af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
bragt i Levnedsmiddel og Fødevaremagasinet den 29. september 2010 -
http://www.logfmagasinet.dk/pdf/pdf%20til%20september%202010/logf%20september%202010.pdf
Madspild er et usynligt, men ikke desto mindre stort problem i Danmark. Ifølge Landbrug & Fødevarer, smider vi hvert år omkring 680.000 tons god spiselig mad direkte i skraldespanden.
Op imod en femtedel af den mad, vi køber, ender direkte som affald, hvilket svarer til, at en ud at fem indkøbsposer mad bliver fodret til skraldespanden. For de fleste mennesker står madspild ikke så højt på dagsordenen, for man kan jo bare købe noget nyt. Men hvis vi ser frem i tiden, vil vi se, at madspild både sætter enorme spor på klima og truer Jordens knappe ressourcer. Eksempelvis har den gode bøf en længere historie, man ikke lige tænker over. Historien rummer udryddelse af skove til fordel for landbruget, opdræt og slagtning af kvæg, nedfrysning og transport af kødet til frem til slutbrugerens supermarked på den anden side af Jorden – og alt dette til ingen verdens nytte, hvis bøffen oven i købet bare bliver smidt ud. Det samme gælder for fisk, fjerkræ, mejerivarer, frugt, grønt og – ja, rundt regnet alle typer mad, som bliver behandlet med samme mangel på omtanke og respekt.
Fødevareminister Henrik Høegh har for nylig påpeget, at vi i fremtiden omkring år 2050 er 9 milliarder mennesker på Jorden, og at vi ikke har mad nok til alle disse indbyggere, hvis vi fortsætter med at madspilde, som vi gør i dag. Og allerede i dag er klodens ressourcer blevet knappe, allerede i dag bør vi tænke på den klode, vi efterlader til vores børn og børnebørn. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad blev født i frustration. Frustration over at være vidne til de enorme mængder mad, der bliver smidt ud i Danmark hvert år. Frustration over menneskernes passivitet og mangel på handling. Navnet Stop Spild Af Mad er et opråb – et opgør mod brug-og-smid-væk kulturen.
At tænke sig en lille smule om
I dag, ca. to år efter stiftelsen af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, har vi nået store resultater, vi kan være stolte af. Ved hjælp at 2 års ulønnet og frivilligt arbejde, lykkedes det os at få over 5.500 medlemmer i bevægelsen, at få sat madspild på dagsordenen i over 60 medier - landsdækkende og regionale aviser samt i radio og TV - få top politikere og store madpersonligheder til at bakke op om sagen og ikke mindst medvirke til, at butikskæden Rema 1000 har droppet mængderabat i alle kædens 164 butikker og derved medvirker til mindre madspild.
Den største sejr indtil videre har været, at både miljøminister Karen Ellemann samt fødevareminister Henrik Høegh nu for alvor går i aktion mod madspild. Miljøstyrelsens Affaldsforebyggelses Kampagne 2010 er i fuld forberedelse, med hjælp og rådgivning fra forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Sideløbende, sætter fødevareminister Henrik Høegh fokus på al den mad, der går til spilde - nogle gange er op til 25 procent - på grund af fødevareemballage.
Men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi har mange tiltag, der udkommer i 2010 og 2011, og vi er kun lige begyndt. Men vi skal også huske på at forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad ikke kan komme madspild til livs – det er hele befolkningens indsats, der for alvor batter. Og denne gang kan man ikke betale sig fra madspild med et velgørende girokort, for det kræver en aktiv daglig indsats – en indsats, der er hverken kompliceret eller besværlig. Alt det der kræves, er at tænke sig en lille smule om.
En positiv og vedvarende forandring
Man skal ikke begynde at skælde ud eller pege fingre – for vi er alle sammen en del af problemet. Vi er alle sammen skyldige i madspild, men vi er også alle sammen en del af løsningen. Forbrugerne har til opgave at være mere opmærksomme, når de køber mad ind, så de kun køber den mængde mad, de får brugt og spist. Detailhandlen har til opgave ikke at tvinge sine kunder til at købe mere, end de har brug for. Og sørge for at få planlagt bedre og få solgt alle madvarer, så de ikke ender i affaldscontaineren. Fødevareproducenterne har til opgave kun at producere den mængde mad, der er behov for. Fødevareemballage producenter har til opgave at udvikle mere bæredygtig emballage, så forbrugeren får mulighed for at få den sidste rest mad ud af emballagen. Restauranter og kantiner har til opgave at planlægge bedre, så de nemmere kan levere den mængde mad, der er behov for, samt bruge den gode overskudsmad i stedet for at smide den ud. Kogebogsforfattere har til opgave at oplyse i kogebøgerne, hvad man kan gøre ved madrester, så maden ikke går til spilde. Bagerier har til opgave at formidle den gode og friske overskudsmad til hjemløse. Politikere og myndighederne har til opgave vedvarende at informere befolkningen om det store madspild, der fi nder sted – og give folk værktøjer til at komme madspild til livs. Og skolerne har til opgave at lære eleverne, allerede fra en tidlig alder, at have respekt for mad.
Det handler om en mentalitetsændring - det handler om en positiv og vedvarende forandring. Det handler om globalt medansvar. Og vi kan ikke undgå det, for alt sammen peger på, at det at mindske vores madspild er ikke et valg, men en nødvendighed. Om vi vil gøre det for at spare penge, for et bedre klima, for vores kommende generationer eller for at få bedre samvittighed overfor alle de mange mennesker i verden som sulter, er underordnet. Bare vi gør noget. Bare vi går i gang. Og det er nu, vi skal gøre det. Ikke i morgen. Ikke om ti år. Men nu - for tiden er ved at løbe ud.
torsdag den 30. september 2010
mandag den 20. september 2010
Jyllands-Posten - Menneskeheden har måske en udløbsdato
af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
bragt i Jyllands-Posten den 20. september 2010 -
http://jp.dk/opinion/breve/article2188612.ece
http://www.stopspildafmad.dk/artikler/jyllandspostendebat.jpg
Hvordan kan det være, at så mange af os mennesker er blevet til flokdyr, som forventer, at ”de andre” vil løse verdens problemer - alt fra at mindske madspild til at minimere CO2-udslip - for os?
Hvor er vores civilisation på vej hen? Vi fører krige, vi udsletter hinanden, og vi ødelægger naturen og klimaet, alt imens vi lever i en farverig selvbedøvelse og lykkelig illusion om, at “de andre” vil klare ærterne for os. Vi tænker ikke langsigtet.
Vi tænker ikke på, hvordan vores handlinger påvirker naturen og omgivelserne. Vi er blevet bedre - jo, lidt bedre. Er blevet mere bæredygtige ifølge Danmarks Statistik. Er begyndt at smide mindre mad ud. Er begyndt at tage cyklen i stedet for bilen. Men er det på grund af finanskrisen og den økonomiske nedtur, at vi er blevet mere påpasselige og sparsommelige med vores ting og mad? Og vil vi igen smide store mængder god mad ud, så snart det økonomiske opsving atter melder sin ankomst?
Forskere på Niels Bohr Instituttet slog alarm, da deres nyeste beregninger viste, at havene i løbet af de næste 100 år vil stige med op til 1,2 meter på grund af den menneskeskabte globale opvarmning som følge af udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Bjørn Lomborg har for nylig udtalt, at klimaforandringer bliver en af menneskehedens største udfordringer.
Og klimaforandringer kommer tættere og tættere på os - alene i sommer var store motorvejsstrækninger i København oversvømmet, og 370 danske huse fik store vandskader på grund af det kraftige regnfald.
Vil endnu et klimatopmøde løse problemerne? Kan vores race virkelig tage sig sammen, se bort fra alle vores forskelligheder, se bort fra egoisme, se bort fra mig-mig-mig-kulturen, se bort fra hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-holdningen og begynde at bidrage til den store helhed? Kan vi virkelig blive den forandring, vi ønsker at se i verden? Kan kampagner for større bæredygtighed og mindre madspild virkelig flytte bjerge? Eller er de bare en del af symptombehandlingen, alt imens vi afventer et økonomisk opsving, så vi kan fortsætte, som vi plejer?
Måske har den engelske fysiker Stephen Hawking ret: Måske kan vi mennesker ikke tage os sammen, før det er alt for sent. Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal.
Måske har menneskeheden en udløbsdato.
bragt i Jyllands-Posten den 20. september 2010 -
http://jp.dk/opinion/breve/article2188612.ece
http://www.stopspildafmad.dk/artikler/jyllandspostendebat.jpg
Hvordan kan det være, at så mange af os mennesker er blevet til flokdyr, som forventer, at ”de andre” vil løse verdens problemer - alt fra at mindske madspild til at minimere CO2-udslip - for os?
Hvor er vores civilisation på vej hen? Vi fører krige, vi udsletter hinanden, og vi ødelægger naturen og klimaet, alt imens vi lever i en farverig selvbedøvelse og lykkelig illusion om, at “de andre” vil klare ærterne for os. Vi tænker ikke langsigtet.
Vi tænker ikke på, hvordan vores handlinger påvirker naturen og omgivelserne. Vi er blevet bedre - jo, lidt bedre. Er blevet mere bæredygtige ifølge Danmarks Statistik. Er begyndt at smide mindre mad ud. Er begyndt at tage cyklen i stedet for bilen. Men er det på grund af finanskrisen og den økonomiske nedtur, at vi er blevet mere påpasselige og sparsommelige med vores ting og mad? Og vil vi igen smide store mængder god mad ud, så snart det økonomiske opsving atter melder sin ankomst?
Forskere på Niels Bohr Instituttet slog alarm, da deres nyeste beregninger viste, at havene i løbet af de næste 100 år vil stige med op til 1,2 meter på grund af den menneskeskabte globale opvarmning som følge af udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Bjørn Lomborg har for nylig udtalt, at klimaforandringer bliver en af menneskehedens største udfordringer.
Og klimaforandringer kommer tættere og tættere på os - alene i sommer var store motorvejsstrækninger i København oversvømmet, og 370 danske huse fik store vandskader på grund af det kraftige regnfald.
Vil endnu et klimatopmøde løse problemerne? Kan vores race virkelig tage sig sammen, se bort fra alle vores forskelligheder, se bort fra egoisme, se bort fra mig-mig-mig-kulturen, se bort fra hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-holdningen og begynde at bidrage til den store helhed? Kan vi virkelig blive den forandring, vi ønsker at se i verden? Kan kampagner for større bæredygtighed og mindre madspild virkelig flytte bjerge? Eller er de bare en del af symptombehandlingen, alt imens vi afventer et økonomisk opsving, så vi kan fortsætte, som vi plejer?
Måske har den engelske fysiker Stephen Hawking ret: Måske kan vi mennesker ikke tage os sammen, før det er alt for sent. Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal.
Måske har menneskeheden en udløbsdato.
Abonner på:
Opslag (Atom)