Jyllands-Posten - Pinligt restaurant-tabu smider vores penge i skraldespanden

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 27. august 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/08/27/restaurant/

Du har selv - ofte i dyre domme - betalt for middagen på restauranten. Såfremt du ikke lige kunne spise op, er det vel kun rimeligt og ganske naturligt, at du beder om af få resten af din mad med hjem. Maden er jo slet og ret din ejendom - du betaler pænt din regning, før du går. Men mange danskerne synes stadigvæk, at det er enormt pinligt at tage maden med. Mange opfatter det som et tabu at bede om en doggybag på en restaurant - for hvad vil nu de andre gæster tænke om een, når man sådan kræver at få rester af sin retmæssige mad med hjem.

Ifølge nye tal fra Nordisk Ministerråd er madspildet i de danske restauranter, kantiner og storkøkkener ret omfattende: hele 140.000 tons god spiselig mad ryger ud hvert år. De nye tal kaster lys på, at madspildet ikke blot foregår hos forbrugere og i detailhandlen, som pressen indtil videre primært har sat fokus på.

Undersøgelse fra Kost & Ernæringsforbundet viser, at 95% af de danske kantineledere peger på spild af tilberedt mad – altså peger på, at det meste af madspildet sker udenfor køkkendøren, hos gæsterne. Som gæst er det ikke altid nemt selv at bestemme de størrelser portioner mad får serveret - og i ”buffet-fælden” han man altid tendens til at øse meget mere op på tallerkenen, end man kan spise.

Vores nyeste undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Stop Spild Af Mad peger på, at danskerne er blevet mere positive overfor doggybags, og over halvdelen af de adspurgte (55%) vil gerne bede om at få maden med hjem, såfremt det foregår diskret. Det er også vigtigt, at maden er ikke rodet rundt sammen, og naturligvis er der flere faktorer, der gælder, bl.a. hvor lang transporttid man har hjem. For man skal jo nødig gå i byen i tropisk varme medbringende sine slatne madrester mange timer efter restaurantbesøget.

Doggybags er ikke den afgørende løsning på restauranternes madspild, med det kan være en del af løsningen. Blandt andre løsninger kan være:

• at restauranter tilbyder forskellige størrelser menuer (for eks. mindre menuer til pensionister, som er småtspisende)
• at restauranter tilbyder at veje maden på tallerkenen inden købet 
• mindre størrelser tallerkener ved buffeten
• at restauranter tilbyder ”dagens rester” menu med tiloversblevne friske råvarer
• at restauranter skal turde ikke at have hele menuens udvalg klar ved restauranternes lukketid (og at restaurantgæsterne så udviser forståelse for dette)
• at restauranter inden serveringen spørger gæsterne om, hvor meget de vil spise
• at restauranter ikke stiller al mad frem på bordet ved buffeten
• at restauranter bruger en løsning til at omdanne madspild og madaffald om til biogas

Men tilbage til det pinlige tabu med doggybags.

Vores Gallupundersøgelse viser en tendens til, at danskerne sådan set er friske på doggybags, så længe det kan foregå diskret. For eet eller andet sted har vi jo allesammen det fornuftige kræmmer-gen, også selvom vi ikke vil udstille det offentligt. Men restaurationsbranchen må altså også ind i kampen og begynde for eks. at indføre doggybags, som ovenikøbet kunne blive et nyt reklamemedie.

Er man kreativt tænkende (og modig), kan man jo selv tage en lille plastic-bøtte med og bruge den til resterne efter sin næste restaurantbesøg.

Dansk Handelsblad - De svedige frostrejer på parfumehylden

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Dansk Handelsblad den 17. august 2012 -
http://www.dhblad.dk

Fornyligt satte een af vores medlemmer af Stop Spild Af Mad fokus på problemet. Jeg tog det straks op og videreførte debatten til Jyllands-Posten, hvor jeg er fast skribent.

Det handler om det usynlige madspild, som ikke mange skænker en tanke, med som alligevel finder sted – næsten dagligt – i den danske detailhandel. Det handler om en forbrugeradfærd af den noget kedelige karakter:

En pakke frostrejer befinder sig ensomt og forladt og sveder i varehusets parfumeafdeling, hvor kunden i sidste øjeblik ombestemte sig. I stedet for at sætte rejerne tilbage i frostafdelingen, hvor de hører til, var det nemmere og hurtigere at dumpe dem på parfumehylden på vej til kassen.

Creme fraiche befinder sig pludselig blandt vaskepulveret, og en pakke fersk kød er flyttet ind blandt køkkenrullerne. Sådan kan man næsten dagligt i supermarkederne spotte fødevarer, som kunderne ikke orker at sætte tilbage på plads. Og hvad gør man så? Samler man rejerne op og sætter dem tilbage i frostdisken? Næppe, for man ved jo ikke, hvor længe har rejerne været på ”fri fod” i butikken.

Naturligvis findes der nogle situationer, hvor man står i køen med sin oksemørbrad, og telefonen ringer med en besked om, at mormor er blevet indlagt. Så kaster man nok alt fra sig – inklusivt oksemørbrad – for at komme afsted. Men jeg tvivler på, at dette er den daglige grund til, at så mange kunder viser mangel på omtanke ved at efterlade gode fødevarer udenfor køle- og frostafdelinger. Det er vel den samme mangel på omtanke, når kunderne – i al dovenskab – glemmer at lukke døren til køle- og frostskabene.

Noget tyder på, at der hersker en det-må-de-andre tage-sig-af-holdning, som ender i denne form for forbrugeradfærd. Kan man gøre noget for at appellere til en adfærdsændring blandt de kunder, for hvem det er den største selvfølge at efterlade fortrudte ferskvarer på vaskepulverhylden?

Som frivillig og toneangivende forbrugerorganisation mod madspild gør Stop Spild Af Mad en del for at sætte fokus på problemet blandt forbrugere. Men måske kan detailhandel også medvirke til en mere positiv adfærdsændring hos kunderne. Vi opfordrer derfor den danske detailhandel til at kigge nærmere på denne sag, for her er en del skjult madspild – og fortjeneste – at spare. Lad os stå sammen om at løse dette problem.

Jyllands-Posten - Kun den kloge købmand overlever kræmmer-revolutionen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 30. juli 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/07/30/kraemmere/

Hvad er den virkelige drivkraft bag industriens grønne omstilling? Ønsker virksomhederne virkelig af et ærligt hjerte at være grønne og bæredygtige? Ja, nogen gør - siger, hvad de mener, og gør hvad de siger. They walk the talk. Men sådan er det langtfra overalt. For når alt kommer til alt, så handler den grønne omstilling om eet forhold: industriens overlevelse og meget gerne et overskud på bunden. Hvert år. I iskolde kroner, euro eller dollars. Og ikke i hverken ”human kapital”, opsparet ”license to operate” eller øget ”strategisk råderum”. Den slags er i disse år henvist til handelshøjskolernes akademiske salon’er og er ude i virkeligheden kun billige marketing-point, der kun sigter efter førnævnte profit. Og fair nok.

For nylig satte jeg fokus på madspild i Deadline på DR2. En fremtidsforsker, som også deltog i programmet, gav nyt syn på hele bæredygtigheds perspektivet:

McDonald’s vil i fremtiden servere 100% økologisk og fedtfattig fastfood. Vil de gøre det for at pudse en grøn CSR-glorie? Næh. Det handler om at sørge for at fastholde sine kunder. For hvis flere og flere McDonald’s-kunder begynder at uddø pga. diabetes og overvægt, må McDonald’s tage nye ”ansvarligheds” strategier i brug, før kunderne på den lange bane er døde og borte.

Endnu et fremtidsscenarie: På grund af finanskrisen vil flere forbrugere begynde at danne madfællesskaber i eksempelvis bolig-opgange for både at spare på madbudgettet og undgå madspild. Er det godt for detailhandlen? Næppe, det betyder nedgang i omsætningen og mindre profit. Detailhandlen bør derfor tage nye kreative metoder i brug for at holde fast på kunderne.

I stedet for at anskaffe nyt tøj begynder flere og flere at handle genbrugstøj på nettet, da det er langt billigere. Det må tøjindustrien forholde sig til, hvis den ikke vil overhales indenom.

Og hvad nu hvis vi begynder at plukke og udnytte frugt fra vores egne haver, i stedet for at købe de samme typer frugt i supermarkederne, som bare kommer fra den anden side af kloden og i fragt har kostet dyrt på CO2-regnskabet?

I lyset af finanskrisen, som langtfra er overstået, vil den nye tids forbruger have mere ud af mindre.

Vi sparer, vi genbruger, og vi opbruger. Vi forbrugere bliver mere kreative til at udnytte dét vi har. Økonomisk nød har vækket vores kræmmer-sjæl til live.

Og det er i dén grad et tegn til, at industrien skal tage nye metoder og mekanismer i brug for at fastholde os som kunder til de mange ting, som vi måske godt kunne undvære. Og som vi p.t. ikke synes, vi har råd til.

For under alle de fine CSR-forhold, detailhandlen frister med, skjuler sig en hård realitet: Nemlig at disse tider måske handler om virksomheders – ja, hele industriers overlevelse.

For Fru Hansen har måske snart ikke længere råd til at købe mere, end hun har brug for.

Dén dag overlever kun den kloge købmand.

Jyllands-Posten - De frelstes vagtparade og de grønne CSR-glorier

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 10. juli 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/07/10/csr-glorier/

Bæredygtigt forbrug, grøn livsstil og mindre madspild er efterhånden blevet udbredte trends i Danmark. Nutidens politisk korrekte forbruger eller virksomhed bør helst iklæde sig en grøn Occupy Wall Street-halvaktivistisk/økologisk profil, holde øje med sin CO2-udledning og spare på stort set alt. Men hvor konsekvent er så denne fine indstilling, hvis man kigger den efter i sømmene? Er den grønne bølge blot en imagekampagne for at opnå hurtige gevinster på goodwill-kontoen og score nemme point til CSR-glorien?

Siger du, at du aldrig nogensinde smider mad ud, vil jeg hævde, at du nok ikke taler helt sandt. Vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt, med eller uden vilje, bidraget til madspild. Mig selv inklusiv. Det er uundgåeligt. For ingen af os er ufejlbarlige. Man kan kun sige, at man gør sit bedste for at forsøge ikke at smide mad ud. Og det er stort set det eneste, man kan gøre – forsøge at gøre det så godt man kan indenfor de rammer, man kan. Det er ærligt. Der er realistisk. Og vel i virkeligheden også det eneste, vi med rette kan kræve af hinanden.

For nylig talte jeg med en dygtig og sympatisk journalist, og vi endte med sammen at filosofere over samfundets aktuelle udvikling. Vi kom frem til, at for bedstemor-generationen var det helt naturligt at være sparsommelig og nøjsom. De tænkte slet ikke over at opføre sig på denne måde for at høste ros fra deres omverden. De gjorde det bare. Naturligvis var bedstemor-generationen også påvirket af krig, krise og knaphed på ressourcer på en hel anden måde, end vi oplever det i verden i dag.

Det er naturligvis godt at inspirere andre med sine handlinger. Hvis man bevidst vælger at tage cyklen på arbejde i stedet for bilen, bliver man af nogle stemplet som trættende ”helligrøv” og af andre som prisværdigt ”grøn”. Men den grønne profil er i dag også blevet en del af en mere kynisk selviscenesættelse for både privatpersoner og virksomheder, der ønsker at profilere sig.

Hvor ligger den egentlige indsats for bæredygtighed? Hvordan måler og vejer man den? Er man grøn blot for at købe aflad, er man grøn fordi man ikke har råd til andet – eller er man grøn for at skabe sig et image? Eller er hensigten eller bevæggrunden i virkeligheden ligegyldig, så længe vi bare er grønne?

Personligt oplever jeg til tider en tendens til dét, jeg kalder ”de helliges og de frelstes vagtparade” – sammenhænge, hvor jeg har svært ved at få øje på den reelle indsats og det store offer. Jeg har opereret i dette game i snart fire år, og jeg kan tydeligt se, hvilke aktører der seriøst arbejder på sagen, og hvilke aktører, der blot er hoppet på bæredygtigheds-trenden for at opnå en billig CSR-glorie - eller ligefrem tjene penge på det.

Lad os slå een ting fast. Vi er alle en del af den samme verden og det samme system, som bidrager til både ressourceknaphed og øget drivhusgasudledning. Hvis man i ønsker at være 100% bæredygtig – og vel og mærke er konsekvent med det – bør man flytte ud på en øde ø, leve et spartansk liv og blive 100% selvforsynende. Noget, som de færreste af os har lyst til, især set i lyset af FN’s forudsigelser, som peger på at over 70% af Jordens befolkning i 2050 vil bo i byerne.

Reel, ægte grøn forandring og strukturændring tager tid – lang tid – før der er opført nye systemer for den mere bæredygtige fremtid og mere intelligent udnyttelse af ressourcerne. Systemer med hjælp fra innovation, ny teknologi, nyt infrastruktur og ikke mindst ny forbrugeradfærd. Og måske vil man i fremtiden – som vores nuværende bedstemor-generation gjorde det – være nøjsom og sparsommelig uden overhovedet at tænke over det, for det vil forekomme som en naturlighed.

De fremtidige grønne løsninger vil for alvor blive taget i brug af den brede befolkning, hvis forbrugeren ikke vil være tvunget til at give afkald på sin convenience. Det er nemlig de færreste af os, der er parate til at flytte i hippie-kollektiv.

Med denne venligst mente opsang forsøger jeg at sige, at man som forbruger eller virksomhed stadig i dag bør bestræbe sig på at blive mere grøn, eftersom alle indsats tæller – store som små. Men man skal gøre det uden at tilslutte sig de frelstes rækker, uden at dyrke fattigdomskulturen, uden at agere en hysterisk Tante Sur og uden at opføre sig som et slags madspildspoliti. Man kommer længere med konstruktive løsninger, snusfornuft og en ægte ment indsats, som i sidste ende bliver til store besparelser på alle konti.

Jyllands-Posten - Culottestegen sveder på vaskepulver-hylden

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 28. juni 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/06/28/culottestegen

En pakke fadkoteletter, som egentlig burde ligge i køledisken, befinder sig i stedet ensomt og glemt blandt maxi-pakkerne med toiletpapir. Creme fraiche, som burde svale sig i mejeriafdelingen, står nu og sveder blandt opvaskebørster og skurepulver. De frosne rejer næsten græder i stuetemperaturen skulder ved skulder med konservers-bønnerne og rødbeder på glas. Og listen er lang. Alt for ofte bliver køle- og frostvarer i butikkerne efterladt på tilfældige steder udenfor køle- og frostrummene, når kunden ombestemmer sig i allersidste øjeblik – og så ikke lige bruger 10 sekunder på at sætte varen tilbage på plads.

Faktisk har lige netop dette emne om den slags forbrugeradfærd for nylig skabt stor diskussion blandt vores medlemmer af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad: folk er enige om, at det er noget svineri. Men hvad kan man gøre ved problemet? Tja, finder man sådan en efterladt pakke fersk kød, kan man jo ikke bare stille den tilbage i køledisken, idet man jo ikke ved, hvor længe den har opholdt sig på ”fri fod” i forkert temperatur.

Hvem er de mennesker, som i butikken tager køle-/frostvaren ud, ombestemmer sig og så bare efterlader fødevaren på hylden blandt tørvarer eller rengøringsartikler? Er det mon de samme mennesker, som prøver tøj i butikken og efterlader tøjet indsmurt i hvidt deodorant-stads eller make-up? Eller er det mon den samme typer mennesker, der ikke lige kan ramme kummen på de offentlige toiletter?

Naturligvis kan alle blive forstyrret, være fraværende eller i stress eller træthed begå en lille tanketorsk uden at dette sker i ond mening. Står man i Bilka med førnævnte culottesteg, og telefonen ringer om en ulykke i  familien, kaster man selvsagt  alt fra sig (inklusiv rejer og creme fraiche) for at komme af sted i en fart. Men jeg nægter at tro på, at den slags force majeure er tilfældet hver gang. Noget tyder altså på, at der hersker en det-må-de-andre-tage-sig-af attitude blandt mange mennesker.

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at appellere til en adfærdsændring blandt de folk, for hvem det er den største selvfølge at efterlade fortrudte ferskvarer på vaskepulver-hylden.

Ecoprofile.dk - Efter Rio: Kan vi nå at gøre noget ved klimaet, inden klimaet gør noget ved os?

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt på Ecoprofile.dk den 25. juni 2012 -
http://www.ecoprofile.dk/thread-2619-Efter-Rio-Kan-vi-na-at-gore-noget-ved-klimaet%2C-inden-klimaet-gor-noget-ved-os.html

Verden går under den 21. december 2012. 

I hvert fald ifølge massevis af konspirationsteoretikere, New Age tilhængere og andre alternative godtfolk, som allerede har sat sidste anvendelsesdato på vores verden, der ifølge den ældgamle Maya profeti skulle ende ved udgangen af dette år. Set med Al Gores optik og i lyset af hans nyste klimaindsats The Climate Reality Project, er klimaforandringer ubenægtelige, og sandheden kan i dén grad være ubekvem, da nogle vil ligefrem mene at klimaforandringernes udvikling peger på en dommedagslignende acceleration. 

På trods af den voksende velvilje og begyndende omstilling til grøn energi, EU’s og IPCC’s klimamål 2020, COP16, COP17 og nu det netop overståede FN's topmøde Rio+20 er den almindelige borger efterladt med en følelse af afmagt: er det nu for sent, og kan vi overhovedet nå gøre noget ved vores knappe ressourcer og ved klimaet, inden klimaet gør noget ved os?

Siden udfaldet af Klimatopmødet COP15 med Copenhagen Accord og på trods af stigende eksempler på globale forandringer, er det gået ned ad bakke med fokus på klimaforandringer. Det er sket delvis på grund af folks manglende vilje til grøn omstilling og delvis på grund af finanskrisen, som tog fokusset væk fra alt andet end det umiddelbart væsentlige. Det er på tide at bringe klimapolitikken tilbage på dagsordenen, da klimaforandringernes konsekvenser vil ramme os alle, uanset om vi har lyst til at lukke øjenene for det eller ej. 

Og det nye ”sort”, fokusset på stigende mangel på globale ressourcer og FN’s hårde dom at om blot 20 år har Jordens befolkning brug for mindst 50% mere mad, 45% mere energi og 30% mere vand, kan måske puste nyt liv i klimadebatten.

Man kan naturligvis også lukke øjnene for klimaforandringerne, iklæde sig det-er-altsammen-solens-skyld teorier, krydre det med Bjørn Lomborg’ske argumenter og trække en protest op ad lommen: regnen i Danmark har nok altid været så voldsom, også da Far var dreng. Og så er alt godt igen, og vi kan vende tilbage til vores bevistløse brug-og-smid-væk kultur, ligegyldige reality serier på TV samt indretningen af det nye samtalekøkken. Klimaforandringer rammer jo nok bare lande langt væk fra vores baghave.

Ny grøn verdensorden?

Lad os ikke være klima-dukse. Vi er allesammen klima-syndere, i højere eller mindre grad. Mig insklusiv. Uden undtagelse bidrager vi alle til den globale CO2 udledning, vi rejser alle i fly, vi glemmer at slukke for lyset, vi madspilder, vi tager bilen i stedet for cyklen, og vi glemmer at tænke over vores overforbrug. Hvis man skal være en 100% CO2-neutral økofanatisk forbruger, skal man afgive alt, flytte på en øde ø og være 100% selvforsynende. Men ikke mange af os er parate til at føre en Robinson-tilværelse, så vi er nødt til at indse, at vi lever i et samfund, hvis struktur genererer CO2 udledning og derved bidrager til civilisationens fremtidige mulige kollaps. Vel og mærke hvis ikke vi begynder seriøst at omstille os til grøn energi og andre bæredygtige løsninger.

Tidligere på året talte jeg på På Welthungerhilfe’s internationale konference i Bonn, “Move! United for Sustainable Development”, hvor bæredygtighed, mangel på ressourcer og klimaforandringer var højt på dagsordenen. På konferencen sagde Tysklands fhv. Miljøminister Klaus Töpfer, at ”we can get rich now and clean up later”-tankegangen ikke længere er bæredygtig. Vi skal derfor i gang med en cirkulær tankegang for at skabe et nyt samfund med fokus på grøn omstilling. Dertil skal vi tænke i ny form for vækst, ressourceoptimering og LEAN teknologier. Vi skal hverken have nedgang i væksten eller flere arbejdsløse, for den grønne omstilling vil kunne skabe mange nye grønne jobs.

”Hvis alle i den vestlige verden bare sparede 5% på ressourcerne, vil der være plads til 55 mio. flere mennesker med samme høje levestandard som i den vestlige verden,” skriver Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, i sin klumme i Food Supply. Det er tankevækkende, især når man tænker over hvor mange økonomiske og klimamæssige besparelser ville blive skabt ved revidering af vores overforbrug.

When Shit Hits The Fan

Medlemmer af den noget kontroversielle Voluntary Human Extinction Movement (VHEMT) bevægelse mener at menneskernes værste fjende er mennesket selv – og at uden vores tilstedeværelse og systematiske voldtægt af Jorden og udtømning af dens knappe ressourcer ville planeten genoprette sin naturige balance. Den voksende befolkningstal på Jorden, som er nået 7 milliarder sidste november og vil nå 9 milliarder i 2050 er set i VHEMT's optik som en katastrofal udvikling, da hver eneste nyt menneske på Jorden er en ny forbruger, som bidrager til udledning af drivhusgasser. Denne kontroversielle bevægelse mener, at mange dyr har evner til at kontrollere størrelsen af deres bestand i forhold til adgang til foder for flokken. De holder op med at yngle, når deres flok vokser sig for stor, og deres naturlige adgang til mad bliver begrænset.

Enden er nær! Frygten for fremtiden kan medføre stor indtjening, som  for eks. de amerikanske firmaer Vivos og Nothwest Shelters har gjort til en økonomisk levevej ved at tilbyde villige amerikanere med hang til dommedagsprofetier i 2012 undergrundsbeskyttelsesrum med al den nødvendige luksusrindretning. Selvom at beskyttelsesrummene, som har kapacitet til at huse hele landsbyer, er ikke billige, findes der et stigende antal købere, og Northwest Shelters har øget salget med 70% siden begyndelsen af 2011. Over 60% af amerikanerne tror på, at verden gå under indenfor den nærmeste fremtid, og scenarier som klimaforandringer, det globale økonomiske kollaps, supertsunamier, sink holes, kæmpejordskælv, vulkanudbrud, solstorme, alien invasions i den bedste Prometheus stil, meteornedslag, oversvømmelser og atomudslip er blandt favoritterne på When Shit Hits The Fan-listen. Når man observerer verdens nuværende klimatilstand, kan man være tilbøjelig til at tro at amerikanernes fremtidsbekymringer ikke er helt ved siden af - dog bør man naturligvis tage dommedagsprofetierne med et gran salt. 

Tal fra Det Internationale Energiagentur afslører, at selv på trods af finanskrisen, er verdens CO2-udledning i 2010 steget langt mere, end eksperterne havde forudset. I 2010, som den amerikanske klimaagentur NOAA har målt til varmeste år siden 1880, var verdens samlede CO2-udslip på 30.6 gigaton, hvilket var en stigning på 1.6 gigaton i forhold til 2009. Omkring 75% af stigningen stammer fra lande som Kina og Indien, og det ser ikke ud til, at udvikling vil stoppe. Og derfor er der noget, der peger på at globale klimaudfordringer bliver en endnu større udfordring, end vi hidtil troede. Og det er bl.a. vores eget danske forbrug, som ifølge rapporten fra den grønne tænketank CONCITO er med til at sparke bl.a. Kinas CO2-udledning op, da deres eksport af varer til os er steget.

Skybrud i andedammen

Vi kan ikke længere lukke øjne for klimaforandringer, selvom så mange stadig prøver på det. Dette var Al Gores budskab til hans online klimaevent The Climate Reality Project. Også herhjemme i vores lille andendam er vi begyndt at mærke stigende klimaforandringer, der for to år i træk har givet dommedags-lignende skybrud, oversvømmede kældre og motorveje og vandskader for mllioner. 

Ifølge Politiken Research endte forrige års skybrudssæson fra juni til september med 33.000 skadesanmeldelser og erstatninger for 997 mio. kr. Sidste år har skybrudssæsonen forvoldt i alt 61.000 skadesanmeldeser og har kostet 1,8 mia. Ifølge DMI var skybruddet det værste, man har målt i hovedstadsområdet, siden der blev indført systematiske målinger i Storkøbenhavn i 1955. Den varme sommervejr fortsatte sidste år frem til oktober, og den 1. oktober 2011 nåede temperaturen helt op på 26,5 grader og det var dermed den første sommerdag, der nogensinde er målt i oktober.

Det er fuld forståeligt, at vores regering retter blikket mod fremtidige byggeriløsninger, som skal tilpasses kommende klimaforandringer, og bl.a. har Københavns overborgmester Frank Jensen (S) samt Miljøminister Ida Auken (SF) taget initiativ til en såkaldt skybrudsplan – for alt peger på, at vore næste generationer i Danmark vil opleve en hel anderledes verden, end dén vi kender i dag.

Økofanatiske klimanazister? 

Mange danske unge stemmer grønt, og ifølge CONCITO mente hele 51% af de 18-24 årige, at klimaet er et vigtigt tema, når de har stemt til folketingsvalget 2011. Også den nye regering har stort fokus på klimaforandringer, vedvarende energi, bæredygtighed og økologi – emner, som skal sættes højt på dagsordenen. Ikke desto mindre, er det for nemt for en almindelig borger blot at forvente, at regeringen, industrien, organisationerne og NGO’er tager sig af problematikken. Man skal huske på, at når man peger en finger ad andre, så peger tre fingre på een selv. Udfordringerne med klimaforandringer skal løses af alle aktører, private såvel som offentlige, store såvel som små – indsatsen gælder om at løfte i samlet flok.

Man behøver ikke at totalt omlægge sit forbrug og sin livsstil, som den amerikanske Beavan-familie fra filmen ’No Impact Man’ gjorde, da de et helt år forpligtede sig til at minimere deres miljøbelastning mest muligt. Et helt år uden toiletpapir kan jo være noget af en udfordring... Men man kan gøre meget for at minimere sit miljøbelastning - alt fra at mindske sit madspild til at huske at slukke lyset, når man ikke bruger det. Forebyggelse af affald er også vigtigt, dog skal vi også huske at leve – og ikke forvandle os til økofanatiske klimanazister.

Affaldskarma

Vi danskere er nogle affaldssvin. Tal fra Eurostat viser at Danmark har EU-rekord i skrald – hele 800 kilo affald per indbygger om året. Ifølge Miljøstyrelsen er henkastet affald i naturen et stigende problem i Danmark, især affald, som er kastet ud fra kørende biler på motorvejene, der bliver spredt i kilometervis omkreds. Lad os fastslå en ting: Ingen af os er hellige – ingen. Vi har alle, på et eller andet tidspunkt i vores liv, med eller uden vilje, smidt noget affald i naturen. Vi har alle åbnet bilruden og smidt for eks. et stykke tyggegummi på vejen i håb om at ingen vil opdage det. Vi har alle smidt for eks. slikpapir på gaden, som ikke lige ramte skraldespanden, i håb om at ”de andre” vil tage sig af det, bare fordi vi betaler skat.

Et af de værste eksepmler på mangel på omtanke finder man i Stillehavet - The Great Pacific Garbage Patch, som er en flydende ø af hovedsageligt plasticaffald, der indeholder næsten 100 mio. tons affald og strækker sig til næstens en kontitents størrelse - over 500 mil ud fra den californiske kyst, forbi Hawaii og næsten ud til Japan. Omkring en femtedel af affaldet, der omfatter alt fra fodbolde og kajakker til Legoklodser og bæreposer, henkastes overbord fra skibe eller olieplatforme. Resten kommer fra land. Placticøen påvirker havets flora og fauna, og der er påvist eksempler på døde havskildpadder i området, der blev fundet med over 1.000 små plasticstykker i maven. Rapporten fra International Programme on the State of the Ocean (IPSO) konkluderer, at overfiskeri, forurening og klimaforandringer er de vigtigste faktorer i verdenshavenes nutidige tilstand, som er den værste, der hidtil er målt.

Vores affald er sågar også ude i rummet, og seneste eksempel på affaldsuppen er den løbske NASA UARS satellit, som havde udtjent sin værnepligt og styrtede til Jorden den 24. September 2011. Dette er en reel eksempel på, at man får sit skrald tilbage i hoved, når affaldskarmaen griber ind.

Globalt madspild og global fødevaremangel

FN har officielt erklæret sultekatastrofen i Afrikas Horn en af de største i nyere tid, hvor over 12 mio. mennesker var ramt af sult på grund af den værste tørke i området i over 60 år, vel og mærke på grund af stigende klimaforandringer. Samtidigt beretter FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO, at værdien af tabt korn under høsten i Afrika syd for Sahara er på omkring 20 mia. kr. om året. Denne spildte mad kunne opfylde minimale årlige behov for fødevarer til mindst 48 mio. mennesker. Friske produkter som frugt, grøntsager, kød og fisk direkte fra primærproduktionen eller efter fangsten bliver ødelagt i varmt klima på grund af manglende infrastruktur til transport, opbevaring, køling og markeder. I det østlige og sydlige Afrika alene værdiansættes madspild til 1,6 mio. dollar om året, eller omkring 13,5% af den samlede værdi af kornproduktionen.

Selvfølgeligt kan vi ikke sende vores madrester i Afrika. Men vores overforbrug af bl.a. mad påvirker de fattige lande. Fornyligt talte jeg på Folkemødet på Bornholm sammen med Anders Ladekarl og Per Clausen, MF (EL) på Landbrug & Fødevarers scene. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, mente at den vestlige verdens overforbrug af mad påvirker de globale fødevarepriser. Jo mere vi i Vesten forbruger - og jo mere vi smider ud - desto større er den globale efterspørgsel på mad og desto mere stiger fødevarepriserne globalt.

Madspild, som ifølge Aarhus Universitet og CONCITO er større klimasynder end transporten og bidrager til ca. 14% af verdens  klimabelastning, spiller en stor rolle i fremtidens fødevare- og klimapolitik og bør tages yderst alvorligt. Det globale madspild på verdensplan udgør 1,3 mia. ton om året og er ellers nok til at brødføde 3 mia. mennesker. I dag sulter næsten 1 mia. mennesker på verdensplanen. Med årene bliver udfordringen sværere og sværere set i lyset af stigende verdensbefolkning – det regnes med 9 mia. mennesker på Jorden i 2050 - som vil kræve, at verdens fødevareproduktion til den tid skal øges med 70% for at efterkomme behovet. Voksende klimaforandringer vil også spille en betydelig rolle, da de vil forringe høsten og bidrage til stigende fødevarepriser – som vil allerede har oplevet i Rusland i 2010, hvor store russiske arealer var indhyldet i brand pga. den omfattende tørke. Dette forårsagede dårlig høst og dermed stigende fødevarepriser på korn, som også påvirkede det globale fødevaremarked.

Ifølge World Trade Organization (WTO) er klimaforandringer, madspild, nye efterspørgselstendenser og ca. 78 mio. flere mennesker på kloden årligt er nogle af årsagerne til, at efterspørgslen på fødevarer stiger og stiger. 

Global grøn systemforandring

Set på den nuværende udvikling af klimaet, står der to ting klart: 1) Klimapolitik bør og må blive et af fremtidens vigtigste politiske områder. 2) Der er brug for en global grøn systemforandring – alt fra global omstilling til grøn energi til mindskning af det globale madspild. Der er ikke længere tid til snak – tiden er tid til handling. Og handlingen er heldigvis begyndt. Både globalt og nationalt ser vi en stigende omstilling til grøn energi. 

Spanien er for eksempel begyndt at indføre flere og flere vindmølleparker og solcelleanlæg. Dansk vindmølleeksport forventes at stige i den kommende tid. Både Sverige og Norge udvider deres strategier indenfor biogas og der forventes at alle busser i Oslo vil køre på biogas fra 2013. Også herhjemme ser vi øget fokus på biogas: flere nye anlæg opstår, såsom REnescience anlægget på Amagerforbrændingen samt AIKAN anlægget i Solum. Også mejerigiganten Arla pønser på et stort biogasanlæg i Videbæk. Flere og flere bilproducenter er begyndt at indføre elbiler – og nu om dage kan man både være og grøn og smart, hvis man er iført Teslas el-sportsvogne. Den engelske statslige Love Food Hate Waste kampagne mod madspild er siden 2008 resulteret i besparelser på 300 mio. £ og reduktion af madaffaldet med 137.000 tons, hvilket betød, at der var udledt 600.000 tons mindre CO2.

Omstilling er muligt. Omstilling virker. Og omstilling skal indtænkes på den globale, nationale, politiske samt det personlige plan. Vi skal også huske på, at bedre klima er et fælles ansvar. Selvom at den enkele borger kan få fornemmelse af, at en personlig indsats ikke betyder noget i det store sammenhæng, skal vi have i baghovedet, at alle indsatser tæller. Og vi skal hverken blive økofanatiske, dyrke fattigdomskulturen eller vifte med de løftede pegefingre – vi skal bare indføre en lidt større omtanke for vores hverdag og vores forbrug.

Et fælles mål kan flytte bjerge, og når man får øje for den holistiske og cirkulære tankegang, indser man, at man er en del af en større helhed, hvor alles indsats gælder – store såvel som små.

Lad os derfor rette blikket frem mod større fokus på resource- og klimapolitikken – men også fokus på større personlige indsats, som i sidste ende vil bidrage til et bedre klima for planeten, naturen og hinanden. 

Rio+20 er ikke verdens frelser - det er faktisk os selv.

Jyllands-Posten - Halløj på Folkemødet: pisk eller gulerod

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 21. juni 2012 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/06/21/folkemoedet/

Atter i år var kongerigets samlede magt og indflydelse, på trods af det altoverskyggende kinesiske regeringsbesøg, samlet til Folkemødet i Allinge, hvor politikernes svar på Roskilde Festival nåede nye højder. Et sandt shoppingcenter af politiske partier, interesseorganisationer, toppolitikere, journalister, lobbyister og andet godtfolk forvandlede Bornholm til en ægte folkefest.

Og selv jeg havde (uden at jeg skal påstå at tilhøre den danske magt-elite…) sneget mig ind i programmet. Jeg talte om madspild sammen med Anders Ladekarl og Per Clausen på Landbrug & Fødevarers scene, hvor både pisk og gulerod blevet taget i brug.

Madspild, som koster samfundet det samme som den samlede, årlige efterløn - 16 mia. kr. – var et omdiskuteret emne på Folkemødet. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, mente at både forbrugerne og virksomhederne ved hjælp af nye afgifter og større beskatning skal skubbes til en adfærdsændring. Måske kan højere afgifter på fødevarer få danskerne til at smide mindre mad ud, anførte Anders Ladekarl. Pisk med andre ord.

Min medblogger her på Jyllands-Posten, Per Clausen, MF’er og fødevarepolitisk ordfører for Enhedslisten, mente omvendt, at guleroden ville fungere bedre end pisken. For at skabe de nødvendige forandringer bør forbrugerne og virksomhederne lokkes med økonomiske incitamenter frem for større afgifter på fødevarer. For afgifter er der allerede nok af ifølge Per Clausen.

Men hvordan vil alt dette fungere i praksis?

Afstraffelse er nemt nok. Det har man allerede prøvet på eksempelvis restaurant Bøf og Vin i Hjørring. Her opkræver restauranten en ”bøde”, hvis restaurantens gæster levner på den tallerken, de selv har påfyldt ved buffetens tag-selv-bord.

Men ændrer form for afstraffelse så folks adfærd på langt sigt? Det er jeg personligt ikke sikker på, at den gør.

Hvorfor ikke hellere skabe initiativer, som økonomisk belønner folk, der mindsker deres spild af mad? Kan rabatterne i supermarkederne indtænkes i et nyt perspektiv? Bør det være billigere for virksomhederne af omsætte deres madaffald til biogas? Bør der være billigere for os forbrugere at købe fødevarer, som bevist signalerer og medvirker til, at de er med til at mindske madspild? Hvad skal der til, for at vi forbrugere – på en almindelig, hverdagsagtig og ikke-økofanatisk måde – bidrager til mindre spild af fødevarer?

Måske at man – hvor banalt det stadig lyder – tænker på de sultne børn i Afrika, som Anders Ladekarl var inde på. Dilemmaet hér ligger ifølge Anders Ladekarl i, at den vestlige verdens overforbrug af mad påvirker de globale fødevarepriser. Jo mere vi i Vesten forbruger (og jo mere vi smider ud), desto større er den globale efterspørgsel på mad og desto mere stiger fødevarepriserne globalt.

Eller skal vi håbe på at vores civilisation nu bliver frelst af FN’s store topmøde for bæredygtighed, Rio+20… Sidste år talte jeg selv i Bonn på Bonn2011 Nexus konferencen, som har bidraget med flere formelle anbefalinger til Rio+20, bl.a. fokus på mindre madspild. Nu bliver det spændende at se, hvad der kommer ud af snakken og alle de gode intentioner.