søndag den 17. juli 2022

Frederiksborg Amts Avis m.fl. - Efter 14 år: Kampen mod madspild er mere aktuel end nogensinde

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Sjællandske Næstved, Sjællandske Slagelse, Frederiksborg Amts Avis, Frederiksborg Amts Avis Helsingør, Nordvestnyt Holbæk/Odsherred, Nordvestnyt Kalundborg, Dagbladet Ringsted, Dagbladet Køge og Dagbladet Roskilde den 11. juli 2022 -


Siden Stop Spild Af Mad startede kampen mod madspild for 14 år siden, og kan i disse dage fejre jubilæum, er kampen i dag mere aktuel end nogensinde.

Fødevare-, forbrugs- og energipriser er røget i vejret. Inflationen nåede i maj op på 6,7 %, hvilket er det højeste i mere end 38 år. Gør vi det op i kroner og ører, skal en børnefamilie ifølge Arbejdernes Landsbank i dag bruge 30.000 kr. mere for at opretholde det samme forbrug som for et år siden.

Det rykker kampen mod madspild op i en helt anden liga - også for de udsatte og madfattige borgere.

Flere velgørende madspildsorganisationer oplever også en stor stigning i madfattige borgere, som beder om madhjælp - en stigning helt op til 25 procent.

Stop Spild Af Mad's store landsdækkende og gratis portal til modtagelse og donation af overskudsmad, GratisMad. dk, oplever også stor tilgang. Dens besøgstal er eksploderet: fra 90.000 besøg i december til over 180.000 i dag.

På finansloven
Derfor holder det ikke, at kampen mod madspild i hviler for det meste på skuldrene af frivillige og velmenende borgere. Det kan ikke være meningen, at de frivillige organisationer skal knokle både hverdage og helligdage for at løse det store samfundsproblem, som madspild er, og ovenikøbet betale deres drift og udgifter ud af egen lomme. Hvis kampen mod madspild er primært afhængig af frivillige og velmenende danskere, risikerer den i det lange løb at dø helt ud.

Siden 2018 har Stop Spild Af Mad i medierne opfordret politikerne til at sætte kampen mod madspild på finansloven - og Stop Spild Af Mad vil gerne kvittere, at Venstre havde i 2020 foreslået 10 mio. kr. på finansloven for at støtte kampen mod madspild - helt konkret til at støtte til organisationer og foreninger, der bekæmper madspild.

Men det lykkedes ikke endnu. Vi foreslår derfor politikere, som er netop i gang med forhandlingerne om næste års finanslov, at afsætte penge på finansloven til oprettelsen af en statsfinansieret National Fond for Forebyggelse og Reduktion af Madspild.

Fondens formål kan være at give vedvarende støtte til kampen mod madspild fra jord til bord, herunder alt fra forskning til kampagner - men også at yde konkret vedvarende støtte til økonomisk drift af de mange frivillige velgørende madspildsorganisationer, som redder overskudsmad og hjælper de udsatte.

Mindre madspild giver både en samfundsmæssig og en klimamæssig gevinst. Hvis kampen mod madspild skal fremtidssikres, skal den sættes på finansloven.