigt for Freegans.

Skraldere kan skam både være akademikere og iværksættere og unge og gamle – de findes i alle samfundslag. Alene på Facebook har gruppen ”Skraldere” over 10.000 medlemmer, og antallet vokser for hver uge. I gruppen kan man hver dag se nye fotos af rene skatte, som bliver fundet i Danmarks affaldscontainere. 

Jeg kan godt forstå, at folk bliver forarget over at se sækkevis af udsmidt mad og andre sager, der tilsyneladende intet fejler. Flere af mine bekendte beskriver deres første dyk i affaldscontaineren som en nærmest religiøs oplevelse og en stærk øjenåbner, når man pludseligt møder bagsiden af vores (over)forbrugssamfund.

Nogle Skraldere skralder mad af idealistiske årsager, andre gør det af nød, simpelthen fordi deres månedlige madbudget ikke rækker. Der findes også Skraldere, der skralder for at hjælpe de fattige mennesker her i landet. Faktisk findes der flere hjælpegrupper og sider på Facebook – eksempelvis ”MADAM Skrald - Mifan's Hood” – som skralder mad til fattige familier. 

Skraldere er ikke imidlertid glade for overdreven mediefokus, og selv denne artikel er ikke god for sagen (undskyld, venner). For når Skaldere kommer i medierne, inspirerer det endnu flere til at skralde. Og nybegyndere kan sjældent finde ud af at ”skralde ordentligt”, hvilket vil sige, at de efterlader en masse affald efter sig, hvilket i sidste ende får supermarkederne til at låse deres affaldscontainere, hvilket gør livet surt for alle de andre Skraldere. (Så hvis du, kære læser, efter at have læst denne artikel, får lyst til at begynde at skralde: Husk at rydde pænt op efter dig).

I yderste konsekvens begynder nogle supermarkeder også at overhælde deres mad i containerne med klorin eller maling for at sikre, at ingen skraldere kan anvende maden. 

Men hvornår er det så juridisk lovligt at ”stjæle affald”? Justitsministeriet oplyser til mig, at såfremt affaldscontainere er ulåst og står på et ulåst grund, er det i hvert fald ikke ulovligt at skralde:

”Justitsministeriet kan mere generelt oplyse, at det er almindelig antaget, at straffelovens §§ 276 og 277 om tyveri og ulovlig omgang med hittegods ikke finder anvendelse på tilegnelse af affald, hvortil ejendomsretten er opgivet, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 10. udgave, 2012, siderne 514 og 523.” 

Tilgengæld er det ulovligt at bryde de låste affaldscontainere op eller skralde fra affaldscontainere, som står på et låst område:

”Justitsministeriet skal yderligere henlede opmærksomheden på, at det er i strid med straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, at skaffe sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt område. Ligeledes skal Justitsministeriet henlede opmærksomheden på, at såfremt der ødelægges eller beskadiges genstande, vil dette kunne straffes efter straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk.”

Jeg er ikke selv Skralder, da jeg arbejder med forebyggelse af madspildet og ikke symptombehandling. Men jeg er ikke afvisende overfor at prøve det en dag. Det er interessant at stå i – bogstaveligt talt – affald op til begge knæ ude på Vestforbrændingen og analysere indholdet af danskernes husholdningsaffald til TV Avisen, Politiken eller en dokumentarfilm. Og jeg er ikke berøringsangst for at optræde på de bonede gulve i FN det ene dag og være op til begge ører i skrald dagen efter. Ikke desto mindre er det vigtigst at arbejde med forebyggelse for at forhindre, at al den gode mad netop havner i affaldscontaineren. Og her ved jeg, at dansk detailhandel er begyndt at gøre en stor indsats, bl.a. ved at sælge gode datovarer til nedsatte priser i stedet for at smide dem ud.  

I bund og grund, hvis supermarkederne een gang for alle vil af med Skraldere, så er der kun een ting at gøre: Sørge for at den gode mad bliver solgt, i stedet for at den havner i affaldscontainere.

Jeg har talt med detailhandlen og kan se, at de generelt anser Skraldere for et problem: supermarkedernes største problem med Skraldere ligger i al det affald, som bliver efterladt efter skraldeturene, og som supermarkederne må døje med. Og som i visse tilfælde ligefrem tiltrækker rotter. Supermarkederne er ret kede af at rydde op efter Skraldere, fordi det er besværligt og koster dyrt. Et andet problem opstår, hvis folk bliver syge af at spise den skraldede mad. For selvom maden i containeren lugter og smager godt, kan maden være inficeret med bakterier/mug/svamp, som man hverken kan lugte eller smage (og derfor er der også problematisk at give den skraldede mad til især fattige småbørnsfamilier). 

Da jeg talte med supermarkederne, mens jeg lavede researh til denne artikel, fik jeg dog en svag fornemmelse af, at supermarkederne i virkeligheden ikke ville have noget imod Skraldere, sålænge de bare skralder lovligt, med omtanke og rydder pænt op efter sig.

At overhælde den potentielt gode mad i affaldscontaineren med klorin, maling eller tis – i forsøget på at hindre Skraldere i at skralde mad – er ikke konstruktivt. Måske burde detailhandlen tage initiativ til dialog med Skralderne i stedet. Det har en Lidl butik allerede i kølvandet på Nettos ”Tisse-gate” gjort ved at opsætte sedler om, at Skraldere er velkomne til at skralde, såfremt de rydder op efter sig. Skralderne skal dog også selv gøre en indsats for at rydde op i egne rækker og oplære nybegyndere i, hvordan man skralder ansvarligt og rydder op efter sig.

Skraldere er ikke en forbipasserende subkultur – tværimod kommer der flere og flere Skraldere hver dag. Hermed har jeg i hvert fald opfordret parterne til konstruktiv dialog frem for fjendtlige arme over kors. Lad os gøre en indsats for den fredelig sameksistens – og i bedste fald hjælpe hinanden.

torsdag den 16. januar 2014

Politiken - Spis op eller betal en bøde

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Pisk eller gulerod: Danske restauranter er begyndt at uddele bøder, hvis gæsterne levner på deres tallerkener. Om dette er et godt tiltag mod madspild? Mjah, om man betaler bøde for at levne eller ej ændrer ikke, at maden stadig bliver smidt ud. Tværimod, bør man ikke appellere til kontrol af danskernes spisevaner – eller værre endnu – til at folk overspiser.

Der findes andre, meget mere fornuftige og kreative tiltag, som restauranterne kan tage i brug. Jeg opfordrer alle interesserede i at sprede ordet, så det når ud til danske cafeer, restauranter og storkøkkener (som ifølge tal fra Nordisk Råd årligt genererer 140.000 tons madspild). Der findes nemlig andre veje til mindre madspild, end at uddele bøder for levninger – veje, som vil gøre livet noget lettere for restaurantgæsterne.

Portionsstørrelser i Small, Medium og Large: flere af os kan ikke spise os igennem en tallerken fyldt med så megen mad, som man ofte får serveret på restauranten. Når jeg spiser ude, bestiller jeg konsekvent to forretter – een til forret og een til hovedret – da jeg ved, at jeg sjældent kan spise mig igennem både en forret og en hovedret. Dette frarøver mig naturligvis muligheden for at smage rettener på hovedretsmenuen. Så hvis nu restauranten kunne tilbyde portionsstørrelser i Small, Medium og Large til voksne, ville man selv kunne vælge maden i dén størelse, som man har appetit til. 

Seniormenuer er en anden rigtig god idé at indføre på cafeer og restauranter. På restauranterne findes der i dag børnemenuer, men man ser ikke ældremenuer. En femtedel af Danmarks befolkning er singler og seniorer – og især mange seniorer er småtspisende og har ikke brug for de store portioner. 

Det grå guld er en voksende del af danmarksbefolkningen. Mange seniorer har det ovenikøbet ekstra svært med ikke at kunne spise sig igennem de store portioner, da de måske har oplevet tider med knaphed på mad. At de automatisk er nødt til at levne på tallerkenen, gør der ekstra hjerteskærende for dem. Ældremenuer er ikke løsningen på hele problemet, men kan være en del af løsningen. Som restaurant kan man gøre meget for at gøre livet lettere for de ældre kunder.

Køb-per-vægt portioner er en almen praksis på restauranterne i bl.a. Sydamerika og er et godt værktøj til buffet’en, som ellers er noget af en madspildsfælde. Også herhjemme kan man i flere kantiner, bl.a. i Glostrup Hospitalets centralkøkkens kantine, købe portioner, som man vejer inden. Dette resulterer i at, man er tilbøjelig til kun at købe dét, som man kan spise. 

Mindre størrelse tallerkener kan også være en løsning. Ifølge flere fødevareeksperter er tallerkenstørrelsen de sidste 50 år vokset – for ikke at glemme at både indkøbskurve og indkøbsvogne i butikkerne også har fået vokseværk. Dette problem opleves især i USA, da ikke kun er portionsstørrelserne, der er blevet større, men også amerikanernes taljer, der vokser i samme takt.

Flere kantineforsøg herhjemme med mindre størrelser tallerkener har resulteret i ca. 30% mindre tallerkenspild. Det er et forsøg værd, hvis man er kantine eller restaurant. 

Doggybags er et amerikansk fænomen, som så småt kommer ind i den danske madkultur. Faktisk viser vores TNS Gallup undersøgelse for Stop Spild Af Mad, at over halvdelen af danskerne gerne vil bede om en doggybag på restauranter, såfremt tjeneren selv diskret tilbyder det.

Over 100 danske restauranter har i dag indført Stop Spild Af Mads og Unilevers gratis doggybags, så det går skam den rigtige vej. Jeg vil dog tilføje, at en doggybag ikke altid er optimalt, hvis man ikke kan bringe maden hjem i køleskabet i en fart efter restaurantbesøget. Slatne levninger i sommervarmen kan være en bakteriebombe.

Klog udnyttelse af maden kan være at koge fond på løg- og gulerodsskaller, lave pesto af broccolistilke, fremstille chips af kartoffelskraller, indføre nose-to-tail princippet og udnyttelse af hele dyret samt at turde at have nogle af sine retter udsolgt sidst på dagen. Det københavnske non-profit Spisehus Rub & Stub har allerede taget flere af disse metoder i daglig brug og tilbyder retter fremstillet af ”skæv” frugt og grønt, som ikke lige opfylder de kosmetiske krav hos butikkerne.

Den kloge restaurant, café eller kantine tager én eller flere af disse ovennævnte metoder i brug. Ikke for etikkens, klimaets eller de sultne børn i Afrikas skyld – men af en mere håndgribelig årsag: nemlig at få flere penge på bundlinjen. Erfaringer viser, at et storkøkken kan spare op til over en halv mio. kr. ved klogere udnyttelse af maden. Og jeg er sikker på, at ingen kok eller restauratør med respekt for sig selv ønsker at betale kassen for gode råvarer, der så bare gang på gang ender som levninger på gæsternes tallerkener.