af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
Der findes ingen tal på den triste tendens endnu, men vi i forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad modtager stedse flere forespørgsler fra private danskere med nødråb om madhjælp. Også vores kolleger, andre frivillige madspildsorganisationer, er modtager flere og flere forespørgsler om madhjælp. I takt med at Corona-pandemien fastholder sit greb i Danmark kan man også frygte større arbejdsløshed, hvilket også vil medføre større madfattigdom.
Faktisk viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af personer, der forsørges af det offentlige, er steget med 52.600 fra 2019 til 2020. Stigningen skyldes især Corona-situationen, hvor nedlukninger og restriktioner har ført til øget ledighed. Fra 2019 til 2020 steg antallet af ledige, ifølge Danmarks Statistik, med 32.700 til 118.900 personer - svarende til en stigning på 38 pct.
Heldigvis bliver det nu nemmere og hurtigere for madfattige danskere at modtage god, gratis overskudsmad i deres lokalområder. I Nordjylland – og over hele landet. Helt konkret sker det gennem den nye landsdækkende gratis portal, GratisMad.dk.
GratisMad.dk består af en lettilgængelig gratis digital platform på mobil og web, som gør det nemt for danskere i madfattigdom - dvs. fattige familier, hjemløse og andre socialt udsatte - at få nem og hurtig adgang til gratis mad, over hele landet og på en værdig måde. Platformen GratisMad.dk vil også kunne bruges til, at flere lokale donorer af overskudsmad, f.eks. supermarkeder, fødevareproducenter, grossister og lignende let kan komme i direkte kontakt med lokale aftagere, såsom væresteder, herberger, velgørende organisationer og andre lokale initiativer mod madspild.
Derved bliver disse forvandlet til lokale madbanker og kan hurtigere og nemmere komme i direkte kontakt med velgørende organisationer og modtagere. GratisMad.dk er udviklet af Stop Spild Af Mad og PlanMiljø med støtte fra Lemvigh-Müller Fonden.
Siden betatest-lanceringen af platformen GratisMad.dk lige før påsken er der allerede skabt stor interesse for platformen. Flere detailkæder og fødevareproducenter har allerede taget platformen GratisMad.dk i brug, og flere modtagerorganisationer har bedt os om at komme på listen. Mange madfattige borgere har allerede givet positivt feedback. GratisMad.dk er allerede besøgt knap 13.000 gange, siden platformens lancering lige før Påsken, og platformen ligger allerede nummer et på Google, når man søger på “gratis mad”.
GratisMad.dk er et initiativ, som fødevarebranchen længe har efterspurgt. En nem, lokal og hurtig løsning, hvorpå man kan donere sit overskudsmad til velgørende formål - hurtigt og uden besvær. Her får man både mulighed for at støtte sit lokalsamfund og samtidig spare CO2 og transport, da GratisMad.dk er en lokal løsning, der netop ikke kræver lang transport, stort lager og omfattende logistik. Det nytter f.eks. ikke at transportere en kvart palle mad fra en landsdel til en anden, hvorimod det nemmere kan gøres lokalt. Især i disse Corona-tider er det meget oppe i tiden at støtte lokalt.
Platformen GratisMad.dk vil også automatisk sørge for, at overskudsmaden bliver jævnt fordelt ud til alle på en demokratisk og retfærdig måde, så alle lokale modtagerorganisationer og initiativer (også dem som måske ikke er helt så gode til at gøre opmærksomme på sig selv i medierne), får samme mulighed for at modtage overskudsmad som de store og mediekendte. Derved er GratisMad.dk en landsdækkende løsning, som fungerer lokalt - og en seriøs løsning på madspild.
Søger man på de nordjyske lokalområder på GratisMad.dk, vil man finde både Stop Spild Lokalt (Hjørring), Kirkens Korshærs Herberget Aalborg, Venligboerne Dronninglund og rigtig mange andre gode frivillige organisationer. Over hele landet findes der på GratisMad.dk over 630 lokale aftagere, såsom væresteder, herberger, velgørende organisationer og andre lokale initiativer mod madspild.
Projektet GratisMad.dk har faktisk været undervejs siden 2013 - og siden hen i forskellige former og udgaver sammen med flere dygtige partnere, støtter og frivillige. Ikke mindst ved hjælp af Nordisk Råds natur- og miljøpris, som jeg modtog i 2013.
De seneste par år, også på trods af Corona, er overskudsmads-området eksploderet. Dengang jeg startede Stop Spild Af Mad-bevægelsen for snart 13 år siden, husker jeg, at der kun var en lille håndfuld organisationer og initiativer, som indsamlede overskudsmad til udsatte. I dag vokser området hastigt dag for dag, og nye initiativer blomstrer hele tiden op.
Da vi startede med at arbejde på GratisMad.dk-projektet, regnede vi med at identificere og indsamle ca. 300 modtagerorganisationer og initiativer, som skulle tilføjes platformen GratisMad.dk - men nu er vi altså allerede oppe på over 630 - og listen vokser.
I hele 10 år har Stop Spild Af Mad sammen med flere af vores samarbejdspartnere indsamlet og videreformidlet over 400 ton god gratis overskudsmad til Danmarks socialt udsatte børn og voksne, fattige familier, herberger, væresteder, asylcentre, krisecentre, kvindehjem og andre hjælpeorganisationer for hjemløse og socialt udsatte.
Vi har bl.a. sammen med Hjemmeværnet reddet og videreformidlet 15 tons overskudsmad. Vi har sammen med vores dygtige frivillige gennem flere år reddet knap 30 ton overskudsmad om året fra Roskilde Festival. Over 20 ton overskudsmad har vi reddet hver gang fra forskellige fødevaremesser. Og vi har sammen med Dansk Folkehjælp og Rema 1000 siden 2015 igangsat den landsdækkende projekt mod madspild, ”Juleoverskud”, som har hjulpet knap 20.000 fattige familier med over 75 ton god, gratis overskudsmad.
Siden har mange andre organisationer søsat tilsvarende spændende projekter, hvilket har gjort overskudsmad-området ganske omfattende. Vi er kun glade for den rivende udvikling, idet flere organisationer og initiativer betyder, at endnu mere mad bliver reddet, og endnu flere af Danmarks udsatte bliver hjulpet.
Dog skal vi huske på, at Danmarks udsatte har brug for mad hver eneste dag året rundt - og ikke kun i julen og påsken. Derfor et det vigtigt, at kampen mod madspild ikke skal reduceres til kortfattet barmhjertighed ved højtiderne.
Den nye platform GratisMad.dk vil netop sørge for, at man kan donere god gratis overskudsmad året rundt - og ikke kun til højtiderne.
I Nordjyske Stiftstidende skrev minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (12.3.), at madspild bestemt ikke er en sæsonvare. Jeg er ganske enig med ministeren.
Hvorfor skriver jeg dette Synspunkt? Fordi der er brug for dig, som læser, til at sprede ordet om GratisMad.dk. Din hjælp kan være med til at gøre en stor forskel - og i sidste ende være med til at skaffe mad på bordet hos Danmarks fattige børn og voksne.
Spred ordet om GratisMad.dk til dit lokale supermarked, bageri, indkøbscenter, spisested og lignende. Del budskabet om GratisMad.dk på dine sociale medier. Opfordr dine venner og bekendte til også at dele budskabet om GratisMad.dk.
For der er virkelig meget mad at hente. Ifølge Miljøstyrelsen udgør madspild fra detailhandlen, hoteller og restauranter, institutioner og storkøkkener, primærproduktionen samt fødevareindustrien tilsammen ca. 460.000 ton god, spiselig mad om året. Med andre ord, et der rigeligt overskudsmad til alle.
Vi håber på, at GratisMad.dk vil vokse og blive flittigt brugt - og både vil være med til at reducere Danmarks madspild og samtidig give Danmarks udsatte adgang til god, gratis overskudsmad på en nem, værdig og retfærdig måde.
Velbekomme.