tirsdag den 22. januar 2013

Jyllands-Posten - At rydde op efter folk, der ikke rydder op efter sig selv

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 22. januar 2013 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2013/01/22/affald-2/


En halv milliard kroner om året. Så meget koster det, ifølge Hold Danmark Rent, årligt for danske kommuner at rydde op efter folk, der ikke rydder op efter sig selv. En halv mia. for at fjerne henkastet affald. Penge, som især under finanskrisen kunne bruges på noget mere fornuftigt, hvis bare ”folk kunne lære at opføre sig ordentligt”. Men kan de – eller måske rettere: vi – nu det?

Noget tyder på, at en adfærdsændring så småt på vej. En ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark blandt 1.000 danskerne i forbindelse med Stop Spild Af Mad’s og AVV Hjørrings netop lancerede frivillige oplysningskampagne Stop Affald viser, at ca. to tredjedele af os faktisk ikke smider skrald på gaden eller i naturen. Vi forbinder affaldsforebyggelse med god samvittighed, og vi er opmærksomme på at undgå madspild – ifølge analysen.

Og når lavkonjunkturen en gang vender, og vi atter får flere penge mellem hænderne – ja, så forventer vi (især de højtuddannede) at bevare de gode affaldsvaner og ikke generere mere skrald. Økonomisk opsving vil ikke øge madspild og affald hos 7 ud af 10 danskerne, viser vores nye undersøgelse.

Men ét er naturligvis, hvad folk siger, når de bliver spurgt af et analyseinstitut. Her vil man typisk gerne udstille et lidt pænere billede af sig selv og give indtryk af at være en god og ansvarsfuld borger. Men noget helt andet er, hvad folk reelt gør derhjemme i Hamsterhjulet bag de lukkede døre. For ingen af os er perfekte og fejlfrie.

Men noget tyder i vores undersøgelse på, at de mange kan-I-nu-opføre-jer-ordentligt-kampagner - de offentlige, de halvoffentlige, de private og de frivillige - stille og roligt er ved at bide sig fast.

Så lad os håbe, at Danmark i fremtiden skal bruge knap så mange penge på at rydde op efter medborgere, der ikke rydder op efter sig selv.