tirsdag den 13. december 2011

Jyllands-Posten - En forbrugerrevolution er i gang

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


I virkeligheden er det simpel logik: Jo mere mad vi forbrugere smider ud, desto flere penge skal vi bruge på mad, desto mere mad skal vi ud og købe i supermarkederne, og desto mere mad skal fødevareproducenterne fremstille. Det er en ond cirkel af uhensigtsmæssige forhold.

Men hvorfor er der egentligt vigtigt at undgå madspild? Hvorfor kan vi ikke bare fortsætte med at smide mad ud, som vi plejer – og især her i Julen, hvor vi har knoklet hele året og vil have lov til at frådse? Hvorfor skal der altid være nogen, der skal fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv? Sådan lød reaktionerne på min sidste blogindlæg, som skabte en del debat og sågar blev citeret i andre aviser.

Og lad mig slå een ting fast: vores frivillige interesseorganisation Stop Spild Af Mad er ikke noget selvbestaltet madspildspoliti. Vi appellerer til større omtanke – ikke til løftede pegefingre eller dyrkelse af smålighed og fattigdomskultur. Folk skal selvsagt leve deres liv, som de har lyst – og hvis nogle mennesker har en brændende trang til at smide mad (og derved deres egne penge) i skraldespanden – så værsgo!

Undersøgelser viser at der er flere og flere mennesker, som gennem de sidste tre år er blevet opmærksomme på madspild. Stedse flere er begyndt at indse konsekvenserne ved at smide god mad ud. Mange er begyndt aktivt at mindske deres madspild – nationalt såvel som i udlandet giver vores organisations arbejde genlyd.

Madspild er først og fremmest spild af gode ressourcer. Dyr, som dør til ingen verdens nytte. Skovarealer, som bliver fældet for at efterleve det store behov, som madspildet skaber. Landbrugets arbejde, som går til spilde. Enorme mængder emballage, som smides ud. Klimaet, som bliver påvirket ved øget CO2-udslip pga. påvirkning fra produktionen, transporten og madens bortskaffelse. Alle de mange tal og fakta på madspild kan man finde her - det er interessant læsning, hvis man ønsker at blive klogere på enmet, før man drager sine egne konklusioner.

Som forbruger har man en enorm magt til at forandre dette. Som forbruger har man magt til at købe kun dét, man har brug for – og bruge dét, man køber. Som forbruger har man lov til at tænke selv – i stedet for at blive jaget rundt i manegen mellem supermarkedernes overfyldte hylder med farverige reklamer og mængdetilbud.

Flere og flere forbrugere vågner op og indser dette. En forbrugerrevolution er i gang. Og den er ustoppelig.

Husk det er DIG, der har kontrol over dine indkøb – det er ikke dine indkøb, der har kontrol over dig. Du bestemmer selv.