bragt i Dagbladet Information den 6. juli 2016 -
https://www.information.dk/indland/2016/07/smider-kaerlighed
I bund og grund handler det om at kunne se en ko eller en gris i øjnene og forsikre den om, at den ikke skal leve forgæves og bare ende i skraldespanden.
Tænk over, hvor mange kræfter der går til produktion af vores mad. Hvor meget arbejde der går forud for, at fødevaren lander på vores tallerken. Tænk, hvor mange ressourcer der er lagt i andre ting i vores husholdning og liv: tøj, biler, elektronik, bohave og andre materielle ting, vi ejer (eller som til tide ejer os).
Når vi smider ud, smider vi med andre ord også en masse tilblivelsesprocesser i skraldespanden. En halv tallerken udsmidt mad har en meget lang historie, der har involveret naturen, marken, landmanden, gødningen, dyrene, transporten, energien og mange andre ressourcer, som bidrog til, at vi let og ligetil kunne vælge og vrage mellem de forskellige madvarer i supermarkedet.
Og den påskønnelsesværdige rejse ender så bare på vores hospicehylde i køleskabet, som glemte ufo’er (uidentificerede frosne objekter) i fryseren – og til sidst i skraldespanden. Det er da mangel på respekt. Sjovt nok er der da næsten heller ingen dokumentarfilm, der viser os alle de alt for mange dyr, som fødes, lever og slagtes direkte til madspild – ude af øje, ude af sind.
Det siges, at man ikke er i stand til at elske andre, hvis man ikke elsker sig selv. Er brug-og-smid-væk-samfundet så i virkeligheden udtryk for, at vi ikke elsker os selv? Og har denne mangel på kærlighed egentlig udviklet sig i takt med industrialiseringen, som gjorde det så nemt at smide ud?
Lovgivning ikke vejen frem
Da jeg deltog og talte på Global Green Growth Forum, 3GF, i juni, var jeg i en workshop med en konferencedeltager fra Ghana. Han berettede, at jo mere industrialiseringen tager fart, og middelklassen vokser i Afrika, desto mere affald og spild bliver der genereret i husholdningerne.
Hvor man i Afrika tidligere primært så fødevaretab på markerne pga. manglende infrastruktur i de afrikanske landbrug, ser man i dag stigende madspild i de afrikanske husholdninger. Med andre ord forekommer der nu både fødevaretab og spild på samme tid.
Nogle lande – f.eks. Frankrig – er begyndt at lovgive imod madspild. Den tendens diskuterede vi ved de mange paneldebatter på Folkemødet i år, og vi var overvejende enige: I Danmark er lovgivning og straf ikke vejen frem, eftersom lovgivningen kvæler gode, frivillige bevægelser.
Vi skal sætte ind et helt andet sted – vi skal ændre i mentaliteten. Vi smider mad og ting ud, fordi vi kan. Fordi det er nemt. Fordi vi ikke tænker os om.
Hvis vi bliver opmærksomme på den gigantiske produktionsproces, der ligger bag fremstilling af mad og forbrugsgoder, vil vi få en ganske anden tilgang til spild. Når vi indser, hvilket kæmpestort forløb, der er gået forud for flæskestegen, æggekagen og kyllingelåret landede på vores tallerken – ja, så vil vi højere grad påskønne, respektere og nyde vores mad. Og man smider altså ikke ting ud, man holder af.
Organisationen Landbokvinder, som også var til stede under vores paneldebatter på Folkemødet, mener, at mad skal behandles med respekt. For Landbokvinder er respekten for mad en selvfølgelighed, eftersom de har været med til at producere de dyr og afgrøder, som senere bliver til vores mad. Det smider man ikke ud – det er mangel på respekt for én selv og svarer til at nedgøre ens eget arbejde.
Løsningen er ikke, at vi allesammen flytter på landet og dyrker vores egen mad. Nej, løsningen består i en mentalitetsændring: Mad er kærlighed. Kærlighed smider man ikke ud.
Lever man med respekt og omtanke for maden og øvrige forbrugsgoder, får det en positiv afsmittende effekt på vores samfund, ressourcer og i sidste ende naturen – der hvor alle ressourcerne kommer fra. Helt enkelt handler det om at holde af vores natur og planet, som giver os så meget – og om ikke at smide kærlighed ud.
Tænk over, hvor mange kræfter der går til produktion af vores mad. Hvor meget arbejde der går forud for, at fødevaren lander på vores tallerken. Tænk, hvor mange ressourcer der er lagt i andre ting i vores husholdning og liv: tøj, biler, elektronik, bohave og andre materielle ting, vi ejer (eller som til tide ejer os).
Når vi smider ud, smider vi med andre ord også en masse tilblivelsesprocesser i skraldespanden. En halv tallerken udsmidt mad har en meget lang historie, der har involveret naturen, marken, landmanden, gødningen, dyrene, transporten, energien og mange andre ressourcer, som bidrog til, at vi let og ligetil kunne vælge og vrage mellem de forskellige madvarer i supermarkedet.
Og den påskønnelsesværdige rejse ender så bare på vores hospicehylde i køleskabet, som glemte ufo’er (uidentificerede frosne objekter) i fryseren – og til sidst i skraldespanden. Det er da mangel på respekt. Sjovt nok er der da næsten heller ingen dokumentarfilm, der viser os alle de alt for mange dyr, som fødes, lever og slagtes direkte til madspild – ude af øje, ude af sind.
Det siges, at man ikke er i stand til at elske andre, hvis man ikke elsker sig selv. Er brug-og-smid-væk-samfundet så i virkeligheden udtryk for, at vi ikke elsker os selv? Og har denne mangel på kærlighed egentlig udviklet sig i takt med industrialiseringen, som gjorde det så nemt at smide ud?
Lovgivning ikke vejen frem
Da jeg deltog og talte på Global Green Growth Forum, 3GF, i juni, var jeg i en workshop med en konferencedeltager fra Ghana. Han berettede, at jo mere industrialiseringen tager fart, og middelklassen vokser i Afrika, desto mere affald og spild bliver der genereret i husholdningerne.
Hvor man i Afrika tidligere primært så fødevaretab på markerne pga. manglende infrastruktur i de afrikanske landbrug, ser man i dag stigende madspild i de afrikanske husholdninger. Med andre ord forekommer der nu både fødevaretab og spild på samme tid.
Nogle lande – f.eks. Frankrig – er begyndt at lovgive imod madspild. Den tendens diskuterede vi ved de mange paneldebatter på Folkemødet i år, og vi var overvejende enige: I Danmark er lovgivning og straf ikke vejen frem, eftersom lovgivningen kvæler gode, frivillige bevægelser.
Vi skal sætte ind et helt andet sted – vi skal ændre i mentaliteten. Vi smider mad og ting ud, fordi vi kan. Fordi det er nemt. Fordi vi ikke tænker os om.
Hvis vi bliver opmærksomme på den gigantiske produktionsproces, der ligger bag fremstilling af mad og forbrugsgoder, vil vi få en ganske anden tilgang til spild. Når vi indser, hvilket kæmpestort forløb, der er gået forud for flæskestegen, æggekagen og kyllingelåret landede på vores tallerken – ja, så vil vi højere grad påskønne, respektere og nyde vores mad. Og man smider altså ikke ting ud, man holder af.
Organisationen Landbokvinder, som også var til stede under vores paneldebatter på Folkemødet, mener, at mad skal behandles med respekt. For Landbokvinder er respekten for mad en selvfølgelighed, eftersom de har været med til at producere de dyr og afgrøder, som senere bliver til vores mad. Det smider man ikke ud – det er mangel på respekt for én selv og svarer til at nedgøre ens eget arbejde.
Løsningen er ikke, at vi allesammen flytter på landet og dyrker vores egen mad. Nej, løsningen består i en mentalitetsændring: Mad er kærlighed. Kærlighed smider man ikke ud.
Lever man med respekt og omtanke for maden og øvrige forbrugsgoder, får det en positiv afsmittende effekt på vores samfund, ressourcer og i sidste ende naturen – der hvor alle ressourcerne kommer fra. Helt enkelt handler det om at holde af vores natur og planet, som giver os så meget – og om ikke at smide kærlighed ud.
