onsdag den 16. november 2022

Frederiksborg Amts Avis m.fl. - Ekstra hjælp til julehjælp

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Frederiksborg Amts Avis, Sjællandske Næstved, Nordvestnyt Kalundborg, Nordvestnyt Holbæk/Odsherred, Dagbladet Køge, Dagbladet Roskilde, Dagbladet Ringsted og Sjællandske Slagelse den 14. november 2022 -


Det er blevet ekstra dyrt at være dansker. 1 ud af 5 danskere siger, at de er bekymrede over, om deres husstand har råd til at købe den nødvendige mængde mad eller må gå hårdt på kompromis med valget af madvarer den kommende tid, viser den seneste undersøgelse af YouGov for Nordea og Stop Spild Af Mad.

6 % af danskerne svarer, at de har søgt gratis madhjælp inden for det seneste halve år – og 13 % af svarer, at de overvejer eller forventer at søge gratis madhjælp fremover. Flere velgørende danske nødhjælpsorganisationer fortæller til os, at i år bliver der rift om julehjælp pga. inflation og stigende priser.

Fødevarepriserne er ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik steget med 16,5 % siden samme tid sidste år – og nu skal en børnefamilie af med op mod 46.000 kroner mere for samme varer og tjenester som for et år siden, skriver Finans.dk.

Hjælp til julehjælp
Der er heldigvis hjælp at hente. Vores landsdækkende portal til donation og modtagelse af overskudsmad, GratisMad.dk har allerede opnået over en kvart million besøg og gør det nemmere og hurtigere for madfattige danskere at modtage god, gratis overskudsmad i deres lokalområder.

GratisMad.dk består af en lettilgængelig gratis digital portal på mobil og web, som gør det nemt for danskere i madfattigdom – dvs. fattige familier, hjemløse og andre socialt udsatte – at få nem og hurtig adgang til gratis lokal overskudsmad, over hele landet og på en værdig måde.

Portalen GratisMad.dk bruges også til, at flere lokale donorer af overskudsmad, fx. fødevareproducenter, supermarkeder, grossister og lignende let kan komme i direkte kontakt med lokale aftagere, såsom væresteder, herberger, velgørende organisationer, madspildsgrupper o.lign.

Derved bliver disse forvandlet til lokale madbanker og kan hurtigere og nemmere komme i direkte kontakt med velgørende organisationer og modtagere. GratisMad.dk er udviklet af Stop Spild Af Mad og PlanMiljø med støtte fra Lemvigh-Müller Fonden.

I skivende stund er der 726 modtagerorganisationer på portalen GratisMad.dk – og de bliver løbende kvalitetssikret.

I år bliver portalen GratisMad.dk også en ekstra hjælp til julehjælp – og flere velgørende danske nødhjælpsorganisationer har allerede tilkendegivet, at de bruger portalen til afviste julehjælpsansøgere. Men også til hverdagen er GratisMad.dk en god håndsrækning til kampen mod madspild og madfattigdom.