onsdag den 7. juli 2021

Dagligvarehandlen - Nu bliver det nemmere for handlen at donere overskudsmad

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad



Støt lokalt! Nu bliver det nemmere og hurtigere både at donere og modtage god, gratis overskudsmad - lokalt.

GratisMad.dk består af en lettilgængelig og gratis digital platform på mobil og web, som gør det nemt for danskere i madfattigdom - fattige familier, hjemløse og andre socialt udsatte - at få nem og hurtig adgang til gratis mad over hele landet. Og på en værdig måde. GratisMad.dk vil også kunne bruges, så flere lokale donorer af overskudsmad - supermarkeder, fødevareproducenter, grossister og andre - let kan komme i direkte kontakt med lokale aftagere såsom væresteder, herberger og velgørende organisationer og andre. Derved bliver disse forvandlet til lokale madbanker og kan hurtigere og nemmere komme i direkte kontakt med velgørende organisationer og modtagere.

GratisMad.dk er udviklet af Stop Spild Af Mad og PlanMiljø med støtte fra Lemvigh-Müller Fonden. Projektet har faktisk været i støbeskeen siden 2013.

Landsdækkende og lokal løsning
Siden betatest-lanceringen af platformen lige før påske er der allerede skabt stor interesse. Flere detailkæder og fødevareproducenter har taget GratisMad.dk i brug, og flere modtagerorganisationer har bedt os om at komme på listen. Mange madfattige borgere har allerede givet positivt feedback.

GratisMad.dk er allerede besøgt over 21.000 gange siden lanceringen, og platformen ligger nummer et på Google, når man søger på “gratis mad”.

GratisMad.dk er et initiativ, som fødevarebranchen længe har efterspurgt. En nem, lokal og hurtig løsning, hvorpå man kan donere sin overskudsmad til velgørende formål - hurtigt og uden besvær. Her får man både mulighed for at støtte sit lokalsamfund og samtidig spare CO2 og transport, da GratisMad.dk er en lokal løsning, som ikke kræver lang transport, stort lager og omfattende logistik. Det nytter f.eks. ikke at transportere en kvart palle mad fra en landsdel til en anden, hvorimod det nemmere kan gøres lokalt.

Platformen GratisMad.dk vil også automatisk sørge for, at overskudsmaden bliver jævnt fordelt ud til alle på en demokratisk og retfærdig måde, så alle lokale modtagerorganisationer og initiativer (også dem som måske ikke er helt så gode til at gøre opmærksomme på sig selv i medierne), får samme mulighed for at modtage overskudsmad som de store og kendte.

Derved er GratisMad.dk en landsdækkende løsning, som fungerer lokalt - og en seriøs løsning på madspild.