af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
Verden går under den 21. december 2012.
I hvert fald ifølge massevis af konspirationsteoretikere, New Age tilhængere og andre alternative godtfolk, som allerede har sat sidste anvendelsesdato på vores verden, der ifølge den ældgamle Maya profeti skulle ende ved udgangen af dette år. Set med Al Gores optik og i lyset af hans nyste klimaindsats The Climate Reality Project, er klimaforandringer ubenægtelige, og sandheden kan i dén grad være ubekvem, da nogle vil ligefrem mene at klimaforandringernes udvikling peger på en dommedagslignende acceleration.
På trods af den voksende velvilje og begyndende omstilling til grøn energi, EU’s og IPCC’s klimamål 2020, COP16, COP17 og nu det netop overståede FN's topmøde Rio+20 er den almindelige borger efterladt med en følelse af afmagt: er det nu for sent, og kan vi overhovedet nå gøre noget ved vores knappe ressourcer og ved klimaet, inden klimaet gør noget ved os?
Siden udfaldet af Klimatopmødet COP15 med Copenhagen Accord og på trods af stigende eksempler på globale forandringer, er det gået ned ad bakke med fokus på klimaforandringer. Det er sket delvis på grund af folks manglende vilje til grøn omstilling og delvis på grund af finanskrisen, som tog fokusset væk fra alt andet end det umiddelbart væsentlige. Det er på tide at bringe klimapolitikken tilbage på dagsordenen, da klimaforandringernes konsekvenser vil ramme os alle, uanset om vi har lyst til at lukke øjenene for det eller ej.
Og det nye ”sort”, fokusset på stigende mangel på globale ressourcer og FN’s hårde dom at om blot 20 år har Jordens befolkning brug for mindst 50% mere mad, 45% mere energi og 30% mere vand, kan måske puste nyt liv i klimadebatten.
Man kan naturligvis også lukke øjnene for klimaforandringerne, iklæde sig det-er-altsammen-solens-skyld teorier, krydre det med Bjørn Lomborg’ske argumenter og trække en protest op ad lommen: regnen i Danmark har nok altid været så voldsom, også da Far var dreng. Og så er alt godt igen, og vi kan vende tilbage til vores bevistløse brug-og-smid-væk kultur, ligegyldige reality serier på TV samt indretningen af det nye samtalekøkken. Klimaforandringer rammer jo nok bare lande langt væk fra vores baghave.
Ny grøn verdensorden?
Lad os ikke være klima-dukse. Vi er allesammen klima-syndere, i højere eller mindre grad. Mig insklusiv. Uden undtagelse bidrager vi alle til den globale CO2 udledning, vi rejser alle i fly, vi glemmer at slukke for lyset, vi madspilder, vi tager bilen i stedet for cyklen, og vi glemmer at tænke over vores overforbrug. Hvis man skal være en 100% CO2-neutral økofanatisk forbruger, skal man afgive alt, flytte på en øde ø og være 100% selvforsynende. Men ikke mange af os er parate til at føre en Robinson-tilværelse, så vi er nødt til at indse, at vi lever i et samfund, hvis struktur genererer CO2 udledning og derved bidrager til civilisationens fremtidige mulige kollaps. Vel og mærke hvis ikke vi begynder seriøst at omstille os til grøn energi og andre bæredygtige løsninger.
Tidligere på året talte jeg på På Welthungerhilfe’s internationale konference i Bonn, “Move! United for Sustainable Development”, hvor bæredygtighed, mangel på ressourcer og klimaforandringer var højt på dagsordenen. På konferencen sagde Tysklands fhv. Miljøminister Klaus Töpfer, at ”we can get rich now and clean up later”-tankegangen ikke længere er bæredygtig. Vi skal derfor i gang med en cirkulær tankegang for at skabe et nyt samfund med fokus på grøn omstilling. Dertil skal vi tænke i ny form for vækst, ressourceoptimering og LEAN teknologier. Vi skal hverken have nedgang i væksten eller flere arbejdsløse, for den grønne omstilling vil kunne skabe mange nye grønne jobs.
”Hvis alle i den vestlige verden bare sparede 5% på ressourcerne, vil der være plads til 55 mio. flere mennesker med samme høje levestandard som i den vestlige verden,” skriver Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, i sin klumme i Food Supply. Det er tankevækkende, især når man tænker over hvor mange økonomiske og klimamæssige besparelser ville blive skabt ved revidering af vores overforbrug.
When Shit Hits The Fan
Medlemmer af den noget kontroversielle Voluntary Human Extinction Movement (VHEMT) bevægelse mener at menneskernes værste fjende er mennesket selv – og at uden vores tilstedeværelse og systematiske voldtægt af Jorden og udtømning af dens knappe ressourcer ville planeten genoprette sin naturige balance. Den voksende befolkningstal på Jorden, som er nået 7 milliarder sidste november og vil nå 9 milliarder i 2050 er set i VHEMT's optik som en katastrofal udvikling, da hver eneste nyt menneske på Jorden er en ny forbruger, som bidrager til udledning af drivhusgasser. Denne kontroversielle bevægelse mener, at mange dyr har evner til at kontrollere størrelsen af deres bestand i forhold til adgang til foder for flokken. De holder op med at yngle, når deres flok vokser sig for stor, og deres naturlige adgang til mad bliver begrænset.
Enden er nær! Frygten for fremtiden kan medføre stor indtjening, som for eks. de amerikanske firmaer Vivos og Nothwest Shelters har gjort til en økonomisk levevej ved at tilbyde villige amerikanere med hang til dommedagsprofetier i 2012 undergrundsbeskyttelsesrum med al den nødvendige luksusrindretning. Selvom at beskyttelsesrummene, som har kapacitet til at huse hele landsbyer, er ikke billige, findes der et stigende antal købere, og Northwest Shelters har øget salget med 70% siden begyndelsen af 2011. Over 60% af amerikanerne tror på, at verden gå under indenfor den nærmeste fremtid, og scenarier som klimaforandringer, det globale økonomiske kollaps, supertsunamier, sink holes, kæmpejordskælv, vulkanudbrud, solstorme, alien invasions i den bedste Prometheus stil, meteornedslag, oversvømmelser og atomudslip er blandt favoritterne på When Shit Hits The Fan-listen. Når man observerer verdens nuværende klimatilstand, kan man være tilbøjelig til at tro at amerikanernes fremtidsbekymringer ikke er helt ved siden af - dog bør man naturligvis tage dommedagsprofetierne med et gran salt.
Tal fra Det Internationale Energiagentur afslører, at selv på trods af finanskrisen, er verdens CO2-udledning i 2010 steget langt mere, end eksperterne havde forudset. I 2010, som den amerikanske klimaagentur NOAA har målt til varmeste år siden 1880, var verdens samlede CO2-udslip på 30.6 gigaton, hvilket var en stigning på 1.6 gigaton i forhold til 2009. Omkring 75% af stigningen stammer fra lande som Kina og Indien, og det ser ikke ud til, at udvikling vil stoppe. Og derfor er der noget, der peger på at globale klimaudfordringer bliver en endnu større udfordring, end vi hidtil troede. Og det er bl.a. vores eget danske forbrug, som ifølge rapporten fra den grønne tænketank CONCITO er med til at sparke bl.a. Kinas CO2-udledning op, da deres eksport af varer til os er steget.
Skybrud i andedammen
Vi kan ikke længere lukke øjne for klimaforandringer, selvom så mange stadig prøver på det. Dette var Al Gores budskab til hans online klimaevent The Climate Reality Project. Også herhjemme i vores lille andendam er vi begyndt at mærke stigende klimaforandringer, der for to år i træk har givet dommedags-lignende skybrud, oversvømmede kældre og motorveje og vandskader for mllioner.
Ifølge Politiken Research endte forrige års skybrudssæson fra juni til september med 33.000 skadesanmeldelser og erstatninger for 997 mio. kr. Sidste år har skybrudssæsonen forvoldt i alt 61.000 skadesanmeldeser og har kostet 1,8 mia. Ifølge DMI var skybruddet det værste, man har målt i hovedstadsområdet, siden der blev indført systematiske målinger i Storkøbenhavn i 1955. Den varme sommervejr fortsatte sidste år frem til oktober, og den 1. oktober 2011 nåede temperaturen helt op på 26,5 grader og det var dermed den første sommerdag, der nogensinde er målt i oktober.
Det er fuld forståeligt, at vores regering retter blikket mod fremtidige byggeriløsninger, som skal tilpasses kommende klimaforandringer, og bl.a. har Københavns overborgmester Frank Jensen (S) samt Miljøminister Ida Auken (SF) taget initiativ til en såkaldt skybrudsplan – for alt peger på, at vore næste generationer i Danmark vil opleve en hel anderledes verden, end dén vi kender i dag.
Økofanatiske klimanazister?
Mange danske unge stemmer grønt, og ifølge CONCITO mente hele 51% af de 18-24 årige, at klimaet er et vigtigt tema, når de har stemt til folketingsvalget 2011. Også den nye regering har stort fokus på klimaforandringer, vedvarende energi, bæredygtighed og økologi – emner, som skal sættes højt på dagsordenen. Ikke desto mindre, er det for nemt for en almindelig borger blot at forvente, at regeringen, industrien, organisationerne og NGO’er tager sig af problematikken. Man skal huske på, at når man peger en finger ad andre, så peger tre fingre på een selv. Udfordringerne med klimaforandringer skal løses af alle aktører, private såvel som offentlige, store såvel som små – indsatsen gælder om at løfte i samlet flok.
Man behøver ikke at totalt omlægge sit forbrug og sin livsstil, som den amerikanske Beavan-familie fra filmen ’No Impact Man’ gjorde, da de et helt år forpligtede sig til at minimere deres miljøbelastning mest muligt. Et helt år uden toiletpapir kan jo være noget af en udfordring... Men man kan gøre meget for at minimere sit miljøbelastning - alt fra at mindske sit madspild til at huske at slukke lyset, når man ikke bruger det. Forebyggelse af affald er også vigtigt, dog skal vi også huske at leve – og ikke forvandle os til økofanatiske klimanazister.
Affaldskarma
Vi danskere er nogle affaldssvin. Tal fra Eurostat viser at Danmark har EU-rekord i skrald – hele 800 kilo affald per indbygger om året. Ifølge Miljøstyrelsen er henkastet affald i naturen et stigende problem i Danmark, især affald, som er kastet ud fra kørende biler på motorvejene, der bliver spredt i kilometervis omkreds. Lad os fastslå en ting: Ingen af os er hellige – ingen. Vi har alle, på et eller andet tidspunkt i vores liv, med eller uden vilje, smidt noget affald i naturen. Vi har alle åbnet bilruden og smidt for eks. et stykke tyggegummi på vejen i håb om at ingen vil opdage det. Vi har alle smidt for eks. slikpapir på gaden, som ikke lige ramte skraldespanden, i håb om at ”de andre” vil tage sig af det, bare fordi vi betaler skat.
Et af de værste eksepmler på mangel på omtanke finder man i Stillehavet - The Great Pacific Garbage Patch, som er en flydende ø af hovedsageligt plasticaffald, der indeholder næsten 100 mio. tons affald og strækker sig til næstens en kontitents størrelse - over 500 mil ud fra den californiske kyst, forbi Hawaii og næsten ud til Japan. Omkring en femtedel af affaldet, der omfatter alt fra fodbolde og kajakker til Legoklodser og bæreposer, henkastes overbord fra skibe eller olieplatforme. Resten kommer fra land. Placticøen påvirker havets flora og fauna, og der er påvist eksempler på døde havskildpadder i området, der blev fundet med over 1.000 små plasticstykker i maven. Rapporten fra International Programme on the State of the Ocean (IPSO) konkluderer, at overfiskeri, forurening og klimaforandringer er de vigtigste faktorer i verdenshavenes nutidige tilstand, som er den værste, der hidtil er målt.
Vores affald er sågar også ude i rummet, og seneste eksempel på affaldsuppen er den løbske NASA UARS satellit, som havde udtjent sin værnepligt og styrtede til Jorden den 24. September 2011. Dette er en reel eksempel på, at man får sit skrald tilbage i hoved, når affaldskarmaen griber ind.
Globalt madspild og global fødevaremangel
FN har officielt erklæret sultekatastrofen i Afrikas Horn en af de største i nyere tid, hvor over 12 mio. mennesker var ramt af sult på grund af den værste tørke i området i over 60 år, vel og mærke på grund af stigende klimaforandringer. Samtidigt beretter FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO, at værdien af tabt korn under høsten i Afrika syd for Sahara er på omkring 20 mia. kr. om året. Denne spildte mad kunne opfylde minimale årlige behov for fødevarer til mindst 48 mio. mennesker. Friske produkter som frugt, grøntsager, kød og fisk direkte fra primærproduktionen eller efter fangsten bliver ødelagt i varmt klima på grund af manglende infrastruktur til transport, opbevaring, køling og markeder. I det østlige og sydlige Afrika alene værdiansættes madspild til 1,6 mio. dollar om året, eller omkring 13,5% af den samlede værdi af kornproduktionen.
Selvfølgeligt kan vi ikke sende vores madrester i Afrika. Men vores overforbrug af bl.a. mad påvirker de fattige lande. Fornyligt talte jeg på Folkemødet på Bornholm sammen med Anders Ladekarl og Per Clausen, MF (EL) på Landbrug & Fødevarers scene. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, mente at den vestlige verdens overforbrug af mad påvirker de globale fødevarepriser. Jo mere vi i Vesten forbruger - og jo mere vi smider ud - desto større er den globale efterspørgsel på mad og desto mere stiger fødevarepriserne globalt.
Madspild, som ifølge Aarhus Universitet og CONCITO er større klimasynder end transporten og bidrager til ca. 14% af verdens klimabelastning, spiller en stor rolle i fremtidens fødevare- og klimapolitik og bør tages yderst alvorligt. Det globale madspild på verdensplan udgør 1,3 mia. ton om året og er ellers nok til at brødføde 3 mia. mennesker. I dag sulter næsten 1 mia. mennesker på verdensplanen. Med årene bliver udfordringen sværere og sværere set i lyset af stigende verdensbefolkning – det regnes med 9 mia. mennesker på Jorden i 2050 - som vil kræve, at verdens fødevareproduktion til den tid skal øges med 70% for at efterkomme behovet. Voksende klimaforandringer vil også spille en betydelig rolle, da de vil forringe høsten og bidrage til stigende fødevarepriser – som vil allerede har oplevet i Rusland i 2010, hvor store russiske arealer var indhyldet i brand pga. den omfattende tørke. Dette forårsagede dårlig høst og dermed stigende fødevarepriser på korn, som også påvirkede det globale fødevaremarked.
Ifølge World Trade Organization (WTO) er klimaforandringer, madspild, nye efterspørgselstendenser og ca. 78 mio. flere mennesker på kloden årligt er nogle af årsagerne til, at efterspørgslen på fødevarer stiger og stiger.
Global grøn systemforandring
Set på den nuværende udvikling af klimaet, står der to ting klart: 1) Klimapolitik bør og må blive et af fremtidens vigtigste politiske områder. 2) Der er brug for en global grøn systemforandring – alt fra global omstilling til grøn energi til mindskning af det globale madspild. Der er ikke længere tid til snak – tiden er tid til handling. Og handlingen er heldigvis begyndt. Både globalt og nationalt ser vi en stigende omstilling til grøn energi.
Spanien er for eksempel begyndt at indføre flere og flere vindmølleparker og solcelleanlæg. Dansk vindmølleeksport forventes at stige i den kommende tid. Både Sverige og Norge udvider deres strategier indenfor biogas og der forventes at alle busser i Oslo vil køre på biogas fra 2013. Også herhjemme ser vi øget fokus på biogas: flere nye anlæg opstår, såsom REnescience anlægget på Amagerforbrændingen samt AIKAN anlægget i Solum. Også mejerigiganten Arla pønser på et stort biogasanlæg i Videbæk. Flere og flere bilproducenter er begyndt at indføre elbiler – og nu om dage kan man både være og grøn og smart, hvis man er iført Teslas el-sportsvogne. Den engelske statslige Love Food Hate Waste kampagne mod madspild er siden 2008 resulteret i besparelser på 300 mio. £ og reduktion af madaffaldet med 137.000 tons, hvilket betød, at der var udledt 600.000 tons mindre CO2.
Omstilling er muligt. Omstilling virker. Og omstilling skal indtænkes på den globale, nationale, politiske samt det personlige plan. Vi skal også huske på, at bedre klima er et fælles ansvar. Selvom at den enkele borger kan få fornemmelse af, at en personlig indsats ikke betyder noget i det store sammenhæng, skal vi have i baghovedet, at alle indsatser tæller. Og vi skal hverken blive økofanatiske, dyrke fattigdomskulturen eller vifte med de løftede pegefingre – vi skal bare indføre en lidt større omtanke for vores hverdag og vores forbrug.
Et fælles mål kan flytte bjerge, og når man får øje for den holistiske og cirkulære tankegang, indser man, at man er en del af en større helhed, hvor alles indsats gælder – store såvel som små.
Lad os derfor rette blikket frem mod større fokus på resource- og klimapolitikken – men også fokus på større personlige indsats, som i sidste ende vil bidrage til et bedre klima for planeten, naturen og hinanden.
Rio+20 er ikke verdens frelser - det er faktisk os selv.
