bragt i Dagbladet Roskilde, Nordvestnyt Holbæk/Odsherred, Dagbladet Ringsted, Sjællandske Slagelse, Dagbladet Køge, Nordvestnyt Kalundborg, Sjællandske Næstved den 25. maj 2020 -
https://sn.dk
Flere af os er begyndt at planlægge, inden vi tager ud at købe ind i supermarkedet. Vi bestræber os på at besøge supermarkedet højst en gang om ugen for at mindske smitterisikoen. Vi køber stort ind og planlægger efter at lave mad til flere dage. Vi begynder at udnytte restemaden, og vi laver madplaner. Men madplaner er noget, som danskerne begyndte at tage til sig allerede inden coronakrisen.
Faktisk viser Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad's nyeste repræsentative madspildsanalyse, som udkom kort inden krisen startede, at 40 procent af danskerne laver madplaner og over halvdelen af danskerne mener, at en madplan kan være medvirkende til, at de smider mindre mad ud.
Det påfaldende ved undersøgelsen var dog, at næsten alle kunne blive enige om, at de i fremtiden gerne vil undgå madspild. Men der er langt fra vilje til handling. Størstedelen af husholdningerne smider nemlig fødevarer ud, som de ikke kan spise op, eller som har overskredet sidste holdbarhedsdato. Faktisk er det kun fem procent, som selv siger, at de aldrig smider mad ud. Samtidig svarer halvdelen af danskerne, at de gerne vil smide mindre mad ud.
Halvdelen af danskerne mener, at flere datovarer til nedsatte priser har hjulpet dem til at mindske deres personlige madspild. Også at der er kommet flere stykrabatter i stedet for mængderabatter gør en betydelig forskel. Ligeledes at detailhandlen fører kampagner mod madspild og har indført flere mindre emballagestørrelser, hjælper danskerne på vej til at mindske deres madspild.
Ser man på alderen, er det især danskerne under 50 år, som selv siger, at de oftere smider mad ud. Her er det især børnefamilierne og de unge, der er mest udfordret, da børns varierende lyst til at spise kan være en udfordring for børnefamilierne.
For de unge udeboende danskere er udfordringen ved at undgå madspild også et spørgsmål om mængder, enten i indkøbet i butikken eller i tilberedningen. De unge i alderen 18-29 år mener selv, at f.eks. madspilds- apps, som afhjælper dem med madspild, og at kendte danskere er begyndt at fokusere på madspild, hjælper dem med at undgå deres eget madspild.
Om krisen vil lære os at passe bedre på maden vil kun tiden vise. Men en ting står klart: Kampen mod madspild er stadig i fuld gang - og stopper ikke foreløbigt.