Jyllands-Posten - Mig Mig Mig Generationen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 19. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/19/mig-mig-mig-generationen/

En ældre dame, måske 65, går på en overfyldt gade i Indre By, ulvetimen er på vej. Julegaveshopping sætter dagsordenen, folk med vilde blikke, tunge indkøbsposer, hyldest til overforbrug, materialismens ligegyldighed, stress, ingen overskud. En yngre mand tager hastige skridt og tackler den ældre dame. Hun protesterer. Og med rette. Men han er allerede på vej væk, dog vender han sig om og skælder hende ud. Højlydt. To gange. I hans optik var der hende, der gik i vejen. I hans optik har han ret til at gå ind i hende, da hun er bare en statist i hans tilværelse, en langsom brik, ligelyldig og ubetydelig.

Jeg observerer hele scenarie, da jeg er på vej hjem fra et møde. Pludselig skammer jeg mig. Over de væsener, som jeg er en del af. Over mennesker.

Det kan ikke være meningen, at vi mennesker, som er højintelligente og højt udviklede væsener, ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt. Det kan ikke være meningen, at vi fører krige med hinanden og forpester vores egen planet. Det kan ikke være meningen, at vi er så afstumpede og respektløse overfor vores ældre.

Men mangel på empati og hjertevarme dominerer samfundet. Hvad-kan-jeg-få-ud-af-det-mentaliteten blomstrer. Og Mig Mig Mig Generationen afspejler sig i efterhånden alle samfundslag. De, som regnes for at være ”de seje” i dagens samfund, er ikke nødvendigvis dem, som prøver at forandre verden til det bedre. Og de, som uselvisk bidrager til at verden bliver et bedre sted, bliver latterliggjort og stemplet som ”de hellige” og ”de frelste”.

Da jeg var barn, var min første oplevelse med menneskets destruktive natur oplevet gennem en TV skærm. En nyhedsudsendelse om et olieudlip. Billeder viste strande, som var badet i olie. Fugle, indsmurt i olie, som langsomt døde. Fisk, som blev skyllet op på de sorte strande. Jeg blev ved med at betragte billederne, og med tårer i øjnene slog det mig: hvad ER det for en planet, jeg er havnet på? Hvorfor er her så megen ulykke? Hvorfor mishandler mennesker hinanden og naturen?

Så tror da pokker, at ingen tilnærmelsesvis intelligente, udenomjordiske livsformer (hvis de findes) har besøgt Jorden endnu. For hvis de i farten overså de store lysende ”DON’T GO THERE!”-neonskilte på vej mod Jorden og landede her, ville vi mennesker straks forvente, at de skulle være vores intergalaktiske skraldemænd og klare alle vores jordiske ulykker. Måske venter de med at besøge os, til vi selv har løst vores egne problemer.

…

Rumvæsen: ”Goddag, mennesker. Take me to your Leader.”

Mennesker: ”Velkommen til planeten Jorden. Vi mennesker er nogle destuktive væsener, som udtømmer planetens ressourcer, fører krige og er onde ved hinanden, går op i ligegyldige egocentrerede ting som status og materialisme, overbefolker planeten, smider god mad ud mens vores medmennesker sulter, står sig selv nærmest og forpester naturen. Har I øvrigt noget teknologi, som vi kan få? Kan I redde os? Har jeres planet mange ressourcer?”

Rumvæsen: ”Øhhh… ellers tak. Vi flyver igen. Farvel.”

Jyllands-Posten - En forbrugerrevolution er i gang

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 13. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/13/en-forbrugerrevolution-er-i-gang/

I virkeligheden er det simpel logik: Jo mere mad vi forbrugere smider ud, desto flere penge skal vi bruge på mad, desto mere mad skal vi ud og købe i supermarkederne, og desto mere mad skal fødevareproducenterne fremstille. Det er en ond cirkel af uhensigtsmæssige forhold.

Men hvorfor er der egentligt vigtigt at undgå madspild? Hvorfor kan vi ikke bare fortsætte med at smide mad ud, som vi plejer – og især her i Julen, hvor vi har knoklet hele året og vil have lov til at frådse? Hvorfor skal der altid være nogen, der skal fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv? Sådan lød reaktionerne på min sidste blogindlæg, som skabte en del debat og sågar blev citeret i andre aviser.

Og lad mig slå een ting fast: vores frivillige interesseorganisation Stop Spild Af Mad er ikke noget selvbestaltet madspildspoliti. Vi appellerer til større omtanke – ikke til løftede pegefingre eller dyrkelse af smålighed og fattigdomskultur. Folk skal selvsagt leve deres liv, som de har lyst – og hvis nogle mennesker har en brændende trang til at smide mad (og derved deres egne penge) i skraldespanden – så værsgo!

Undersøgelser viser at der er flere og flere mennesker, som gennem de sidste tre år er blevet opmærksomme på madspild. Stedse flere er begyndt at indse konsekvenserne ved at smide god mad ud. Mange er begyndt aktivt at mindske deres madspild – nationalt såvel som i udlandet giver vores organisations arbejde genlyd.

Madspild er først og fremmest spild af gode ressourcer. Dyr, som dør til ingen verdens nytte. Skovarealer, som bliver fældet for at efterleve det store behov, som madspildet skaber. Landbrugets arbejde, som går til spilde. Enorme mængder emballage, som smides ud. Klimaet, som bliver påvirket ved øget CO2-udslip pga. påvirkning fra produktionen, transporten og madens bortskaffelse. Alle de mange tal og fakta på madspild kan man finde her - det er interessant læsning, hvis man ønsker at blive klogere på enmet, før man drager sine egne konklusioner.

Som forbruger har man en enorm magt til at forandre dette. Som forbruger har man magt til at købe kun dét, man har brug for – og bruge dét, man køber. Som forbruger har man lov til at tænke selv – i stedet for at blive jaget rundt i manegen mellem supermarkedernes overfyldte hylder med farverige reklamer og mængdetilbud.

Flere og flere forbrugere vågner op og indser dette. En forbrugerrevolution er i gang. Og den er ustoppelig.

Husk det er DIG, der har kontrol over dine indkøb – det er ikke dine indkøb, der har kontrol over dig. Du bestemmer selv.

Jyllands-Posten - Julens madsvin og forkrampede traditioner

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 7. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/07/hoejsaeson-for-julens-madsvin/

Julen. Sæson for overtrukne konti. Sæson for gaveræset, stress, for mange drinks til julefrokosten, for mange kilo på sidebenene, for meget tid med svigermor og for store indkøbsvogne. Sæson for madspild. Landbrug & Fødevarer siger, at danske husholdninger i december smider mad ud for 1,53 mia. kr. – eller ca. 1.000 kr per gennemsnitsfamilie. Vi madsviner i Julen, og vi skylder skylden på traditionerne. For det er Jul, det er cool – og nu skal der godt nok frådses.

Men hvorfor? Hvorfor køber vi os i armod i overdådig julemad, som vi alligevel ender med at smide ud? Hvorfor skal julebordet bugne af flæskesteg, sylte og sild i alle afskygninger, når vi alligevel ender med ikke at spise det op? Hvorfor skal vi leve op til de urealistiske forventinger, at der absolut skal være mindst fem slags sild og otte slags ost? Hvorfor skal vi absolut vise, at vi har mad nok, selvom at denne tradition hører til efterkrigstiden og ikke i et samfund anno 2011? Hvorfor skal vi absolut frådse – i stedet for at nøjes?

En af mine gode blog-læsere, Rita Simonsen fra 7362 Hampen, skrev for nylig:

”Har lige været til julefrokost - og sikke da en madspild. Jo, der blev en hel sort sæk fyldt med sild og div. tilbehør, steg, and, flæskesteg med tilbehør, risengrødsaftsovs, frugt og div. - alt i en hel sort sæk. Tænkte da godt nok at der kunne da godt have gået noget med hjem til vi andre, men nej.”

I denne højsæson for madfrådseri lancerede vores organisation i mandags oplysningskampagnen ”Undgå madspild i Julen” i samarbejde med Suhrs Madakademiet. Kampagnen har fået positiv modtagelse i landsdækkende aviser, radio og blandt befolkningen. Mange har fået øjnene op for Julens madfrådseri.

Vores vigtigste budskaber er: Lig ikke under for traditionens forventninger – dit julebord behøver ikke ligne et overflødighedshorn. Lad være med at stille al julemaden frem på bordet på een gang. Køb hellere kvalitet frem for kvantitet. Planlæg Julens mad – og brug resterne i dagene efter Julen.

Julen er tiden, hvor forventningerne er skuet op, præsset er enormt, og traditionen påbyder frådseri. Men bør vi leve med det? Er det traditionen, der bestemmer over os – eller er det egentligt os, der bør bestemme over traditionen?

Jyllands-Posten - Forkælede opkæftere i Julens slaraffenland: kom op af sofaen

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 5. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/05/forkaelede-opkaeftere-i-julens-slaraffenland-kom-op-ad-sofaen/

I sommer igangsatte jeg en aktion, hvor 14 tons god overskudsmad blev videreformidlet til tre Dansk Røde Kors asylcentre. Sidste uge var jeg i TV med opråb om at folk og firmaer bør donere overskudsmad og tøj til varmestuer og herberger. Lige nu arbejder jeg med planlægning af en større juleaktion, hvor en del frivillige og undertegnede hjælper Københavns hjemløse. Arbejdet er selvsagt frivilligt - fordi jeg mener, at man som menneske har en forpligtelse til at hjælpe de svagt stillede.

På det seneste er fattigdomsdebatten og hvorvidt er der fattige eller ej i Danmark eksploderet - til stor ærgrelse for mange hjælpeorganisationer, som især i juletiden har hårdt brug for hjælp og donationer. Men i mine øjne er det at sløre fokus, når politikere skændes om, hvorvidt der er fattige eller ej i Danmark. Problemet er ikke, at man kun kan defineres som ”fattig”, hvis man opfylder OECDs kriterier eller diverse fattigdomsbetegnelser. Sagen handler ikke om, hvorvidt Danmarks fattige kan sammenlignes med fattige i andre lande eller ej. Diskussionen er ikke et slagsmål mellem højreorienteret og venstreorienteret optik.

Det handler derimod om, at der findes så mange forkælede opkæftere i Julens slaraffenland, som sidder i deres varme hjem bag computerskærmen og bare kæfter op om problemet. På den ene og på den anden side. Bla, blah, blah. Men uden selv at gøre eller være parat til at gøre noget som helst aktivt for at hjælpe de socialt udsatte. Og altimens er der fattige og hjemløse i Danmark, med hver deres behov for hjælp, hver deres problemer og hver deres menneskelige ulykke.

På Stop Spild Af Mad’s hjemmeside oprettede vi for tre år siden en liste over varmestuer, herberger, kvindehjem og forsorgshjem for de socialt udsatte med henblik på donationer af overskudsmad og andre gode sager. Denne oversigt bliver benyttet flittigt af borgere såvel som firmaer og organisationer. Og alle kan være med til at hjælpe.

Jeg ved godt, at førnævnte 14 tons overskudsmad til tre asylcentre er kun er en dråbe i havet. Men det er en vigtig dråbe. Jeg ved også, at der er fattige folk i Danmark som for eks. Jørgen Tønnesen, en af brugerne af varmestuen i Næstved, som tidligere var nødt til at finde mad i affaldscontaineren. Og jeg ved, at man kan gøre en positiv forskel for dem.

Derfor opfordrer jeg til at man lægger fattigdomsdebattens akademiske, videnskabelige, intellektuelle og teoretiske sniksnak til side for en stund.

Og i stedet kommer op af sofaen, samler nogle gode overskudsting sammen, kontakter det nærmeste herberg og begynder at hjælpe de udsatte med dét, man nu kan. For opkæftning og tom snak hjælper dem ikke. Det eneste, der hjælper, er reel handling.

Jyllands-Posten - Forbrugerzombier i livets Hamsterhjul

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 1. december 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/12/01/forbrugerzombier-i-livets-hamstehjul/

Lad os for en stund stoppe op og rette røntgenblikket mod vores eget liv. Eller rettere sagt: lad os se på Hamsterhjulet. Allerede fra fødslen af bliver vi indoktrineret med glæden ved at få dækket de materialistiske behov, ved store julegaver og ved alverdens designer-legetøj. I skolen og gymnasiet begynder statusræset for alvor, hvor de unge er nødt til at være med på forbrugersamfundets seneste trends og imponere klassekammeraterne med de nyeste iPhones og Burberry bling-bling.

Vi fortsætter i Hamsterhjulet i det voksne liv, hvor vi ikke alene er storforbrugere af ting men også af mennesker. Netdating-junkies skifter nye bekendskaber oftere end Helle Thorning erstatter sine håndtasker, og net-generationen har ikke længere tid til at fordybe sig, da man bare kan få en ny ven på Facebook og sætte den gamle på ”skjul” listen.

Fordybelse. Det har vi ikke længere tid til i dag. Vi har ikke tid til at lytte – vi afventer derimod at det bliver vores tur at snakke igen. Og således fortsætter livets Hamsterhjul med statusræs, designerbørn, madspild, shopping, wellness, samtalekøkkener, alverdens designer-grydelapper, designer-hundekurve og designer-toiletbrætter mens materialismens brug-og-smid-væk mantra hvisker i baghovedet: forbrug, forbrug, forbruuuuuug! Og hvad kan man ellers forvente når selveste vores hovedstad hedder KØBENhavn?

Selvsagt er jeg tilhænger af de frie markedskræfter og af balanceret og ansvarlig kapitalisme. Og jeg anerkender, at det – i et velfungerende, oplyst og socialt fintmasket demokrati som vores – jo i yderste konsekvens netop er individets ret at bruge sin penge, som han/hun lyster. Og at det følgelig også er vores grundlovssikrede ret og fundamentale, personlige frihed at afholde forbrugsfest i statussymboler.

Men det er altså ikke forbudt at standse op i ny og næ og spørge sig selv om man nu også har brug for alle de forbrugsgoder. Eller om man isoleret set bliver et lykkeligere menneske af at shoppe.

Lad mig i al venlighed foreslå en forbrugerrevolution.

Nemlig at vi sætter OPbrug på dagsordenen i stedet for FORbrug. At vi indser, at vi alle - uanset social status – har et ansvar overfor denne planet. Så derfor: Forbrug – så længe du bruger tingene op. Køb nyt tøj – så længe du afleverer dit gamle til genbrug. Vær rig – så længe du ikke frådser. Køb kvalitet - frem for kvantitet.

For vækst i samfundet er godt – og nødvendigt – sålænge det er en sund vækst med plads til omtanke.

I min fælles kronik med daværende Miljøminister Karen Ellemann (V), påpeger jeg - og det vil jeg gøre igen her - at vi har alle et ansvar, et ansvar som ”de andre” ikke kan klare for os. Det er vores egen personlige ansvar at vågne op og revidere vores liv og vores forbrug. For vi mennesker er skabt til noget større, end at være passive forbrugerzombier i livets evindelige Hamsterhjul.

Jyllands-Posten - Vi benægter vores madspild

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Jyllands-Posten den 29. november 2011 -
http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2011/11/29/vi-benaegter-vores-madspild/

Om end de fleste danskerne støtter tankegangen om ikke at smide god mad i skraldespanden, vil de færreste af os indrømme, at vi smider mad ud. Ifølge Landbrug & Fødevarer madspilder vi danske forbrugere for 16 mia. kr. om året. Alligevel svarer 48% af os, at vi næsten intet mad smider ud. Dette misforhold tyder på, at mange af os ikke ser os selv som madspildere. Og denne problematik gør det sværere for folk at undgå madspild, da der mangler basal viden om, hvad madspild er.

Da jeg for nylig med en række fagfolk deltog i et større møde omhandlende madspild, levnede mange deltagere efter frokosten en del gode madrester på deres tallerkener. Da jeg venligt gjorde opmærksom på det lidt ironiske forhold, svarede de fleste, at de ikke opfattede det som madspild at levne endeskiver af brød, skiver af grøn peber, salatblade, karse og persille.

Straks efter kastede jeg og vores organisation os ud i en ny kampagne, Madspild.net, hvori vores madekspert og kogebogsforfatter Nethe Plenge, oplyser hvad madspild egentligt er. Kampagnen har fået god modtagelse i pressen og blandt befolkningen, og mange er blevet klogere på, hvad madspild er. Men hvad er det, der gør, at vi ikke opfatter de yderste salatblade og enden af agurken som madspild, selvom begge intet fejler, når vi smider dem ud? Og hvorfor har vi en tendens til at åbne den nyeste yoghurt først, selvom vi allerede har een åben bagerst i køleskabet?

Problemet har generelt rødder i både brug-og-smid-væk-kulturen, vores madkultur, opdragelsen og et par generationskløfter. De ældre mennesker smider generelt mindre mad ud end de unge. Bymennesker smider mere mad ud end dem, som bor på landet. Og jyder har – ifølge erfaringer fra vores organisation – en tendens til at være mere sparsommelige end københavnere.

I min kronik med den fhv. fødevareminister Henrik Høegh (V) påpeger vi, at ansvaret ligger ikke kun hos forbrugere, men også hos produktionen, detailhandlen og landbruget. Men forbrugere, som er slutbrugere i madspilds-kæden, spiller også en afgørende rolle.

I udlandet ser man eksempler på bevist madspild forårsaget af forbrugernes vaner: på min ferie i Portugal ”spionerede” jeg rundt i supermarkederne og fandt en del brød på hylderne, som sælges uden skorpe. Efter en snak med lokale portugisere fandt jeg ud af, at problemet ligger i deres madkultur - de færreste af dem gider at spise skorpen. Mange brødproducenter smider derfor skorpen ud – uden så meget som at overveje, om den kunne anvendes i eksempelvis dyrefoder. Et ærgerligt madspild i et ellers fattigt land.

Vi snyder kun os selv og vores pengepung ved ikke at være opmærksomme en ekstra gang, inden vi kyler endeskiven af brødet i skraldespanden eller åbner den nyeste mælk uden først at opbruge den ældste. Med andre ord handler det om vanetænkning og brug-og-smid-væk-mentalitet, som vi som forbrugere bør arbejde med.

Politiken - Hvorfor er madspild ikke på COP17's dagsorden?

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt i Politiken den 28. november 2011 -
http://politiken.dk/debat/ECE1463348/hvorfor-er-madspild-ikke-paa-cop17s-dagsorden/

Madspild bidrager til 14 procent af den globale opvarmning, fylder stedse mere og mere i den offentlige debat og er en af de centrale brikker i spillet om fremtidens fordeling af Jordens ressourser.

Dog eksisterer madspild ikke som emne på COP17’s menu.

Dengang i det tilsneede København i slutningen af 2009, blandt kampklædte politikorps, blankpolerede Sercet Service biler, håbefulde demonstranter, hjerteskærende klimasange og alverdens presseøjne rettet mod vores lille andedam – dengang var der håb.

Der var ingen Planet B. Der var vilje til at redde skibet Jorden, som var - og er - ved at synke mellem de smeltende isbjerge. Langsomt blev håbet taget fra os, og luften fra det varme klimaballon sev ud.

Enden på COP15 – Copenhagen Accord – var ét stort antiklimaks. God tur hjem.

Selv talte jeg på de to største konferencer i forbindelse med COP15, og det gennemgående tema, jeg observerede, var 'uenighed'. Det eneste, folk var enige om, var, at noget måtte gøres, inden det blev for sent, inden Shit Hits The Fan.

To år er gået. Selv Danmark er begyndt at mærke klimaforandringerne – alene sommerens monsterskybrud forårsagede 61.000 skadesanmeldelser. Australiens landbrug lider under klimaforandringerne, Thailand oplever massive oversvømmelser, og Østafrikas tørke endte i den værste sultkatastrofe i 60 år.

Det International Energiagentur's (IEA) nye rapport peger på, at vi skal handle hurtigt, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

Og det pynter ikke på billedet, når EU opgiver at få USA og Kina m.fl. til at udlede færre drivhusgasser før 2020 for at tage hensyn til globaliseringen og den økonomiske vækst i fx. BRIK-landene.

Forskere mener, at denne udsættelse vil medføre alvorlige konsekvenser for klimaforandringerne. Set i dén optik bliver COP17 blot en symptombehandling på en uhelbredelig sygdom.

Én ting står klart: hvis alverdens politikere ikke bliver enige om handling, må vi, borgerne, handle. Vi har ikke tid til at vente på COP17, COP18, COP19 osv. og på, at 'de andre' tager sig af det. Derfor opstår der flere og flere NGO’er, borgerinitiativer og bevægelser, som for alvor begynder at arbejde med klimaproblemerne.

At undgå madspild spiller ikke en afgørende rolle i mindskning af den globale opvarmning – men det spiller en rolle. Det fører til større ansvarsbevisthed. Det er med til at få folk til at indse, at vores handlinger påvirker verden, og at vi har magt til at forandre tingene.

En forandring er i gang, men ikke på grund af diverse Klimatopmøder eller regeringens løftede pegefingre. Der sker en mentalitetsforandring. En forandring, som bl.a. rodfæster sig i opgør mod brug-og-smid-væk kulturen, øget afstandtagen fra blind jagt på materialisme, større ønske om at bidrage til en bedre planet samt forargelsen over at være vidne til det store madspild i verden, hvor så mange mangler mad.

En forandring, som giver genklang i alle samfundets lag. En forbrugerrevolution, som er begyndt.