af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad
Der er dalende fokus på madspild i medierne - og måske er det også på tide. Selv om Danmarks kamp mod madspild kører på trettende år, og Danmark for nylig har afholdt national madspildsdag for andet år i træk, tyder meget på, at madspild ikke længere skaber lige så mange og lige så store overskrifter i medierne som tidligere.
Noget tyder på, at danskerne og virksomhederne har fået andre prioriteringer i kølvandet på COVID-19-krisen.
Men noget tyder også på, at madspildsboblen er ved at briste, og dagsordenen er efter 13 år stille og roligt ved at blive afviklet. Folkemødet, Madens Folkemøde og andre møder – havde i år ikke nær så mange events og debatter om madspild som tidligere. De årlige jule- og påskeuddelinger af overskudsmad arrangeret af diverse aktører trak ikke nær så store overskrifter som tidligere.
Ser man på medieovervågningstjenesten Infomedia, er kurven over alle medieomtaler om emnet “madspild” i Danmark stille og roligt for nedadgående.
Denne tendens kan skyldes flere faktorer: 1) Vi har alle sammen fattet det - madspild skal stoppes. 2) Selv om vi alle ved, at det står galt til med klimaet, orker vi ikke længere at høre om det, herunder kampen mod madspild. 3) Man gør noget ved problemet i stedet blot at snakke om det.
Seriøst arbejde fortsætter
Dalende mediefokus på madspild betyder naturligvis ikke, at der ikke fortsat arbejdes seriøst med problemet.
Mange virksomheder er dygtige til at forebygge og reducere madspild og har forankret og integreret det i deres hverdag. For eksempel har man hos Danmarks største tomatproducent, Alfred Pedersen & Søn, allerede nået FN’s Verdensmål mod madspild - 10 år før deadline. Af den totale produktion er madspildet hos Alfred Pedersen & Søn reduceret fra en andel på 8,4 pct. i 2018 over 4 pct. i 2019 til 1,7 pct. i 2020.
Måske er det i virkeligheden kun godt, at dagsordenen ikke længere bæres af medierne, men af aktører hvis primære formål ikke er at være i pressen. Forbrugere og kunder bliver efterhånden også klogere og klogere og kan skelne mellem virksomhederne, som seriøst arbejder med madspild - og dem, som gør det for omtalens skyld.
Måske bør diverse detailkæder og andre aktører også tage bestik af situationen i forbindelse med de kommende juleuddelinger af overskudsmad i december. Det er vigtigt, at kampen mod madspild ikke skal reduceres til kortfattet barmhjertighed ved højtiderne, og kun når TV-kameraer ruller.
Den dag medierne ikke længere skriver om problemet, er det der stadigvæk. Den dag står kun de seriøse aktører tilbage i kampen mod madspild - for hvem selve arbejdet betyder meget mere end medieeksponeringen.
