tirsdag den 29. november 2011

Jyllands-Posten - Vi benægter vores madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 29. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/29/vi-benaegter-vores-madspild/


Om end de fleste danskerne støtter tankegangen om ikke at smide god mad i skraldespanden, vil de færreste af os indrømme, at vi smider mad ud. Ifølge Landbrug & Fødevarer madspilder vi danske forbrugere for 16 mia. kr. om året. Alligevel svarer 48% af os, at vi næsten intet mad smider ud. Dette misforhold tyder på, at mange af os ikke ser os selv som madspildere. Og denne problematik gør det sværere for folk at undgå madspild, da der mangler basal viden om, hvad madspild er.

Da jeg for nylig med en række fagfolk deltog i et større møde omhandlende madspild, levnede mange deltagere efter frokosten en del gode madrester på deres tallerkener. Da jeg venligt gjorde opmærksom på det lidt ironiske forhold, svarede de fleste, at de ikke opfattede det som madspild at levne endeskiver af brød, skiver af grøn peber, salatblade, karse og persille.

Straks efter kastede jeg og vores organisation os ud i en ny kampagne, Madspild.net, hvori vores madekspert og kogebogsforfatter Nethe Plenge, oplyser hvad madspild egentligt er. Kampagnen har fået god modtagelse i pressen og blandt befolkningen, og mange er blevet klogere på, hvad madspild er. Men hvad er det, der gør, at vi ikke opfatter de yderste salatblade og enden af agurken som madspild, selvom begge intet fejler, når vi smider dem ud? Og hvorfor har vi en tendens til at åbne den nyeste yoghurt først, selvom vi allerede har een åben bagerst i køleskabet?

Problemet har generelt rødder i både brug-og-smid-væk-kulturen, vores madkultur, opdragelsen og et par generationskløfter. De ældre mennesker smider generelt mindre mad ud end de unge. Bymennesker smider mere mad ud end dem, som bor på landet. Og jyder har – ifølge erfaringer fra vores organisation – en tendens til at være mere sparsommelige end københavnere.

I min kronik med den fhv. fødevareminister Henrik Høegh (V) påpeger vi, at ansvaret ligger ikke kun hos forbrugere, men også hos produktionen, detailhandlen og landbruget. Men forbrugere, som er slutbrugere i madspilds-kæden, spiller også en afgørende rolle.

I udlandet ser man eksempler på bevist madspild forårsaget af forbrugernes vaner: på min ferie i Portugal ”spionerede” jeg rundt i supermarkederne og fandt en del brød på hylderne, som sælges uden skorpe. Efter en snak med lokale portugisere fandt jeg ud af, at problemet ligger i deres madkultur - de færreste af dem gider at spise skorpen. Mange brødproducenter smider derfor skorpen ud – uden så meget som at overveje, om den kunne anvendes i eksempelvis dyrefoder. Et ærgerligt madspild i et ellers fattigt land.

Vi snyder kun os selv og vores pengepung ved ikke at være opmærksomme en ekstra gang, inden vi kyler endeskiven af brødet i skraldespanden eller åbner den nyeste mælk uden først at opbruge den ældste. Med andre ord handler det om vanetænkning og brug-og-smid-væk-mentalitet, som vi som forbrugere bør arbejde med.

mandag den 28. november 2011

Politiken - Hvorfor er madspild ikke på COP17's dagsorden?

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Madspild bidrager til 14 procent af den globale opvarmning, fylder stedse mere og mere i den offentlige debat og er en af de centrale brikker i spillet om fremtidens fordeling af Jordens ressourser.

Dog eksisterer madspild ikke som emne på COP17’s menu.

Dengang i det tilsneede København i slutningen af 2009, blandt kampklædte politikorps, blankpolerede Sercet Service biler, håbefulde demonstranter, hjerteskærende klimasange og alverdens presseøjne rettet mod vores lille andedam – dengang var der håb.

Der var ingen Planet B. Der var vilje til at redde skibet Jorden, som var - og er - ved at synke mellem de smeltende isbjerge. Langsomt blev håbet taget fra os, og luften fra det varme klimaballon sev ud.

Enden på COP15 – Copenhagen Accord – var ét stort antiklimaks. God tur hjem.

Selv talte jeg på de to største konferencer i forbindelse med COP15, og det gennemgående tema, jeg observerede, var 'uenighed'. Det eneste, folk var enige om, var, at noget måtte gøres, inden det blev for sent, inden Shit Hits The Fan.

To år er gået. Selv Danmark er begyndt at mærke klimaforandringerne – alene sommerens monsterskybrud forårsagede 61.000 skadesanmeldelser. Australiens landbrug lider under klimaforandringerne, Thailand oplever massive oversvømmelser, og Østafrikas tørke endte i den værste sultkatastrofe i 60 år.

Det International Energiagentur's (IEA) nye rapport peger på, at vi skal handle hurtigt, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

Og det pynter ikke på billedet, når EU opgiver at få USA og Kina m.fl. til at udlede færre drivhusgasser før 2020 for at tage hensyn til globaliseringen og den økonomiske vækst i fx. BRIK-landene.

Forskere mener, at denne udsættelse vil medføre alvorlige konsekvenser for klimaforandringerne. Set i dén optik bliver COP17 blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.

Én ting står klart: hvis alverdens politikere ikke bliver enige om handling, må vi, borgerne, handle. Vi har ikke tid til at vente på COP17, COP18, COP19 osv. og på, at 'de andre' tager sig af det. Derfor opstår der flere og flere NGO’er, borgerinitiativer og bevægelser, som for alvor begynder at arbejde med klimaproblemerne.

At undgå madspild spiller ikke en afgørende rolle i mindskning af den globale opvarmning – men det spiller en rolle. Det fører til større ansvarsbevisthed. Det er med til at få folk til at indse, at vores handlinger påvirker verden, og at vi har magt til at forandre tingene.

En forandring er i gang, men ikke på grund af diverse Klimatopmøder eller regeringens løftede pegefingre. Der sker en mentalitetsforandring. En forandring, som bl.a. rodfæster sig i opgør mod brug-og-smid-væk kulturen, øget afstandtagen fra blind jagt på materialisme, større ønske om at bidrage til en bedre planet samt forargelsen over at være vidne til det store madspild i verden, hvor så mange mangler mad.

En forandring, som giver genklang i alle samfundets lag. En forbrugerrevolution, som er begyndt.

torsdag den 24. november 2011

Jyllands-Posten - Sejr i kampen mod udsmid af fisk

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Både Jyllands-Posten, Greenpeace, den engelske kok Hugh Fearnley-Whittingstall samt vores organisation har slået hårdt og længe på tromme: det skal være slut med det omfattende udsmid af fisk i de europæiske farvande.

Problemet ligger i EU’s fiskeripolitik: det skønnes, at fiskerne i Europa smider op til 60% af fangsterne tilbage i havet alt efter arten af fiskeriet. Det skyldes for eksempel, at fiskerne er løbet tør for kvoter, eller at fiskene er under EU’s mindstemål. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) vil nu for alvor sætte en stopper for dette store spild og planlægger sammen med sine nordiske kollegaer et forbud mod udsmid af fisk i Skagerrak.

Det er en god start - og det er på tide.

Alene i Nordsøen estimeres det, at der hvert år bliver smidt omkring 500.000 ton fisk tilbage i havet, hvoraf de færreste overlever. EU selv anslår, at omkring 70% af de europæiske fiskebestande er overfisket i øjeblikket.

Ironisk nok: EU’s fiskeripolitik tvinger fiskerne til at smide de fisk ud igen, som er for små, eller som ikke lige opfylder kravene. Nogle fiskere overmaler endda spiselige fisk med maling og omdanner dem til minkfoder for at holde priserne nede og sikre sig en minimumsindtægt på lønkontoen.

Det store udsmid af fisk er ikke alene spid af god mad, men medvirker også til ødelæggelsen af havets biodiversitet, flora og fauna. Og nu når EU for alvor skal til at begynde at kæmpe mod madspild, er det simpelthen ikke nok kun at lave en farverig EU-kampagne mod madspild og tvære ansvaret over på forbrugerne.

Ja, vi forbrugere har absolut i dén grad også et ansvar overfor det store madspild - men problematikken skal angribes fra alle sider - og horisonten bør derfor udvides. Derfor hilser vores organisation Fødevareminister Mette Gjerskovs nye tiltag velkommen. Vi håber, at det vil medvirke til at få hele EU-appareret skubbet i den rigtige retning.

Når det så er sagt, bør der også kigges på hele markedsstrukturen, som tvinger os danskere, som er en fiskerination med masser af egne fisk, til at importere fisk fra f.eks. Vietnam eller Sydafrika. Men det er en hel anden snak.

mandag den 21. november 2011

Jyllands-Posten - 7 milliarder munde at mætte

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 21. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/21/7-milliarder-munde-at-maette/


Lige om lidt slår Klimatopmødet COP17 dørene op i Durban i Sydafrika. Diskussionerne vil omhandle klodens tilstand og hvordan vi kan redde skibet Jorden, der er godt på vej til at synke blandt de smeltende isbjerge. Madspild - som bidrager til den globale opvarmning og spiller en af de afgørende roller i kampen om fremtidens fødevareforsyning - ser ikke ud til at være på COP17s menu.

Vi er lige blevet 7 mia. mennesker på Jorden. På FN’s konference SAVE FOOD, som jeg talte på i Düsseldorf i maj, blev der lagt nye fakta på bordet: ca. 1 mia. ud af de 7 mia. mennesker sulter – men alligevel bliver der kloden rundt produceret madspild, som kunne brødføde 3 mia. mennesker. Men hvad mere tankevækkende er: i det sultende Afrika sker der madspild, som alternativt kunne brødføde 48 mio. mennesker – vel og mærke bl.a. korn, som på grund af mangel på infrastruktur, rådner op på markene. Med andre ord: mens der i de vestlige lande forekommer madspild primært i detailhandlen og hos forbrugere – ja, så spilder udviklingslandene mad i produktionsledet og lige efter høsten.

Min søde bedstemor sagde altid, at jeg skulle spise op og tænke på de sultne børn i Afrika. En sympatisk tanke, jo – men vi kan reelt ikke sende vores madrester til Afrika. Hvad vi derimod kan gøre er at appellere til og bidrage til infrastrukturændringer i u-landene og tilskynde dem til at være selvforsynende - men det er en større kabale, som skal gå op. I 2050 bliver vi 9 mia. mennesker på Jorden. Hvis alle munde skal mættes til den tid, skal der produceres 70% mere mad, end der gør i dag. Så medmindre at verden vil skære drastisk ned på det globale madspild og vi lærer at udnytte den mad, som allerede er produceret - eller at der kommer højteknologiske løsninger på den stigende fødevaremangel, så er vi med andre ord fucked. FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon påpegede fornyligt at hvis vi ikke gør noget drastisk, kan det betyde en katastrofe for kloden.

Nogle eksperter påpeger, at djævlen ikke lurer i befolknings-problematikken, men derimod i overforbruget i de udviklede lande. En rapport fra PLoS ONE og forskeren Paul Murtaugh fra Oregon State University siger at hvert nyt barn, der fødes i dag i USA, gennem generationerne vil afsætte et CO2-aftryk, som er 7 gange større end et nyfødt barn i Kina, 55 gange større end et nyt indisk barn og 86 gange større end et nyfødt nigeriansk barn. I selvsamme land er madspild per indbygger steget med 50% siden 1974. Sagt med andre ord, kan vestlige landes (over)forbrug, hvis udviklingen vender, i teorien bidrage til bedre fordeling af jordens ressourcer overfor udviklingslandene. Men igen er det en kabale, der skal gå op. For hvad med alle de mange jobs i u-landene, som bliver berørt af den vestlige nedskæring på forbruget? Hvad gør en fattig fisker i Sydafrika, hvis de europæiske forbrugere pludeslig vågner op og begynder kun at købe de europæiske fisk? Og hvad nu hvis vi begynder at plukke vores egne danske æbler, i stedet for at købe æbler fra Chile? Eller begynder at reparere vores fjernsyn i stedet for at købe nye?

Og måske er det for sent at vende udvilkingen. Måske står vi overfor et ”Shit Hits The Fan”-fremtidsscenarie med global mangel på fødevarer, klimaforandringer i dommedagsproportioner, omtaffende økonomiske kriser og mangel på ressourcer.

Og måske er COP17, COP18, COP19, osv, blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.

fredag den 18. november 2011

Jyllands-Posten - Enlige straffes med madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 17. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/17/enlige-straffes-med-madspild/


Forleden kom vores nabo, en sød enlig, ældre dame og bankede på vores dør. Hun skulle ud og rejse og takket være hendes indbyggede stop-spild-af-mad tankegang og snusfornuft ville hun ikke lade gode brød, ost, tomater og agurker gå til spilde. Jeg tog med glæde imod, og siden hen har vi etableret en dele-ordning – laver min kæreste og jeg en stor kage, får hun et godt stykke, og vi overtager hendes madvarer, hvis hun har købt mere, end hun kan nå at få spist.

Landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer estimerer, at singler smider 100 kg spiselig mad ud på et år. Det er en udfordring at være en del af Danmarks 1,5 mio. singler og enlige, da de fleste forpakninger, størrelser og tilbud i butikkerne er rettet mod storfamilier (bortset fra Rema 1000, som for 3 år siden, med inspiration fra vores organisation Stop Spild Af Mad, indførte styk-rabatter). Hvis man ikke tænker sig godt om og ikke er vant til at portionsopdele og fryse, kan man som enlig risikere et stort madspild. Med andre ord, bliver man nærmest straffet som enlig. Og dette er en problematik, som den danske detailhandel har et ansvar for at tage op.

Føromtale Rema 1000 har fornylig indført vægtafregning på udvalgte grøntsager - noget, der fik en positiv modtagelse blandt mange enlige. Hvis man ikke har brug for et stort selleri, kan man nu nøjes med et lille, og vægten bestemmer prisen. I de fleste andre lande i Europa køber man frugt og grønt efter vægt og ikke efter styk. Kun i dansk detailhandel har man uskrevne regler om, at et salathoved skal veje 350 gram og et æble skal være 7,5 cm i diameter. Naturen kan ikke automatisk følge med, for man ikke bare kan trykke på en knap på marken, hvorefter alle grøntsager og frugter får en given størrelse. De samme uskrevne regler dikterer, at supermarkederne kun sælger lige agurker, selvom EU’s udskældte forbud mod at sælge krumme agurker blev afskaffet for en del år siden.

Naturligvis er der praktiske foranstaltninger at tage hensyn til – eksempelvis emballage. Det er nemmere at putte film på agurkerne, når de ikke krummer, og de lige agurker er lettere at pakke og transportere. Og hvad med den ekstra emballage, som kræves, hvis fødevareforpakningerne bliver mindre? Dog påpeger en ny rapport fra Nordisk Ministerråd, at den samlede miljømæssige belastning mindskes, fordi effekten af mindre madspild langt overgår den miljømæssige belastning fra den øgede mængde emballage. I så fald bør producenterne også kaste blikket på en mere bæredygtig emballage, som evt. kan genlukkes.

Der er med andre ord mange muligheder og mange udfordringer for den danske detailhandel og de danske fødevareproducenter. Og naturligvis skal der være plads til storfamilier, som benytter sig af mængdetilbud og store forpakninger. Men der bør også være plads til 1,5 mio. enlige samt os små husstande i de danske supermarkeder.

Problematikken blev i øvrigt også berørt på ”Bonn2011 Nexus” konferencen i Bonn i går, hvor jeg selv var blandt talerne. Så også EU har fokus på det stigende behov fra enlige, og jeg håber, at dansk detailhandel går aktivt ind i løsningerne på problemet. 

Altinget.dk | Fødevarer - Opsæt nationale mål for reduktion af madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Altinget.dk | Fødevarer den 16. november 2011 -
http://www.altinget.dk/foedevarer/artikel/opsaet-nationale-maal-for-reduktion-af-madspild


Meget tyder på, at den nye regering ifølge regeringsgrundlaget lægger an til den hidtil største grønne indsats nogensinde. Den kommer til at berøre alt fra industrien, landbruget til økologien og vores madkultur. Men når der på Christiansborg snakkes madkultur, må vi venligt minde også om bjergene af madspild, som årligt løber op i 540.000 tons spiselig mad. De bjerge må og skal formindskes. Danmarks nye fødevareminister Mette Gjerskov har allerede vist god velvilje til at fremme områder som økologi. Nu er det på tide også at få madspild på banen.

Mere struktur, tak
Tidl. miljøminister Karen Ellemann (V) samt tidl. fødevareminister Henrik Høegh (V), som vores organisation begge samarbejdede med, var begyndt at sætte fokus på madspild. Forebyggelse af madspild kom på finansloven, der blev igangsat en kampagne om affaldsforebyggelse og madspild og afholdt en konference, som belyste landbrugets skjulte madspild. Det udgjorde en god start. Men gode intentioner skal også oversættes til handling og handling skal sættes i system. Også EU og FN sætter nu madspild på dagsordenen, og vores organisation har indgået flere internationale alliancer med henblik på fremtidig samarbejde.

Men dét, vi savner på området, er strukturering. Naturligvis gælder alle indsatser mod madspild - store såvel som små. Men alle de gode indsatser mangler en overordnet struktur, en standardisering, som bør gøre det nemmere for fødevareproducenter, detailhandlen, kantiner og storkøkkener, forbrugere og andre aktører at undgå madspild. Om man bør lægge vægt på det økonomiske aspekt, det miljømæssige eller det moralske er ikke det springende punkt - det vigtigste er at etablere en platform eller et system, som gennem formidling, teknologi og andre midler vil hjælpe alle aktører til at mindske madspild.

Flere aspekter og bindende mål
Forbrugerne har ofte tendens til at dæmonisere detailhandlen, som anses for at være den primære skurk i madspildet. Pressemæssigt er detailhandlens madspild en lækkerbidsken, da billeder af overfyldte affaldscontainere altid skaber store overskrifter. Men det er vigtigt at se flere aspekter i madspild, da madspildet ikke kun findes hos detailhandlen - men også hos fødevareproducenter, kantiner og storkøkkener samt i de private husholdninger. Problematikken skal angribes fra flere sider, og horisonten bør derfor udvides.

Det mest optimale vil være at fastsætte nogle bindende nationale mål for reduktion af madspild. Vores nabo Sverige har som mål at reducere den samlede mængde madaffald med 20% inden 2015. Den samlede samfundsøkonomiske gevinst beregnes til at blive 11-23 mia. SEK. EU pønser nu også på lignende tiltag. Det kunne være flot, om Danmark følger trop og også arbejder på at fastsætte nogle nationale bindende mål på reduktion af madspild.

Vi byder derfor den nye fødevareminister Mette Gjerskov velkommen i din vigtige stol med opfordringen til at sætte stort, vedvarende og forpligtende aftryk på kampen mod madspild - og ikke mindst alle madspildets aspekter. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad tilbyder et stærkt samarbejde samt viden og ekspertise inden for området.

mandag den 14. november 2011

Jyllands-Posten - Madspild på menuen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 14. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/14/madspild-paa-menuen/


Hvordan kan det være at vi, et samfund med så stor bevidsthed om bæredygtighed og vilje til grøn omstilling, har et madspild på 16 mia. kr. om året? Hvordan kan det være, at vi planter frugttræer i haven for at bidrage til et bedre klima, men ikke gider plukke egne æbler - og ender med i butikker at købe æbler, som blev transporteret oftest fra den anden side af kloden? Hvordan kan det være at vores ellers grønne og bæredygtige Danmark har EU-rekord i skrald og ifølge WWF er placeret på 3. pladsen over de mest ressourceforbrugende lande i verden?

De seneste tre år er madspild og opgør mod brug-og-smid-væk kulturen for alvor kommet i fokus. Og ikke mindst på grund af stor indsats fra vores frivillige organisation, Stop Spild Af Mad. Og det er naturligvis fint, at både pressen, politikere og befolkningen er begyndt at sætte madspild på menuen, eftersom debat om madspild skaber fokus på problemet i praksis. Men ord skal føre til handling, og handling skal føre til løsning på problemet. For hvad nytter det, at familien Danmark forarges over TV indslag om supermarkedernes fyldte containere, hvis familien - når TV’et atter slukkes - glemmer at lægge den sidste rest fra aftensmaden i fryseren?

Selvsagt skal ingen af os agere selvudnævnt “madspildspoliti”, eftersom ingen af os er fejlfri - og deriblandt ej heller undertegnede. En sjældent gang må selv jeg, der arbejder så brændende på sagen, smide mad ud, hvis den eksempelvis er brændt på. Men jeg gør alt for at undgå det, fordi det ellers er ressourcespild. Fordi det er penge ud af vinduet. Fordi jeg er for nærig til at smide noget ud, jeg møjsommeligt har betalt for. Og fordi man skal tage sin egen medicin og være den forandring man ønsker at se i verden.

For hvad nytter det at pege fingre af de “andre”, hvis ikke man selv yder en indsats? Mindre madspild kan man ikke “betale sig fra” med et månedligt girokort - her kræves handling. Om man mindsker madspildet for klimaets eller for etikkens skyld er sådan set underordnet - så længe man gør noget aktivt, så længe man forsøger. For i sidste ende er det jo ens egne penge, man smider i skraldespanden.

Madspild kom atter på medie-menuen i ugen, der gik - se eller gense “Spis skraldet” på DR2 med bl.a. Brødrene Price, Thomas Rode og Stop Spild Af Mad. Og EU’s politikere slap heller ikke uden tiltale - jeg talte således på konferencen ‘Combating Food Waste the in EU’ i Bruxelles i sidste uge. Og spredte i øvrigt budskabet til 40 mio. lyttere på BBC News. Jo, fokus på madspild er kommet for at blive.