af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
bragt i Avisen Danmark, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, JydskeVestkysten, Horsens Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro-Struer, Vejle Amts Folkeblad, Viborg Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Fredericia Dagblad, Helsingør Dagblad den 15. marts 2023 -
Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad var de første organisationer, som i nyere tid satte fokus på madspild. I 2006 gennemførte områdechef i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, de første beregninger om danskernes madspild. I 2008, inspireret af disse tal, igangsatte jeg Stop Spild Af Mad. I slutningen af 2008 har detailkæden REMA 1000, med inspiration fra Stop Spild Af Mad, afskaffet mængderabatter i alle kædens danske butikker.
Disse tre faktorer gav startskuddet til en årelang kamp mod madspild i Danmark og udenfor Danmarks grænser. Siden 2008 har Stop Spild Af Mad igangsat, gennemført og medvirket i over 200 lokale, landsdækkende, nationale og internationale projekter, events, kampagner, analyser, debatter mm. i kampen mod madspild i hele værdikæden fra jord til bord.
Samarbejde med EU og FN. En kogebog og flere aktiviteter med medvirken af prinsesse Marie. Taler på alverdens topmøder konferencer med tusindvis af tilhørere. To TED Talks. Tale i Vatikanet og bidrag til Vatikanets bog om madspild. En BBC-video, som gik viralt på Facebook og fik over 30 millioner visninger verden over. Landsdækkende portal til donation og modtagelse af overskudsmad GratisMad.dk. Massiv og vedvarende medieomtale i Danmark og i udlandet - fra TV 2 News til The New York Times. 15 års arbejde kan ikke opsummeres på 15 linjer.
Men vi har fortsat et stort stykke arbejde foran os. Ifølge Miljøstyrelsen løber Danmarks årlige totale madspild op på 814.000 tons. Madspild er et økonomisk problem, et klimaproblem, et etisk problem og et ressourceproblem. Ved at stoppe madspild er man med til at løse fire problemer på én gang.