tirsdag den 27. december 2011

Jyllands-Posten - Hysteri om datomærkning

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 27. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/27/hysteri-om-datomaerkning/


Mange af os kender til problemet: madvaren er gået et par dage over mindst holdbar til-datoen, og vi kan ikke lige huske, om det stadig er OK at spise madvaren. Så maden ryger i skraldespanden for en sikkerheds skyld.

Fødevareproducenterne fastsætter holdbarhedsdatoen på fødevaren ud fra flere sundhedsmæssige kriterier. Men ifølge flere kyndige fødevareeksperter kan der opstå en vis spekulation i disse holdbarhedsdatoer. For jo kortere dato-fristen er, desto hurtigere skal forbrugeren i butikken og købe noget nyt.

Undersøgelser viser, at mange forbrugere ikke kender forskel på betegnelserne ”mindst holdbar til” og ”sidste anvendelsesdato”. Dette forhold bidrager til en del madspild, da folk kommer til at smide mad ud, som i realiteten stadig godt kunne spises.

Fødevarestyrelsen oplyser, at “sidste anvendelsesdato” bruges for fødevarer, som mikrobiologisk er let fordærvelige – eksempelvis kød og æg – og som derfor efter en kort periode kan udgøre en umiddelbar risiko for menneskers sundhed. ”Mindst holdbar til” er derimod den dato, som bruges for fødevarer som eksempelvis kornprodukter, dåsemad, ris og pasta, hvortil producenten står inde for, at fødevaren har den rette kvalitet. Den dato-angivelse er derfor ikke nødvendigvis udtryk for, hvornår varen ikke længere er egnet til at spise.

Den daværende VK-regering appellerede i sommer til salg af fødevarer såsom pasta, ris, konserves mm., selvom disse har overskredet ”mindst holdbar til” datoen. I alle de andre europæiske lande er dette tilladt. Forslaget blev stemt ned af både fødevareproducenter og detailhandlen, som forståeligt nok var og er bekymret for, hvorvidt forbrugere selv er i stand til at vurdere, om maden er for gammel eller ej.

Men der findes en noget nemmere løsning på det. I Norge har flere fødevareproducenter forlænget datoen og for at mindske forvirringen erstattet betegnelsen ”mindst holdbar til” med en ny og mere international og forståelig definition: nemlig ”bedst før”. Dette har medvirket til en del mindre madspild, eftersom betegnelsen ”mindst holdbar til” i manges menneskers øjne er lig med ”giftigt efter”.

Flere relevante aktører herhjemme samt mange medlemmer af vores forbrugerbevægelse Stop Spild Af Mad synes godt om tiltaget. Derfor bør det undersøges nærmere, om den norske model også kan introduceres i Danmark.

Uanset hvordan sagen lander, skal vi altid huske på, at forbrugere har en stor magt – også på dette punkt. Jeg appellerer naturligvis på INGEN måde til, at folk skal spise fordærvet mad. Men det er altså ikke forbudt at bruge sine sanser og smage på og lugte til fødevaren. I dagens samfund har mange tabt fornemmelsen for mad og stoler kun blindt på, hvad der står skrevet på emballagen. Nogle mennesker har endda for vane at smide maden ud et par dage inden maden har passeret holdbarhedsdatoen.

Folk er hjerteligt velkomme til at gøre som de vil, men man skal samtidig huske på, at man ikke dør af at spise knækbrød, som er en uge for gammel. Smag, lugt og sans – det er ganske tilladt!

onsdag den 21. december 2011

Jyllands-Posten - Vi har stadig overskud

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 21. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/21/vi-har-stadig-overskud/


Soveposer, varmt tøj, huer, handsker og fire store paller med god overskudsmad blev i sidste uge kørt ud til Københavns hjemløse. Aktionen var blevet planlagt i månedsvis forinden og kulminerede i en tre timers velsmurt maskine af transport, logistik, frivillige og masser af velvilje. 3×34 Transport indsamlede sammen med os alle goderne og kørte det hele ud til Dansk Røde Kors’ herberg De Hjemløses Hus på Nørrebro i København.

Især i denne tid har mange hjemløse hårdt brug for varmt tøj, mad og soveposer. Forskellige sponsorer samt Johnny Reimar donerede maden og alt det øvrige. Jeg oplevede mange mennesker og virksomheder, der uden tøven tilbød at bidrage til arrangementet. Tak til jer!

I det hele taget oplever jeg (hvis jeg bare leder en smule) vilje til omstilling, vilje til at hjælpe vores medmennesker, vilje til at dele og vilje til at udnytte de ressourcer, som vi i forvejen har. Dette oplever jeg i mange samfundslag – alt fra unge studerende til ældre Hellerup-fruer. For nok ville nogle mene, at verden går under om præcis et år, den 21. december 2012 - men måske dét, der i virkeligheden går under, er vores forældede tankemønstre, som er fastlåste af egoistiske mekanismer og den udbredte stå-sig-selv-nærmest-attitude.

En dråbe i havet
Vores aktion var naturligvis kun en dråbe i havet, men ikke desto mindre gjorde netop dén dråbe så i det mindste en forskel for nogle af de socialt udsatte. Det er ikke første gang vi laver denne slags aktioner, og de spreder sig som ringe i vandet og har forårsaget flere donationer til danske herberger og varmestuer fra folk og firmaer, som har hørt eller læst om vores arbejde. Fordi velgørenhed faktisk virker selvforstærkende og inspirerende. Og den slags skal i øvrigt ikke nødvendigvis kun finde sted i Julen, og man behøver ikke at være en organisation for at gøre sådan noget - alle kan gøre en forskel for de svage.

Nogle vil sikkert mene, at myndighederne bør tage sig af de udsatte, når nu alle vi andre betaler de høje skatter som tilfældet er i Danmark. Og naturligvis kan man ikke tvinge sine medborgere at hjælpe deres medmennesker, da alle skal have lov til at gøre, hvad de har lyst til. Men heldigvis ER der tegn på mentalt, menneskeligt og socialt overskud i Danmark - også på trods af krisen. Overskud, som hvis det bliver brugt rigtigt, kan komme mange til gode.

Omstilling er i gang
Jeg tror, at en slags madrevolution er under opsejling. I den engelske Tesco-kædes butikker har man indført specielle afdelinger for fødevarer, som skal sælges samme dag, og som man kan købe til nedsat pris. I de lokale svenske ICA supermarkeder indsamler de overskudsmad til herberger og varmestuer. Og i København formidler Københavns Fødevarefællesskab gode økologiske fødevarer i alle størrelser til lave priser. Og flere sociale hjælpeorganisationer er ved at starte op.

For selvom verden pt. ligger hårdt underdrejet i en økonomisk krise af dommedags-dimensioner, selvom klimaforandringer og voksende global usikkerhed truer, og på trods af Mig Mig Mig Generationen, ER der en ny bevidsthed på vej. En ny mentalitet med plads til hjertevarme, omsorg og omtanke. Eller rettere: Man har da i hvert fald lov til at håbe på det.

Og selv gøre lidt for at hjælpe det hele lidt på vej.

Rigtig glædelig Jul!

mandag den 19. december 2011

Jyllands-Posten - Mig Mig Mig Generationen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 19. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/19/mig-mig-mig-generationen/


En ældre dame, måske 65, går på en overfyldt gade i Indre By, ulvetimen er på vej. Julegaveshopping sætter dagsordenen, folk med vilde blikke, tunge indkøbsposer, hyldest til overforbrug, materialismens ligegyldighed, stress, ingen overskud. En yngre mand tager hastige skridt og tackler den ældre dame. Hun protesterer. Og med rette. Men han er allerede på vej væk, dog vender han sig om og skælder hende ud. Højlydt. To gange. I hans optik var der hende, der gik i vejen. I hans optik har han ret til at gå ind i hende, da hun er bare en statist i hans tilværelse, en langsom brik, ligelyldig og ubetydelig.

Jeg observerer hele scenarie, da jeg er på vej hjem fra et møde. Pludselig skammer jeg mig. Over de væsener, som jeg er en del af. Over mennesker.

Det kan ikke være meningen, at vi mennesker, som er højintelligente og højt udviklede væsener, ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt. Det kan ikke være meningen, at vi fører krige med hinanden og forpester vores egen planet. Det kan ikke være meningen, at vi er så afstumpede og respektløse overfor vores ældre.

Men mangel på empati og hjertevarme dominerer samfundet. Hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-mentaliteten blomstrer. Og Mig Mig Mig Generationen afspejler sig i efterhånden alle samfundslag. De, som regnes for at være ”de seje” i dagens samfund, er ikke nødvendigvis dem, som prøver at forandre verden til det bedre. Og de, som uselvisk bidrager til at verden bliver et bedre sted, bliver latterliggjort og stemplet som ”de hellige” og ”de frelste”.

Da jeg var barn, var min første oplevelse med menneskets destruktive natur oplevet gennem en TV skærm. En nyhedsudsendelse om et olieudlip. Billeder viste strande, som var badet i olie. Fugle, indsmurt i olie, som langsomt døde. Fisk, som blev skyllet op på de sorte strande. Jeg blev ved med at betragte billederne, og med tårer i øjnene slog det mig: hvad ER det for en planet, jeg er havnet på? Hvorfor er her så megen ulykke? Hvorfor mishandler mennesker hinanden og naturen?

Så tror da pokker, at ingen tilnærmelsesvis intelligente, udenomjordiske livsformer (hvis de findes) har besøgt Jorden endnu. For hvis de i farten overså de store lysende ”DON’T GO THERE!”-neonskilte på vej mod Jorden og landede her, ville vi mennesker straks forvente, at de skulle være vores intergalaktiske skraldemænd og klare alle vores jordiske ulykker. Måske venter de med at besøge os, til vi selv har løst vores egne problemer.


Rumvæsen: ”Goddag, mennesker. Take me to your Leader.”

Mennesker: ”Velkommen til planeten Jorden. Vi mennesker er nogle destuktive væsener, som udtømmer planetens ressourcer, fører krige og er onde ved hinanden, går op i ligegyldige egocentrerede ting som status og materialisme, overbefolker planeten, smider god mad ud mens vores medmennesker sulter, står sig selv nærmest og forpester naturen. Har I øvrigt noget teknologi, som vi kan få? Kan I redde os? Har jeres planet mange ressourcer?”

Rumvæsen: ”Øhhh… ellers tak. Vi flyver igen. Farvel.”

tirsdag den 13. december 2011

Jyllands-Posten - En forbrugerrevolution er i gang

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


I virkeligheden er det simpel logik: Jo mere mad vi forbrugere smider ud, desto flere penge skal vi bruge på mad, desto mere mad skal vi ud og købe i supermarkederne, og desto mere mad skal fødevareproducenterne fremstille. Det er en ond cirkel af uhensigtsmæssige forhold.

Men hvorfor er der egentligt vigtigt at undgå madspild? Hvorfor kan vi ikke bare fortsætte med at smide mad ud, som vi plejer – og især her i Julen, hvor vi har knoklet hele året og vil have lov til at frådse? Hvorfor skal der altid være nogen, der skal fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv? Sådan lød reaktionerne på min sidste blogindlæg, som skabte en del debat og sågar blev citeret i andre aviser.

Og lad mig slå een ting fast: vores frivillige interesseorganisation Stop Spild Af Mad er ikke noget selvbestaltet madspildspoliti. Vi appellerer til større omtanke – ikke til løftede pegefingre eller dyrkelse af smålighed og fattigdomskultur. Folk skal selvsagt leve deres liv, som de har lyst – og hvis nogle mennesker har en brændende trang til at smide mad (og derved deres egne penge) i skraldespanden – så værsgo!

Undersøgelser viser at der er flere og flere mennesker, som gennem de sidste tre år er blevet opmærksomme på madspild. Stedse flere er begyndt at indse konsekvenserne ved at smide god mad ud. Mange er begyndt aktivt at mindske deres madspild – nationalt såvel som i udlandet giver vores organisations arbejde genlyd.

Madspild er først og fremmest spild af gode ressourcer. Dyr, som dør til ingen verdens nytte. Skovarealer, som bliver fældet for at efterleve det store behov, som madspildet skaber. Landbrugets arbejde, som går til spilde. Enorme mængder emballage, som smides ud. Klimaet, som bliver påvirket ved øget CO2-udslip pga. påvirkning fra produktionen, transporten og madens bortskaffelse. Alle de mange tal og fakta på madspild kan man finde her - det er interessant læsning, hvis man ønsker at blive klogere på enmet, før man drager sine egne konklusioner.

Som forbruger har man en enorm magt til at forandre dette. Som forbruger har man magt til at købe kun dét, man har brug for – og bruge dét, man køber. Som forbruger har man lov til at tænke selv – i stedet for at blive jaget rundt i manegen mellem supermarkedernes overfyldte hylder med farverige reklamer og mængdetilbud.

Flere og flere forbrugere vågner op og indser dette. En forbrugerrevolution er i gang. Og den er ustoppelig.

Husk det er DIG, der har kontrol over dine indkøb – det er ikke dine indkøb, der har kontrol over dig. Du bestemmer selv.

torsdag den 8. december 2011

Jyllands-Posten - Julens madsvin og forkrampede traditioner

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Julen. Sæson for overtrukne konti. Sæson for gaveræset, stress, for mange drinks til julefrokosten, for mange kilo på sidebenene, for meget tid med svigermor og for store indkøbsvogne. Sæson for madspild. Landbrug & Fødevarer siger, at danske husholdninger i december smider mad ud for 1,53 mia. kr. – eller ca. 1.000 kr per gennemsnitsfamilie. Vi madsviner i Julen, og vi skylder skylden på traditionerne. For det er Jul, det er cool – og nu skal der godt nok frådses.

Men hvorfor? Hvorfor køber vi os i armod i overdådig julemad, som vi alligevel ender med at smide ud? Hvorfor skal julebordet bugne af flæskesteg, sylte og sild i alle afskygninger, når vi alligevel ender med ikke at spise det op? Hvorfor skal vi leve op til de urealistiske forventinger, at der absolut skal være mindst fem slags sild og otte slags ost? Hvorfor skal vi absolut vise, at vi har mad nok, selvom at denne tradition hører til efterkrigstiden og ikke i et samfund anno 2011? Hvorfor skal vi absolut frådse – i stedet for at nøjes?

En af mine gode blog-læsere, Rita Simonsen fra 7362 Hampen, skrev for nylig:

”Har lige været til julefrokost - og sikke da en madspild. Jo, der blev en hel sort sæk fyldt med sild og div. tilbehør, steg, and, flæskesteg med tilbehør, risengrødsaftsovs, frugt og div. - alt i en hel sort sæk. Tænkte da godt nok at der kunne da godt have gået noget med hjem til vi andre, men nej.”

I denne højsæson for madfrådseri lancerede vores organisation i mandags oplysningskampagnen ”Undgå madspild i Julen” i samarbejde med Suhrs Madakademiet. Kampagnen har fået positiv modtagelse i landsdækkende aviser, radio og blandt befolkningen. Mange har fået øjnene op for Julens madfrådseri.

Vores vigtigste budskaber er: Lig ikke under for traditionens forventninger – dit julebord behøver ikke ligne et overflødighedshorn. Lad være med at stille al julemaden frem på bordet på een gang. Køb hellere kvalitet frem for kvantitet. Planlæg Julens mad – og brug resterne i dagene efter Julen.

Julen er tiden, hvor forventningerne er skuet op, præsset er enormt, og traditionen påbyder frådseri. Men bør vi leve med det? Er det traditionen, der bestemmer over os – eller er det egentligt os, der bør bestemme over traditionen?

mandag den 5. december 2011

Jyllands-Posten - Forkælede opkæftere i Julens slaraffenland: kom op af sofaen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


I sommer igangsatte jeg en aktion, hvor 14 tons god overskudsmad blev videreformidlet til tre Dansk Røde Kors asylcentre. Sidste uge var jeg i TV med opråb om at folk og firmaer bør donere overskudsmad og tøj til varmestuer og herberger. Lige nu arbejder jeg med planlægning af en større juleaktion, hvor en del frivillige og undertegnede hjælper Københavns hjemløse. Arbejdet er selvsagt frivilligt - fordi jeg mener, at man som menneske har en forpligtelse til at hjælpe de svagt stillede.

På det seneste er fattigdomsdebatten og hvorvidt er der fattige eller ej i Danmark eksploderet - til stor ærgrelse for mange hjælpeorganisationer, som især i juletiden har hårdt brug for hjælp og donationer. Men i mine øjne er det at sløre fokus, når politikere skændes om, hvorvidt der er fattige eller ej i Danmark. Problemet er ikke, at man kun kan defineres som ”fattig”, hvis man opfylder OECDs kriterier eller diverse fattigdomsbetegnelser. Sagen handler ikke om, hvorvidt Danmarks fattige kan sammenlignes med fattige i andre lande eller ej. Diskussionen er ikke et slagsmål mellem højreorienteret og venstreorienteret optik.

Det handler derimod om, at der findes så mange forkælede opkæftere i Julens slaraffenland, som sidder i deres varme hjem bag computerskærmen og bare kæfter op om problemet. På den ene og på den anden side. Bla, blah, blah. Men uden selv at gøre eller være parat til at gøre noget som helst aktivt for at hjælpe de socialt udsatte. Og altimens er der fattige og hjemløse i Danmark, med hver deres behov for hjælp, hver deres problemer og hver deres menneskelige ulykke.

På Stop Spild Af Mad’s hjemmeside oprettede vi for tre år siden en liste over varmestuer, herberger, kvindehjem og forsorgshjem for de socialt udsatte med henblik på donationer af overskudsmad og andre gode sager. Denne oversigt bliver benyttet flittigt af borgere såvel som firmaer og organisationer. Og alle kan være med til at hjælpe.

Jeg ved godt, at førnævnte 14 tons overskudsmad til tre asylcentre er kun er en dråbe i havet. Men det er en vigtig dråbe. Jeg ved også, at der er fattige folk i Danmark som for eks. Jørgen Tønnesen, en af brugerne af varmestuen i Næstved, som tidligere var nødt til at finde mad i affaldscontaineren. Og jeg ved, at man kan gøre en positiv forskel for dem.

Derfor opfordrer jeg til at man lægger fattigdomsdebattens akademiske, videnskabelige, intellektuelle og teoretiske sniksnak til side for en stund.

Og i stedet kommer op af sofaen, samler nogle gode overskudsting sammen, kontakter det nærmeste herberg og begynder at hjælpe de udsatte med dét, man nu kan. For opkæftning og tom snak hjælper dem ikke. Det eneste, der hjælper, er reel handling.

torsdag den 1. december 2011

Jyllands-Posten - Forbrugerzombier i livets Hamsterhjul

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Lad os for en stund stoppe op og rette røntgenblikket mod vores eget liv. Eller rettere sagt: lad os se på Hamsterhjulet. Allerede fra fødslen af bliver vi indoktrineret med glæden ved at få dækket de materialistiske behov, ved store julegaver og ved alverdens designer-legetøj. I skolen og gymnasiet begynder statusræset for alvor, hvor de unge er nødt til at være med på forbrugersamfundets seneste trends og imponere klassekammeraterne med de nyeste iPhones og Burberry bling-bling.

Vi fortsætter i Hamsterhjulet i det voksne liv, hvor vi ikke alene er storforbrugere af ting men også af mennesker. Netdating-junkies skifter nye bekendskaber oftere end Helle Thorning erstatter sine håndtasker, og net-generationen har ikke længere tid til at fordybe sig, da man bare kan få en ny ven på Facebook og sætte den gamle på ”skjul” listen.

Fordybelse. Det har vi ikke længere tid til i dag. Vi har ikke tid til at lytte – vi afventer derimod at det bliver vores tur at snakke igen. Og således fortsætter livets Hamsterhjul med statusræs, designerbørn, madspild, shopping, wellness, samtalekøkkener, alverdens designer-grydelapper, designer-hundekurve og designer-toiletbrætter mens materialismens brug-og-smid-væk mantra hvisker i baghovedet: forbrug, forbrug, forbruuuuuug! Og hvad kan man ellers forvente når selveste vores hovedstad hedder KØBENhavn?

Selvsagt er jeg tilhænger af de frie markedskræfter og af balanceret og ansvarlig kapitalisme. Og jeg anerkender, at det – i et velfungerende, oplyst og socialt fintmasket demokrati som vores – jo i yderste konsekvens netop er individets ret at bruge sin penge, som han/hun lyster. Og at det følgelig også er vores grundlovssikrede ret og fundamentale, personlige frihed at afholde forbrugsfest i statussymboler.

Men det er altså ikke forbudt at standse op i ny og næ og spørge sig selv om man nu også har brug for alle de forbrugsgoder. Eller om man isoleret set bliver et lykkeligere menneske af at shoppe.

Lad mig i al venlighed foreslå en forbrugerrevolution.

Nemlig at vi sætter OPbrug på dagsordenen i stedet for FORbrug. At vi indser, at vi alle - uanset social status – har et ansvar overfor denne planet. Så derfor: Forbrug – så længe du bruger tingene op. Køb nyt tøj – så længe du afleverer dit gamle til genbrug. Vær rig – så længe du ikke frådser. Køb kvalitet - frem for kvantitet.

For vækst i samfundet er godt – og nødvendigt – sålænge det er en sund vækst med plads til omtanke.

I min fælles kronik med daværende Miljøminister Karen Ellemann (V), påpeger jeg - og det vil jeg gøre igen her - at vi har alle et ansvar, et ansvar som ”de andre” ikke kan klare for os. Det er vores egen personlige ansvar at vågne op og revidere vores liv og vores forbrug. For vi mennesker er skabt til noget større, end at være passive forbrugerzombier i livets evindelige Hamsterhjul.

tirsdag den 29. november 2011

Jyllands-Posten - Vi benægter vores madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 29. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/29/vi-benaegter-vores-madspild/


Om end de fleste danskerne støtter tankegangen om ikke at smide god mad i skraldespanden, vil de færreste af os indrømme, at vi smider mad ud. Ifølge Landbrug & Fødevarer madspilder vi danske forbrugere for 16 mia. kr. om året. Alligevel svarer 48% af os, at vi næsten intet mad smider ud. Dette misforhold tyder på, at mange af os ikke ser os selv som madspildere. Og denne problematik gør det sværere for folk at undgå madspild, da der mangler basal viden om, hvad madspild er.

Da jeg for nylig med en række fagfolk deltog i et større møde omhandlende madspild, levnede mange deltagere efter frokosten en del gode madrester på deres tallerkener. Da jeg venligt gjorde opmærksom på det lidt ironiske forhold, svarede de fleste, at de ikke opfattede det som madspild at levne endeskiver af brød, skiver af grøn peber, salatblade, karse og persille.

Straks efter kastede jeg og vores organisation os ud i en ny kampagne, Madspild.net, hvori vores madekspert og kogebogsforfatter Nethe Plenge, oplyser hvad madspild egentligt er. Kampagnen har fået god modtagelse i pressen og blandt befolkningen, og mange er blevet klogere på, hvad madspild er. Men hvad er det, der gør, at vi ikke opfatter de yderste salatblade og enden af agurken som madspild, selvom begge intet fejler, når vi smider dem ud? Og hvorfor har vi en tendens til at åbne den nyeste yoghurt først, selvom vi allerede har een åben bagerst i køleskabet?

Problemet har generelt rødder i både brug-og-smid-væk-kulturen, vores madkultur, opdragelsen og et par generationskløfter. De ældre mennesker smider generelt mindre mad ud end de unge. Bymennesker smider mere mad ud end dem, som bor på landet. Og jyder har – ifølge erfaringer fra vores organisation – en tendens til at være mere sparsommelige end københavnere.

I min kronik med den fhv. fødevareminister Henrik Høegh (V) påpeger vi, at ansvaret ligger ikke kun hos forbrugere, men også hos produktionen, detailhandlen og landbruget. Men forbrugere, som er slutbrugere i madspilds-kæden, spiller også en afgørende rolle.

I udlandet ser man eksempler på bevist madspild forårsaget af forbrugernes vaner: på min ferie i Portugal ”spionerede” jeg rundt i supermarkederne og fandt en del brød på hylderne, som sælges uden skorpe. Efter en snak med lokale portugisere fandt jeg ud af, at problemet ligger i deres madkultur - de færreste af dem gider at spise skorpen. Mange brødproducenter smider derfor skorpen ud – uden så meget som at overveje, om den kunne anvendes i eksempelvis dyrefoder. Et ærgerligt madspild i et ellers fattigt land.

Vi snyder kun os selv og vores pengepung ved ikke at være opmærksomme en ekstra gang, inden vi kyler endeskiven af brødet i skraldespanden eller åbner den nyeste mælk uden først at opbruge den ældste. Med andre ord handler det om vanetænkning og brug-og-smid-væk-mentalitet, som vi som forbrugere bør arbejde med.

mandag den 28. november 2011

Politiken - Hvorfor er madspild ikke på COP17's dagsorden?

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Madspild bidrager til 14 procent af den globale opvarmning, fylder stedse mere og mere i den offentlige debat og er en af de centrale brikker i spillet om fremtidens fordeling af Jordens ressourser.

Dog eksisterer madspild ikke som emne på COP17’s menu.

Dengang i det tilsneede København i slutningen af 2009, blandt kampklædte politikorps, blankpolerede Sercet Service biler, håbefulde demonstranter, hjerteskærende klimasange og alverdens presseøjne rettet mod vores lille andedam – dengang var der håb.

Der var ingen Planet B. Der var vilje til at redde skibet Jorden, som var - og er - ved at synke mellem de smeltende isbjerge. Langsomt blev håbet taget fra os, og luften fra det varme klimaballon sev ud.

Enden på COP15 – Copenhagen Accord – var ét stort antiklimaks. God tur hjem.

Selv talte jeg på de to største konferencer i forbindelse med COP15, og det gennemgående tema, jeg observerede, var 'uenighed'. Det eneste, folk var enige om, var, at noget måtte gøres, inden det blev for sent, inden Shit Hits The Fan.

To år er gået. Selv Danmark er begyndt at mærke klimaforandringerne – alene sommerens monsterskybrud forårsagede 61.000 skadesanmeldelser. Australiens landbrug lider under klimaforandringerne, Thailand oplever massive oversvømmelser, og Østafrikas tørke endte i den værste sultkatastrofe i 60 år.

Det International Energiagentur's (IEA) nye rapport peger på, at vi skal handle hurtigt, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

Og det pynter ikke på billedet, når EU opgiver at få USA og Kina m.fl. til at udlede færre drivhusgasser før 2020 for at tage hensyn til globaliseringen og den økonomiske vækst i fx. BRIK-landene.

Forskere mener, at denne udsættelse vil medføre alvorlige konsekvenser for klimaforandringerne. Set i dén optik bliver COP17 blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.

Én ting står klart: hvis alverdens politikere ikke bliver enige om handling, må vi, borgerne, handle. Vi har ikke tid til at vente på COP17, COP18, COP19 osv. og på, at 'de andre' tager sig af det. Derfor opstår der flere og flere NGO’er, borgerinitiativer og bevægelser, som for alvor begynder at arbejde med klimaproblemerne.

At undgå madspild spiller ikke en afgørende rolle i mindskning af den globale opvarmning – men det spiller en rolle. Det fører til større ansvarsbevisthed. Det er med til at få folk til at indse, at vores handlinger påvirker verden, og at vi har magt til at forandre tingene.

En forandring er i gang, men ikke på grund af diverse Klimatopmøder eller regeringens løftede pegefingre. Der sker en mentalitetsforandring. En forandring, som bl.a. rodfæster sig i opgør mod brug-og-smid-væk kulturen, øget afstandtagen fra blind jagt på materialisme, større ønske om at bidrage til en bedre planet samt forargelsen over at være vidne til det store madspild i verden, hvor så mange mangler mad.

En forandring, som giver genklang i alle samfundets lag. En forbrugerrevolution, som er begyndt.

torsdag den 24. november 2011

Jyllands-Posten - Sejr i kampen mod udsmid af fisk

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Både Jyllands-Posten, Greenpeace, den engelske kok Hugh Fearnley-Whittingstall samt vores organisation har slået hårdt og længe på tromme: det skal være slut med det omfattende udsmid af fisk i de europæiske farvande.

Problemet ligger i EU’s fiskeripolitik: det skønnes, at fiskerne i Europa smider op til 60% af fangsterne tilbage i havet alt efter arten af fiskeriet. Det skyldes for eksempel, at fiskerne er løbet tør for kvoter, eller at fiskene er under EU’s mindstemål. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) vil nu for alvor sætte en stopper for dette store spild og planlægger sammen med sine nordiske kollegaer et forbud mod udsmid af fisk i Skagerrak.

Det er en god start - og det er på tide.

Alene i Nordsøen estimeres det, at der hvert år bliver smidt omkring 500.000 ton fisk tilbage i havet, hvoraf de færreste overlever. EU selv anslår, at omkring 70% af de europæiske fiskebestande er overfisket i øjeblikket.

Ironisk nok: EU’s fiskeripolitik tvinger fiskerne til at smide de fisk ud igen, som er for små, eller som ikke lige opfylder kravene. Nogle fiskere overmaler endda spiselige fisk med maling og omdanner dem til minkfoder for at holde priserne nede og sikre sig en minimumsindtægt på lønkontoen.

Det store udsmid af fisk er ikke alene spid af god mad, men medvirker også til ødelæggelsen af havets biodiversitet, flora og fauna. Og nu når EU for alvor skal til at begynde at kæmpe mod madspild, er det simpelthen ikke nok kun at lave en farverig EU-kampagne mod madspild og tvære ansvaret over på forbrugerne.

Ja, vi forbrugere har absolut i dén grad også et ansvar overfor det store madspild - men problematikken skal angribes fra alle sider - og horisonten bør derfor udvides. Derfor hilser vores organisation Fødevareminister Mette Gjerskovs nye tiltag velkommen. Vi håber, at det vil medvirke til at få hele EU-appareret skubbet i den rigtige retning.

Når det så er sagt, bør der også kigges på hele markedsstrukturen, som tvinger os danskere, som er en fiskerination med masser af egne fisk, til at importere fisk fra f.eks. Vietnam eller Sydafrika. Men det er en hel anden snak.

mandag den 21. november 2011

Jyllands-Posten - 7 milliarder munde at mætte

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 21. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/21/7-milliarder-munde-at-maette/


Lige om lidt slår Klimatopmødet COP17 dørene op i Durban i Sydafrika. Diskussionerne vil omhandle klodens tilstand og hvordan vi kan redde skibet Jorden, der er godt på vej til at synke blandt de smeltende isbjerge. Madspild - som bidrager til den globale opvarmning og spiller en af de afgørende roller i kampen om fremtidens fødevareforsyning - ser ikke ud til at være på COP17s menu.

Vi er lige blevet 7 mia. mennesker på Jorden. På FN’s konference SAVE FOOD, som jeg talte på i Düsseldorf i maj, blev der lagt nye fakta på bordet: ca. 1 mia. ud af de 7 mia. mennesker sulter – men alligevel bliver der kloden rundt produceret madspild, som kunne brødføde 3 mia. mennesker. Men hvad mere tankevækkende er: i det sultende Afrika sker der madspild, som alternativt kunne brødføde 48 mio. mennesker – vel og mærke bl.a. korn, som på grund af mangel på infrastruktur, rådner op på markene. Med andre ord: mens der i de vestlige lande forekommer madspild primært i detailhandlen og hos forbrugere – ja, så spilder udviklingslandene mad i produktionsledet og lige efter høsten.

Min søde bedstemor sagde altid, at jeg skulle spise op og tænke på de sultne børn i Afrika. En sympatisk tanke, jo – men vi kan reelt ikke sende vores madrester til Afrika. Hvad vi derimod kan gøre er at appellere til og bidrage til infrastrukturændringer i u-landene og tilskynde dem til at være selvforsynende - men det er en større kabale, som skal gå op. I 2050 bliver vi 9 mia. mennesker på Jorden. Hvis alle munde skal mættes til den tid, skal der produceres 70% mere mad, end der gør i dag. Så medmindre at verden vil skære drastisk ned på det globale madspild og vi lærer at udnytte den mad, som allerede er produceret - eller at der kommer højteknologiske løsninger på den stigende fødevaremangel, så er vi med andre ord fucked. FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon påpegede fornyligt at hvis vi ikke gør noget drastisk, kan det betyde en katastrofe for kloden.

Nogle eksperter påpeger, at djævlen ikke lurer i befolknings-problematikken, men derimod i overforbruget i de udviklede lande. En rapport fra PLoS ONE og forskeren Paul Murtaugh fra Oregon State University siger at hvert nyt barn, der fødes i dag i USA, gennem generationerne vil afsætte et CO2-aftryk, som er 7 gange større end et nyfødt barn i Kina, 55 gange større end et nyt indisk barn og 86 gange større end et nyfødt nigeriansk barn. I selvsamme land er madspild per indbygger steget med 50% siden 1974. Sagt med andre ord, kan vestlige landes (over)forbrug, hvis udviklingen vender, i teorien bidrage til bedre fordeling af jordens ressourcer overfor udviklingslandene. Men igen er det en kabale, der skal gå op. For hvad med alle de mange jobs i u-landene, som bliver berørt af den vestlige nedskæring på forbruget? Hvad gør en fattig fisker i Sydafrika, hvis de europæiske forbrugere pludeslig vågner op og begynder kun at købe de europæiske fisk? Og hvad nu hvis vi begynder at plukke vores egne danske æbler, i stedet for at købe æbler fra Chile? Eller begynder at reparere vores fjernsyn i stedet for at købe nye?

Og måske er det for sent at vende udvilkingen. Måske står vi overfor et ”Shit Hits The Fan”-fremtidsscenarie med global mangel på fødevarer, klimaforandringer i dommedagsproportioner, omtaffende økonomiske kriser og mangel på ressourcer.

Og måske er COP17, COP18, COP19, osv, blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.

fredag den 18. november 2011

Jyllands-Posten - Enlige straffes med madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 17. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/17/enlige-straffes-med-madspild/


Forleden kom vores nabo, en sød enlig, ældre dame og bankede på vores dør. Hun skulle ud og rejse og takket være hendes indbyggede stop-spild-af-mad tankegang og snusfornuft ville hun ikke lade gode brød, ost, tomater og agurker gå til spilde. Jeg tog med glæde imod, og siden hen har vi etableret en dele-ordning – laver min kæreste og jeg en stor kage, får hun et godt stykke, og vi overtager hendes madvarer, hvis hun har købt mere, end hun kan nå at få spist.

Landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer estimerer, at singler smider 100 kg spiselig mad ud på et år. Det er en udfordring at være en del af Danmarks 1,5 mio. singler og enlige, da de fleste forpakninger, størrelser og tilbud i butikkerne er rettet mod storfamilier (bortset fra Rema 1000, som for 3 år siden, med inspiration fra vores organisation Stop Spild Af Mad, indførte styk-rabatter). Hvis man ikke tænker sig godt om og ikke er vant til at portionsopdele og fryse, kan man som enlig risikere et stort madspild. Med andre ord, bliver man nærmest straffet som enlig. Og dette er en problematik, som den danske detailhandel har et ansvar for at tage op.

Føromtale Rema 1000 har fornylig indført vægtafregning på udvalgte grøntsager - noget, der fik en positiv modtagelse blandt mange enlige. Hvis man ikke har brug for et stort selleri, kan man nu nøjes med et lille, og vægten bestemmer prisen. I de fleste andre lande i Europa køber man frugt og grønt efter vægt og ikke efter styk. Kun i dansk detailhandel har man uskrevne regler om, at et salathoved skal veje 350 gram og et æble skal være 7,5 cm i diameter. Naturen kan ikke automatisk følge med, for man ikke bare kan trykke på en knap på marken, hvorefter alle grøntsager og frugter får en given størrelse. De samme uskrevne regler dikterer, at supermarkederne kun sælger lige agurker, selvom EU’s udskældte forbud mod at sælge krumme agurker blev afskaffet for en del år siden.

Naturligvis er der praktiske foranstaltninger at tage hensyn til – eksempelvis emballage. Det er nemmere at putte film på agurkerne, når de ikke krummer, og de lige agurker er lettere at pakke og transportere. Og hvad med den ekstra emballage, som kræves, hvis fødevareforpakningerne bliver mindre? Dog påpeger en ny rapport fra Nordisk Ministerråd, at den samlede miljømæssige belastning mindskes, fordi effekten af mindre madspild langt overgår den miljømæssige belastning fra den øgede mængde emballage. I så fald bør producenterne også kaste blikket på en mere bæredygtig emballage, som evt. kan genlukkes.

Der er med andre ord mange muligheder og mange udfordringer for den danske detailhandel og de danske fødevareproducenter. Og naturligvis skal der være plads til storfamilier, som benytter sig af mængdetilbud og store forpakninger. Men der bør også være plads til 1,5 mio. enlige samt os små husstande i de danske supermarkeder.

Problematikken blev i øvrigt også berørt på ”Bonn2011 Nexus” konferencen i Bonn i går, hvor jeg selv var blandt talerne. Så også EU har fokus på det stigende behov fra enlige, og jeg håber, at dansk detailhandel går aktivt ind i løsningerne på problemet. 

Altinget.dk | Fødevarer - Opsæt nationale mål for reduktion af madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Altinget.dk | Fødevarer den 16. november 2011 -
http://www.altinget.dk/foedevarer/artikel/opsaet-nationale-maal-for-reduktion-af-madspild


Meget tyder på, at den nye regering ifølge regeringsgrundlaget lægger an til den hidtil største grønne indsats nogensinde. Den kommer til at berøre alt fra industrien, landbruget til økologien og vores madkultur. Men når der på Christiansborg snakkes madkultur, må vi venligt minde også om bjergene af madspild, som årligt løber op i 540.000 tons spiselig mad. De bjerge må og skal formindskes. Danmarks nye fødevareminister Mette Gjerskov har allerede vist god velvilje til at fremme områder som økologi. Nu er det på tide også at få madspild på banen.

Mere struktur, tak
Tidl. miljøminister Karen Ellemann (V) samt tidl. fødevareminister Henrik Høegh (V), som vores organisation begge samarbejdede med, var begyndt at sætte fokus på madspild. Forebyggelse af madspild kom på finansloven, der blev igangsat en kampagne om affaldsforebyggelse og madspild og afholdt en konference, som belyste landbrugets skjulte madspild. Det udgjorde en god start. Men gode intentioner skal også oversættes til handling og handling skal sættes i system. Også EU og FN sætter nu madspild på dagsordenen, og vores organisation har indgået flere internationale alliancer med henblik på fremtidig samarbejde.

Men dét, vi savner på området, er strukturering. Naturligvis gælder alle indsatser mod madspild - store såvel som små. Men alle de gode indsatser mangler en overordnet struktur, en standardisering, som bør gøre det nemmere for fødevareproducenter, detailhandlen, kantiner og storkøkkener, forbrugere og andre aktører at undgå madspild. Om man bør lægge vægt på det økonomiske aspekt, det miljømæssige eller det moralske er ikke det springende punkt - det vigtigste er at etablere en platform eller et system, som gennem formidling, teknologi og andre midler vil hjælpe alle aktører til at mindske madspild.

Flere aspekter og bindende mål
Forbrugerne har ofte tendens til at dæmonisere detailhandlen, som anses for at være den primære skurk i madspildet. Pressemæssigt er detailhandlens madspild en lækkerbidsken, da billeder af overfyldte affaldscontainere altid skaber store overskrifter. Men det er vigtigt at se flere aspekter i madspild, da madspildet ikke kun findes hos detailhandlen - men også hos fødevareproducenter, kantiner og storkøkkener samt i de private husholdninger. Problematikken skal angribes fra flere sider, og horisonten bør derfor udvides.

Det mest optimale vil være at fastsætte nogle bindende nationale mål for reduktion af madspild. Vores nabo Sverige har som mål at reducere den samlede mængde madaffald med 20% inden 2015. Den samlede samfundsøkonomiske gevinst beregnes til at blive 11-23 mia. SEK. EU pønser nu også på lignende tiltag. Det kunne være flot, om Danmark følger trop og også arbejder på at fastsætte nogle nationale bindende mål på reduktion af madspild.

Vi byder derfor den nye fødevareminister Mette Gjerskov velkommen i din vigtige stol med opfordringen til at sætte stort, vedvarende og forpligtende aftryk på kampen mod madspild - og ikke mindst alle madspildets aspekter. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad tilbyder et stærkt samarbejde samt viden og ekspertise inden for området.

mandag den 14. november 2011

Jyllands-Posten - Madspild på menuen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 14. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/14/madspild-paa-menuen/


Hvordan kan det være at vi, et samfund med så stor bevidsthed om bæredygtighed og vilje til grøn omstilling, har et madspild på 16 mia. kr. om året? Hvordan kan det være, at vi planter frugttræer i haven for at bidrage til et bedre klima, men ikke gider plukke egne æbler - og ender med i butikker at købe æbler, som blev transporteret oftest fra den anden side af kloden? Hvordan kan det være at vores ellers grønne og bæredygtige Danmark har EU-rekord i skrald og ifølge WWF er placeret på 3. pladsen over de mest ressourceforbrugende lande i verden?

De seneste tre år er madspild og opgør mod brug-og-smid-væk kulturen for alvor kommet i fokus. Og ikke mindst på grund af stor indsats fra vores frivillige organisation, Stop Spild Af Mad. Og det er naturligvis fint, at både pressen, politikere og befolkningen er begyndt at sætte madspild på menuen, eftersom debat om madspild skaber fokus på problemet i praksis. Men ord skal føre til handling, og handling skal føre til løsning på problemet. For hvad nytter det, at familien Danmark forarges over TV indslag om supermarkedernes fyldte containere, hvis familien - når TV’et atter slukkes - glemmer at lægge den sidste rest fra aftensmaden i fryseren?

Selvsagt skal ingen af os agere selvudnævnt “madspildspoliti”, eftersom ingen af os er fejlfri - og deriblandt ej heller undertegnede. En sjældent gang må selv jeg, der arbejder så brændende på sagen, smide mad ud, hvis den eksempelvis er brændt på. Men jeg gør alt for at undgå det, fordi det ellers er ressourcespild. Fordi det er penge ud af vinduet. Fordi jeg er for nærig til at smide noget ud, jeg møjsommeligt har betalt for. Og fordi man skal tage sin egen medicin og være den forandring man ønsker at se i verden.

For hvad nytter det at pege fingre af de “andre”, hvis ikke man selv yder en indsats? Mindre madspild kan man ikke “betale sig fra” med et månedligt girokort - her kræves handling. Om man mindsker madspildet for klimaets eller for etikkens skyld er sådan set underordnet - så længe man gør noget aktivt, så længe man forsøger. For i sidste ende er det jo ens egne penge, man smider i skraldespanden.

Madspild kom atter på medie-menuen i ugen, der gik - se eller gense “Spis skraldet” på DR2 med bl.a. Brødrene Price, Thomas Rode og Stop Spild Af Mad. Og EU’s politikere slap heller ikke uden tiltale - jeg talte således på konferencen ‘Combating Food Waste the in EU’ i Bruxelles i sidste uge. Og spredte i øvrigt budskabet til 40 mio. lyttere på BBC News. Jo, fokus på madspild er kommet for at blive.