bragt i magasinet Miljøsk den 14. januar 2011 -
http://noah.dk/miljoesk/
Hvorfor smider vi danskere - på trods af finanskrise, nedskæringer og regeringens spareplaner - mad ud, som svarer til 16 milliarder kroner om året? En gennemsnitsfamilie smider ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer god og spiselig mad ud for 10.000 kroner om året. Og Danmark ligger ifølge Verdensnaturfonden WWF’s rapport ’Living Planet Report’ på en 3. plads over de mest ressourceforbrugende lande i verden målt i forhold til indbyggertal. Samtidig begynder alvoren af klimaforandringerne at blive klare. I sommeren 2010 oversvømmede massive regnskyl i Danmark Lyngby-motorvejen samt forårsagede store vandskader i over 370 huse. Forskere på Niels Bohr Instituttet har beregninger, som viser, at havene i løbet af de næste 100 år vil stige med op til 1,2 meter på grund af den menneskeskabte globale opvarmning som følge af udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.
Plankton i havene forsvinder på grund af stigende temperaturer, og polare isflager begynder at knække. I Sibirien medvirker global opvarmning til, at permafrost er ved at tø op. Det er med til at accelererer den globale opvarmning, fordi det frigiver metan, som er 20 gange mere effektiv drivhusgas end CO2. En række forskere mener oven i købet, at fremtiden ser sortere ud, end hvad FN’s klimapanel IPCC fremlægger i sine rapporter. Selv skeptikeren Bjørn Lomborg har udtalt sig, at klimaforandringer bliver en af menneskehedens største udfordringer. Man kan vælge at lukke øjnene for det, man kan give Solen hele skylden, eller kan man vælge at tro, at verden alligevel går under i december 2012. Men man kan ikke benægte, at klimaet forandrer sig, og vi er nødt til at gøre et forsøg på at rette op på klimaet.
Dobbeltmoral
Hvordan kan så mange fødevareproducenter og supermarkeder stolt fremvise kampagner om bæredygtighed, klima og globalt medansvar og samtidig bruge mængderabat til at lokke kunderne til at købe mere mad, end de har brug for? Hvordan kan det være, at fødevareproducenter stolt fremviser den bæredygtige og selvgode glorie udadtil, mens de ikke skænker deres fødevareemballage en tanke – fødevareemballage, som bidrager til, at op til 25 procent af indholdet går til spilde? Hvordan kan det være, at en stor COP15 klimademonstration under temaet bæredygtighed efterlader sig et langt spor af affald på vej gennem byen? Hvordan kan det være, at Danmark, som var vært for Klimatopmødet i december 2009, har EU-rekord i skrald?
En del af løsningen
Vi pynter os med lånte fjer. Danmark er hverken så bæredygtig eller ansvarsbevidst, som vi går og bilder os ind. Ja, vi er blevet lidt grønnere. Er begyndt at tage cyklen i stedet for bilen. Er begyndt at købe mere fornuftigt ind. Men takket være finanskrisen har danskere ikke længere råd til at frådse, fortæller Dansk Statistik - i alt køber hver husstand 109 kilo mindre mad end for tre år siden.
Vil vi så vende tilbage til vores frådseri, når der kommer et økonomisk opsving? Amagerforbrænding kalder det et sandsynligt scenarie - de kan registrere, at affaldsmængderne stiger i takt med, at danskerne får flere penge mellem hænderne. Mindre madspild er ikke løsningen til at mindske den globale opvarmning. Men det er en del af løsningen. Det er en håndgribelig og relativ simpel løsning, der hverken kræver store anstrengelser eller ressourcer. Tristram Stuart, verdens førende ekspert på madspild og forfatter af bogen WASTE - Uncovering The Global Food Scandal har estimeret at 10 procent af jordens drivhusgasser udledes som følge af producerede fødevarer, som ikke bliver spist. Ved at mindske madspild kan vi altså bidrage til 10 procent mindre CO2-udslip.
Tænk over, hvor mange ressourcer, der bliver brugt på for eksempel en bøf fra Sydamerika. Først skal regnskoven fældes til fordel for kvægdrift, så slagtes kvæget, transporteres hele vejen til Danmark for så at smide halvdelen af bøffen i skraldespanden.
Mange har ansvar
Madspild har mange ansvarlige – forbrugere er kun en del af det. mange ansvarlige – forbrugere er kun en del af det. Fødevareproducenter producerer mere mad, end der er behov for. Detailhandlen lokker folk til at købe mere mad, end de har brug for. Fødevareemballage forhindrer at man kan få de sidste rester ud – nogle gange op til 25 procent af indholdet. Restauranter, bagerier, kantiner, det private og det offentlige sektor smider tonsvis af god mad ud. Imens venter vi på, at politikere og beslutningstagere begynder at gøre noget. Men vi glemmer, at her kan vi alle gøre en forskel, og det kræver hverken penge eller store anstrengelser. Vi er faktisk selv en del af løsningen på problemet.
I forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, som jeg stiftede 2008, vil vi give folk værktøjer og redskaber til at komme madspild til livs. Det er gratis at være med, og bevægelsen tæller i dag over 6.000 medlemmer, deriblandt top-politikere og opinionsdannere som Poul Nyrup Rasmussen, Villy Søvndal, Gitte Seeberg og madpersonligheder som Camilla Plum, Thomas Rode Andersen og Jan Hurtigkarl. Vi har i over 60 medier sat madspild på dagsordenen og medvirket til, at butikskæden Rema 1000 har droppet mængderabat i kædens 164 butikker for at minimere madspild. Også regeringen er begyndt at interessere sig for sagen - for eksempel indgår Stop Spild Af Mad i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2010, og jeg sidder i følgegruppen for Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses kampagne 2010 ’Brug mere - spild mindre’.
Politiske mål
I oktober i år var jeg inviteret som gæstetaler på EU’s fødevarekonference ’How to Transform Food Waste Into a Ressource’ i Europa-Parlamentet i Bruxelles. På konferencen deltog organisationer som A.N.D.E.S. (Frankrig), FareShare (England), politikere som Paolo De Castro (Formand for Europa- Parlamentets Udvalg for Landbrugs- og Landdistrikterne), medlemmer af Europa-Parlamentet samt akademiske professorer og NGO’er for at diskutere og fremlægge løsninger på madspild.
Konferencen sluttede med at der blev fremlagt et fælles dokument, som skal udarbejdes af alle deltagende parter og videregives til EU og FN. Dokumentet indeholder forslag til bæredygtig anvendelse af fødevarer samt forpligtelse til global reduktion af madspild på verdensplanen med mindst 50 procent inden år 2025. For eksempel foreslår dokumentet, at mindre madspild bør blive en ny UN Millennium Development Goal.
Spørgsmålet er, om der kommer handling ud af konferencen? Vil EU og FN forpligte sig til en verdensreduktion af madspild på mindst 50 procent inden året 2025? Eller vil konferencens gode intentioner, taler og forslag drukne i den bureaukratiske maskine og lobbyisme? For vi har ikke tid til at vente – vi skal handle.
Global omlægning
Der er kræfter i EU, der arbejder på et mål, der hedder 30 procent frem for 20 procents reduktion af CO2-udslippet i 2020. Men er det nok? Og hvad nytter det, at EU reducerer sit CO2-udslip, hvis andre industrilande fortsætter med at gøre, som de plejer? Der er brug for en global omlægning - alt andet er symptombehandling.
En global omlægning skal ikke påduttes os fra politikere, beslutningstagere, kommercielle aktører eller forskere. En global omlægning starter med os - almindelige mennesker. Vi skal begynde at handle. Gå ind i kampen. Begynde at ændre os selv. Begynde at ændre systemet. Vi kan ikke kræve, at systemet og folk omkring os ændrer sig, hvis vi ikke selv ændrer os selv.
Politiske mål
I oktober i år var jeg inviteret som gæstetaler på EU’s fødevarekonference ’How to Transform Food Waste Into a Ressource’ i Europa-Parlamentet i Bruxelles. På konferencen deltog organisationer som A.N.D.E.S. (Frankrig), FareShare (England), politikere som Paolo De Castro (Formand for Europa- Parlamentets Udvalg for Landbrugs- og Landdistrikterne), medlemmer af Europa-Parlamentet samt akademiske professorer og NGO’er for at diskutere og fremlægge løsninger på madspild.
Konferencen sluttede med at der blev fremlagt et fælles dokument, som skal udarbejdes af alle deltagende parter og videregives til EU og FN. Dokumentet indeholder forslag til bæredygtig anvendelse af fødevarer samt forpligtelse til global reduktion af madspild på verdensplanen med mindst 50 procent inden år 2025. For eksempel foreslår dokumentet, at mindre madspild bør blive en ny UN Millennium Development Goal.
Spørgsmålet er, om der kommer handling ud af konferencen? Vil EU og FN forpligte sig til en verdensreduktion af madspild på mindst 50 procent inden året 2025? Eller vil konferencens gode intentioner, taler og forslag drukne i den bureaukratiske maskine og lobbyisme? For vi har ikke tid til at vente – vi skal handle.
Global omlægning
Der er kræfter i EU, der arbejder på et mål, der hedder 30 procent frem for 20 procents reduktion af CO2-udslippet i 2020. Men er det nok? Og hvad nytter det, at EU reducerer sit CO2-udslip, hvis andre industrilande fortsætter med at gøre, som de plejer? Der er brug for en global omlægning - alt andet er symptombehandling.
En global omlægning skal ikke påduttes os fra politikere, beslutningstagere, kommercielle aktører eller forskere. En global omlægning starter med os - almindelige mennesker. Vi skal begynde at handle. Gå ind i kampen. Begynde at ændre os selv. Begynde at ændre systemet. Vi kan ikke kræve, at systemet og folk omkring os ændrer sig, hvis vi ikke selv ændrer os selv.
Forandringen starter i det daglige og handler om at have en smule omtanke i hverdagen. Ikke smide resten af den gode og friske mad ud, fordi man er for doven til at sætte den i fryseren. Bruge remouladen helt op, inden man åbner en ny. Huske en genanvendelig indkøbspose til indkøb i stedet for at købe nye plastikposer hver gang. Kun købe det, som man har brug for – og bruge det, som man har købt.
Forbrugernes magt er meget større, end vi tror. Med vores daglige handlinger kan vi ændre hele systemet og sætte en kædereaktion i gang, som i sidste ende vil påvirke detailhandlen, fødevareproducenterne, politikere og beslutningstagere.
Forbrugernes magt er meget større, end vi tror. Med vores daglige handlinger kan vi ændre hele systemet og sætte en kædereaktion i gang, som i sidste ende vil påvirke detailhandlen, fødevareproducenterne, politikere og beslutningstagere.
Men vi er nødt til at gøre noget - tage et globalt medansvar. Og vi skal gøre det nu.
