tirsdag den 31. januar 2017

Dagbladet Information - Vi skaber vores egen omstilling

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Dagbladet Information den 1. februar 2017 -
https://www.information.dk/udland/2017/01/skaber-vores-egen-omstilling


Hver eneste af os kan starte forandringen – og det er nemmere end nogensinde før, da vi alle har mulighederne til at bevæge verden. Vi er selv den forandring, vi ønsker at se i verden – og i stedet for at vente på, at andre handler for os, skal vi handle selv.

For fem år siden troede en del mennesker, mest fra de mere alternative miljøer, fuldt og fast på, at verden ville gå under den 21. december 2012.

Mange af de samme mennesker troede endda på, at der ville ske en stor global begivenhed, som med et trylleslag ville fjerne alle menneskehedens problemer på planeten og redde vores civilisation. Det skete ikke, og vi sidder i den samme status quo suppedas, som vi altid har gjort.

Men i virkeligheden handlede den 21. december 2012 for disse mennesker om eskapisme – om troen på, at en eller anden højere magt ville komme og redde os fra alle vores problemer. Med andre ord, ansvarsfritagelse.

Præcis som nu, hvor mange grønne ildsjæle og klimaaktivister jorden over er rædselsslagne over USA’s nye præsident og grædefærdige over, at USA’s afgående præsident ikke længere kan være dén storebror og verdens og klimaets forkæmper, som verden har brug for.

Men egentlig er det utroligt, at så mange mennesker over hele kloden sætter deres lid til, at ét menneske kan enten redde eller destruere næsten 7,5 mia. menneskers fremtid.

Har vi virkelig opgivet troen på, at vi selv kan forandre vores verden? Skal vi virkelig vente på, at nogle få individer kommer og redder vores fremtid – eller ødelægger den? Har vi mistet troen på os selv?

Faktisk er vi mere magtfulde, end vi nogensinde har været.

Hver eneste af os kan starte en facebookside eller en YouTube-kanal og med det rigtige budskab måske tiltrække hundredetusindvis af følgere – både i Danmark og over hele kloden.

Det er blevet nemmere end nogensinde at skabe kontakt med omverdenen – både i Danmark og i udlandet – og komme i kontakt med eksempelvis grønne organisationer og grønne ildsjæle. For når man løber alene, kan man løbe stærkt – når man løber sammen, kan man løbe langt.

I verden i dag er det dem, der råber højst, der bliver hørt. I en verden, hvor hver eneste like tæller, skal du sørge for at få så mange som muligt. I en verden, hvor hver eneste følger kan omsættes til stemmer, skal du have så mange følgere på sociale medier som muligt. I en verden, hvor populisme og snæversyn sætter dagsorden, skal du have alle facts på plads for at frembringe de mest intelligente argumenter.

Giv ikke op
Vores allerstørste fjende er frygten i os selv – frygten for, at vi ikke er gode nok.

Men det er blot en begrænsende overbevisning, som handlingslammer os – vores egen skæve vrangsforestilling, at vi ikke er gode nok til selv at skabe den gode fremtid, vi fortjener.

For der vil altid være nogle, som vil stoppe den grønne omstilling. Som vil hade og bagtale. Som vil gøre alt for at bremse og nedgøre. Men det er kun på grund af vores egen begrænsende overbevisning, at vi lader os at gå på af disse små sten på vejen.

For det overordnede mål er at skabe den grønne omstilling, som kan bringe vores natur, ressourcer og dermed civilisation tilbage i balance. Og vi er godt på vej, med både vedvarende energi, cirkulær økonomi og mange flere gode bevægelser og tiltag. Det er en god begyndelse.

Og så skal man aldrig, aldrig give op.

J.K. Rowling fik afslag fra de første 12 forlag på sine Harry Potter-bøger, inden hun slog igennem og blev en verdenskendt forfatter. Walt Disney fik 302 afslag, indtil han omsider fik støtte til at skabe Disney World. Stephen King fik 30 afslag på sin første bog, inden han brød igennem som verdenskendt forfatter med flere end 350 mio. solgte bøger på verdensplan.

De mennesker gav aldrig op. Disse mennesker troede på deres drømme og førte dem ud i livet.

Og det kan du også.