Jyllands-Posten - Kun den kloge købmand overlever kræmmer-revolutionen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 30. juli 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/07/30/kraemmere/

Hvad er den virkelige drivkraft bag industriens grønne omstilling? Ønsker virksomhederne virkelig af et ærligt hjerte at være grønne og bæredygtige? Ja, nogen gør - siger, hvad de mener, og gør hvad de siger. They walk the talk. Men sådan er det langtfra overalt. For når alt kommer til alt, så handler den grønne omstilling om eet forhold: industriens overlevelse og meget gerne et overskud på bunden. Hvert år. I iskolde kroner, euro eller dollars. Og ikke i hverken ”human kapital”, opsparet ”license to operate” eller øget ”strategisk råderum”. Den slags er i disse år henvist til handelshøjskolernes akademiske salon’er og er ude i virkeligheden kun billige marketing-point, der kun sigter efter førnævnte profit. Og fair nok.

For nylig satte jeg fokus på madspild i Deadline på DR2. En fremtidsforsker, som også deltog i programmet, gav nyt syn på hele bæredygtigheds perspektivet:

McDonald’s vil i fremtiden servere 100% økologisk og fedtfattig fastfood. Vil de gøre det for at pudse en grøn CSR-glorie? Næh. Det handler om at sørge for at fastholde sine kunder. For hvis flere og flere McDonald’s-kunder begynder at uddø pga. diabetes og overvægt, må McDonald’s tage nye ”ansvarligheds” strategier i brug, før kunderne på den lange bane er døde og borte.

Endnu et fremtidsscenarie: På grund af finanskrisen vil flere forbrugere begynde at danne madfællesskaber i eksempelvis bolig-opgange for både at spare på madbudgettet og undgå madspild. Er det godt for detailhandlen? Næppe, det betyder nedgang i omsætningen og mindre profit. Detailhandlen bør derfor tage nye kreative metoder i brug for at holde fast på kunderne.

I stedet for at anskaffe nyt tøj begynder flere og flere at handle genbrugstøj på nettet, da det er langt billigere. Det må tøjindustrien forholde sig til, hvis den ikke vil overhales indenom.

Og hvad nu hvis vi begynder at plukke og udnytte frugt fra vores egne haver, i stedet for at købe de samme typer frugt i supermarkederne, som bare kommer fra den anden side af kloden og i fragt har kostet dyrt på CO2-regnskabet?

I lyset af finanskrisen, som langtfra er overstået, vil den nye tids forbruger have mere ud af mindre.

Vi sparer, vi genbruger, og vi opbruger. Vi forbrugere bliver mere kreative til at udnytte dét vi har. Økonomisk nød har vækket vores kræmmer-sjæl til live.

Og det er i dén grad et tegn til, at industrien skal tage nye metoder og mekanismer i brug for at fastholde os som kunder til de mange ting, som vi måske godt kunne undvære. Og som vi p.t. ikke synes, vi har råd til.

For under alle de fine CSR-forhold, detailhandlen frister med, skjuler sig en hård realitet: Nemlig at disse tider måske handler om virksomheders – ja, hele industriers overlevelse.

For Fru Hansen har måske snart ikke længere råd til at købe mere, end hun har brug for.

Dén dag overlever kun den kloge købmand.

Jyllands-Posten - De frelstes vagtparade og de grønne CSR-glorier

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 10. juli 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/07/10/csr-glorier/

Bæredygtigt forbrug, grøn livsstil og mindre madspild er efterhånden blevet udbredte trends i Danmark. Nutidens politisk korrekte forbruger eller virksomhed bør helst iklæde sig en grøn Occupy Wall Street-halvaktivistisk/økologisk profil, holde øje med sin CO2-udledning og spare på stort set alt. Men hvor konsekvent er så denne fine indstilling, hvis man kigger den efter i sømmene? Er den grønne bølge blot en imagekampagne for at opnå hurtige gevinster på goodwill-kontoen og score nemme point til CSR-glorien?

Siger du, at du aldrig nogensinde smider mad ud, vil jeg hævde, at du nok ikke taler helt sandt. Vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt, med eller uden vilje, bidraget til madspild. Mig selv inklusiv. Det er uundgåeligt. For ingen af os er ufejlbarlige. Man kan kun sige, at man gør sit bedste for at forsøge ikke at smide mad ud. Og det er stort set det eneste, man kan gøre – forsøge at gøre det så godt man kan indenfor de rammer, man kan. Det er ærligt. Der er realistisk. Og vel i virkeligheden også det eneste, vi med rette kan kræve af hinanden.

For nylig talte jeg med en dygtig og sympatisk journalist, og vi endte med sammen at filosofere over samfundets aktuelle udvikling. Vi kom frem til, at for bedstemor-generationen var det helt naturligt at være sparsommelig og nøjsom. De tænkte slet ikke over at opføre sig på denne måde for at høste ros fra deres omverden. De gjorde det bare. Naturligvis var bedstemor-generationen også påvirket af krig, krise og knaphed på ressourcer på en hel anden måde, end vi oplever det i verden i dag.

Det er naturligvis godt at inspirere andre med sine handlinger. Hvis man bevidst vælger at tage cyklen på arbejde i stedet for bilen, bliver man af nogle stemplet som trættende ”helligrøv” og af andre som prisværdigt ”grøn”. Men den grønne profil er i dag også blevet en del af en mere kynisk selviscenesættelse for både privatpersoner og virksomheder, der ønsker at profilere sig.

Hvor ligger den egentlige indsats for bæredygtighed? Hvordan måler og vejer man den? Er man grøn blot for at købe aflad, er man grøn fordi man ikke har råd til andet – eller er man grøn for at skabe sig et image? Eller er hensigten eller bevæggrunden i virkeligheden ligegyldig, så længe vi bare er grønne?

Personligt oplever jeg til tider en tendens til dét, jeg kalder ”de helliges og de frelstes vagtparade” – sammenhænge, hvor jeg har svært ved at få øje på den reelle indsats og det store offer. Jeg har opereret i dette game i snart fire år, og jeg kan tydeligt se, hvilke aktører der seriøst arbejder på sagen, og hvilke aktører, der blot er hoppet på bæredygtigheds-trenden for at opnå en billig CSR-glorie - eller ligefrem tjene penge på det.

Lad os slå een ting fast. Vi er alle en del af den samme verden og det samme system, som bidrager til både ressourceknaphed og øget drivhusgasudledning. Hvis man i ønsker at være 100% bæredygtig – og vel og mærke er konsekvent med det – bør man flytte ud på en øde ø, leve et spartansk liv og blive 100% selvforsynende. Noget, som de færreste af os har lyst til, især set i lyset af FN’s forudsigelser, som peger på at over 70% af Jordens befolkning i 2050 vil bo i byerne.

Reel, ægte grøn forandring og strukturændring tager tid – lang tid – før der er opført nye systemer for den mere bæredygtige fremtid og mere intelligent udnyttelse af ressourcerne. Systemer med hjælp fra innovation, ny teknologi, nyt infrastruktur og ikke mindst ny forbrugeradfærd. Og måske vil man i fremtiden – som vores nuværende bedstemor-generation gjorde det – være nøjsom og sparsommelig uden overhovedet at tænke over det, for det vil forekomme som en naturlighed.

De fremtidige grønne løsninger vil for alvor blive taget i brug af den brede befolkning, hvis forbrugeren ikke vil være tvunget til at give afkald på sin convenience. Det er nemlig de færreste af os, der er parate til at flytte i hippie-kollektiv.

Med denne venligst mente opsang forsøger jeg at sige, at man som forbruger eller virksomhed stadig i dag bør bestræbe sig på at blive mere grøn, eftersom alle indsats tæller – store som små. Men man skal gøre det uden at tilslutte sig de frelstes rækker, uden at dyrke fattigdomskulturen, uden at agere en hysterisk Tante Sur og uden at opføre sig som et slags madspildspoliti. Man kommer længere med konstruktive løsninger, snusfornuft og en ægte ment indsats, som i sidste ende bliver til store besparelser på alle konti.