af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
Kampen mod madspild er død, længe leve kampen mod madspild! En ulykke kommer sjælden alene.
Lige efter COVID-19’s tilbagegang i Danmark i februar invaderede krigsforbryderen Putin det fredelige naboland, Ukraine. Alt imens er fødevare-, forbrugs- og energipriser røget i vejret. Inflationen nåede i maj op på 6,7 pct., hvilket er det højeste i 38 år.
Gør vi det op i kroner og ører, skal en børnefamilie ifølge Arbejdernes Landsbank i dag bruge 30.000 kr. mere for at opretholde det samme forbrug som for et år siden.
Ukraine og Rusland er desuden begge storeksportører af nogle af verdens mest basale fødevarer. Til sammen tegner de sig for omkring 29 pct. af den globale eksport af hvede, 19 pct. af verdens majsforsyninger og 80 pct. af verdens eksport af solsikkeolie.
Men Rusland eksporterer også næringsstoffer til afgrøder samt naturgas, hvilket er afgørende for fremstilling af kvælstofbaseret gødning. Ifølge den norske gødningsproducent Yara International kommer 25 pct. af den europæiske forsyning fra Rusland.
Med andre ord har invasion af Ukraine bidraget til, at den globale fødevareforsyning i dén grad er truet.
Fra ”nice to have” til ”need to have”
Har vi overhovedet råd til at smide mad ud i disse nye tider? Absolut nej! Snart vil madspildsorganisationer som Stop Spild Af Mad måske blive arbejdsløse, og alle danskere vil spise maden op - rub og stub. Kampen mod Madspild 4.0 er i dén grad begyndt.
Kampen mod Madspild 1.0 var hele opstarten i årene 2008 - 2013. Kampen mod Madspild 2.0 var fokus på økologi i årene 2014 - 2017. Kantiner og storkøkkener skulle mindske madspild for at få råd til økologi - og det gjorde de fremragende. 3.0 var fokus på klima i årene 2018 - 2019. #Klimastrejker, #Klimatosser, #Klimavalg og masser af klimaforskrækkede strejkende teenagere.
Og nu er kampen mod Madspild 4.0 i fuld gang. Kampen er gået fra ”nice to have” til ”need to have”.
Når en børnefamilie skal bruge 30.000 kr. mere for at opretholde det samme forbrug som for et år siden, skal de spare på alt. En af de nemmeste ting at tage fat i er madspildet.
Tal fra Landbrug & Fødevarer estimerer, at en gennemsnitlig dansk familie med to voksne og to børn smider mad ud for 7.200 kr. om året. Flere og flere madfattige og udsatte borgere mangler mad. Det kan vi tydeligt se på Stop Spild Af Mads store portal til modtagelse og donation af overskudsmad, GratisMad.dk. Dens besøgstal er eksploderet: fra 90.000 gange i december til over 158.000 i dag.
Også organisationer som vores navnebror, Stop Spild Lokalt, oplever en stigning på 25 pct. af borgere, som beder om madhjælp. Stop Spild Lokalt er i dag Danmarks største organisation mod madspild med fokus på uddeling af overskudsmad og har i 2021 reddet 10.821 tons overskudsmad til en værdi af 223 mio. kr.